Hurra for eventyret

Lone og Claudi Kofod blev trætte af faste jobs på øen – og så ventede eventyret som restauratørpar i USA… 

MENNESKER: Lone Kofods mor i Hasle var ikke vildt begejstret, da datteren og svigersønnen meddelte, at nu pakkede de deres grej for at stikke over Atlanterhavet for at åbne en restauration i USA…

Det skulle dog senere vise sig, at også Lone Kofods mor syntes om det USA – og det New Jersey – som Lone og ægtemanden Claudi søgte eventyret i.

Noget af et spring for en pige, der havde været ansat i 27 år på apoteket i Rønne – og en dreng, der havde arbejdet i en længere årrække på TV2 Bornholm.

Men eventyrlysten rumsterede – og da de begge nogenlunde samtidigt fik nye chefer som – skal vi være flinke og sige – ikke ligefrem inspirerede til yderligere årelang ansættelse, så gjorde de alvor af en drøm om at drive restauration i USA.

Lone og Claudi – hjerterne er både i Danmark og USA (Foto: Torben Ager)


Hotel i Rønne
De prøvede dog først kræfter ved at åbne ”Det Lille Hotel” i Rønne, som Lone drev med så stor succes, at de ikke længere var nervøse med at prøve kræfterne af i USA. Og atter tidligere havde de forpagtet en campingplads i Hasle, mens de passede deres daglige arbejde, så de vidste på forhånd, at de kunne yde en ekstra indsats, når det skulle være.

Og det kom de så sandelig også til i New Jersey, staten, der ligger ikke langt fra den amerikanske verdensby, New York.

Og så kunne de i 2012 åbne deres ”The Danish Café”, som Lone drev og stod i spidsen for.

Her blev der serveret dansk smørrebrød i lange baner, suppleret med god kaffe og dansk blødt wienerbrød, som amerikanerne elsker.

Men det var ikke kun amerikanerne, der blev glade for at spise det danske mad. Også danskere, svenskere og nordmænd fra nær og fjern strømmede til, så bortset fra en meget stor arbejdsbyrde, så var det bornholmske ægtepars drøm gået i opfyldelse. De var blevet restauratører i USA – mes succes.

Amerikanerne elskede maden på den danske café i New Jersey


Uventet besøg
”Jeg blev meget begejstret for New Jersey”, fortæller Lone Kofod. For det første blev jeg meget glad for selve staten, for det andet var der kort afstand til lufthavnen i Newark, så man forholdsvist nemt kunne komme hjem et smut, hvis det blev nødvendigt. Vores døtre faldt også rigtigt til derovre – og Camilla blev glædelig overrasket, da mormor og moster uventet dukkede op for at være med til at fejre hendes eksamen. Ja, selv min mor blev glad for New Jersey”, siger Lone med et stort smil.

Slangen i paradiset
Trods stor travlhed i cafeen og god tid sammen i New Jersey, så var der en slange i paradiset: Det amerikanske bureaukrati lagde større og større pres på det danske ægtepar, der især havde meget besvær med at forny og forlænge deres visa.

”Vi havde beholdt vores sommerhus i Hasle, og en dag blev bureaukratiet og al det vrøvl med vores visa for meget”, fortæller Claudi Kofod.

Parret besluttede sig for at sælge, og det skete 2016.

Desværre kunne de ikke fragte deres elskede amerikanske bil med hjem – jo, det kunne de godt, men så det havde kostet en formue i ekstra afgifter til den danske stat.

Så turen gik hjem til Hasle uden drømmebilen, men ikke særligt længe. For så skete der noget aldeles uventet:

De trækker begge på smilebåndet og fortæller:

Bornholm på Brooklyn
”En god bekendt kontaktede os næsten lige efter, vi var kommet hjem og foreslog, at vi skulle give USA en chance til. Han ville være partner med os, og denne gang skulle vi åbne en restaurant i Brooklyn i selve New York.

Så vi nåede faktisk kun at være hjemme i en måneds tid, så var vi tilbage i USA, hvor vi så åbnede Restaurant ”Bornholm” – midt i hektiske Brooklyn”, fortæller de.

Planke fra Aakirkeby
Også denne gang faldt den danske restaurant i amerikanernes smag. De var især vilde med husets specialitet: Plankebøf, der serveret på en planke af træ fra Aakirkeby. Også de hjemmelavede frikadeller blev slugt, den ene efter den anden, og der var stuvende fuldt, da der blev arrangeret dansk julefrokost med øl og snaps. Det blev mildest tale også en stor succes…

Men nissen flyttede med fra New Jersey til Brooklyn. Trods ihærdigt og flittigt papirarbejde, udfyldelse af et hav af ansøgninger, et rend fra det ene kontor til det andet, så blev visa-problemerne ved at tårne sig op. Det er ikke kun Danmark, der er næsten umuligt at få fast ophold i.

Parret fik i alt fald ikke deres visa forlænget og blev advaret om, at det var på tide at rejse hjem, hvis ikke deres sag skulle blive yderligere kompliceret.

Og så gik det hjem til Bornholm for anden gang. Stor container blev bestilt og sendt afsted.

Da Lone og Claudi havde været hjemme i to måneder, så kom forlængelsen af deres visa. For sent…

Det bornholmske ægtepar nåede at lære USA rigtig godt at kende


Holder foredrag
Ingen af dem ville imidlertid have undværet de spændende år i USA. Måske også fordi, at det faktisk gik godt for dem derovre…

Nu underholder Lone og Claudi med det spændende foredrag ”Bornholm-New York retur”, hvor de med billeder og sjove historier fortæller om deres amerikanske eventyr.

De er vel hjemme på øen og hygger sig med deres mange minder i hjemmet i Allinge.

Claudi nyder tilværelsen som førtidspensionist efter at have døjet md store problemer med sit ben efter nogle aktive år som idrætsudøver. Både fodbold og håndbold har slidt så meget på bentøjet, at han ikke længere kan arbejde som tidligere.

Og Lone? Ja, prøv selv at finde en anden artikel med hende her på Bornholmnyt.dk.

Hun har gang i en ny og spændende karriere…

Seneste artikler

Fik du læst?