VELFÆRD: Kun i 19 kommuner bidrager skatteyderne netto til den samlede kommunale omfordeling – især Nordsjælland og hovedstadsområdet finansierer en stor del af velfærden på Bornholm og i resten af landet, viser ny analyse fra CEPOS
En ny analyse fra CEPOS viser, at det kun er et fåtal af landets kommuner, der netto bidrager til finansieringen af velfærd på tværs af Danmark.
I alt er det 19 ud af 98 kommuner, som trækker det såkaldte velfærdslæs gennem et positivt nettobidrag til den kommunale omfordeling.
“Det mangler i debatten, hvor meget borgerne i de her kommuner bidrager til fællesskabet. Det er i høj grad dem, der finansierer velfærden i resten af landet,” siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.
Gentofte er øverst
Analysen opgør kommunernes nettobidrag via udligning, overførsler og direkte personhenførbare skatter til staten. Resultaterne viser, at 17 af de 19 nettobidragsydende kommuner ligger i hovedstadsområdet. Øverst på listen ligger Gentofte Kommune, hvor nettobidraget overstiger 180.000 kr. årligt pr. indbygger.
Efter Gentofte følger blandt andre Rudersdal, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Frederiksberg. I den anden ende af skalaen findes kommuner som Lolland, Bornholm og Langeland, der modtager mere end 100.000 kr. årligt pr. indbygger gennem omfordelingen.
Analysen er særligt relevant i lyset af, at der skal indføres et nyt udligningssystem fra 2029.
Hvor meget kan man trække?
“Man siger ofte, at de her kommuner kan bidrage lidt mere. Men det er også relevant at spørge, om der er en grænse for, hvor meget man kan trække på de samme skatteydere,” siger Karsten Bo Larsen.
Analysen peger samtidig på, at fokus på omfordeling kan risikere at skygge for incitamentet til lokal udvikling og effektivisering.
“Ved at have fokus på omfordelingen taber man fokus på den mere langsigtede udvikling. Det er vigtigt, at kommunerne også har incitament til at styrke deres eget skattegrundlag,” siger Karsten Bo Larsen.
CEPOS understreger, at der fortsat skal være et kommunalt udligningssystem, men at det udelukkende bør indrettes ud fra objektive økonomiske kriterier, så omfordelingen af skattebyrde og velfærd på tværs af landet ikke sker ved, at man af politiske årsager vælger at lægge et stadig større og større pres på de samme kommuner.
