Høj musik – og høje råb

POLITI: Kort efter midnat torsdag kørte en politipatrulje til Skaterbanen i Rønne på Remisevej, hvor der var flere meldinger om musik til ulempe. Patruljen traf en gruppe unge mennesker, som sad og hyggede sig efter sidste skoledag, men ved patruljens ankomst blev der ikke spillet musik.

Torsdag kort før kl. 23 modtog politiet en henvendelse om for høj musik fra området omkring Opalsøen. En patrulje kørte til stedet, hvor de ved den nærliggende shelterplads traf nogle unge mennesker. Ved patruljens ankomst blev der ikke spillet musik, men gruppen oplyste, at de rigtigt nok havde spillet musik, men havde slukket det og var på vej i seng.

En 50-årig mand fra Sverige opholdt sig i området omkring Finlandsvej i Rønne torsdag aften omkring kl. 18, hvor han af en forbipasserende borger blev skønnet noget påvirket. Borgeren var bekymret for, om manden skulle falde i havnen. En patrulje kørte til stedet, hvor de fik kontakt til manden, som virkede svært påvirket af alkohol og ude af stand til at tage vare på sig selv. Manden blev derfor frihedsberøvet og indbragt på politigården, hvor kan kunne sove rusen ud i detentionen.

En patrulje kørte torsdag aften kl. 20.50 til Nordre Ringvej i Rønne, hvor tre unge mænd i alderen 15 til 20 år optrådte højtråbende. I den forbindelse blev en 20-årig mand fra Østbornholm sigtet for at være i besiddelse af en låsbar foldekniv.

Seneste artikler

Fik du læst?