Historisk spisested i Ekkodalen fejrer 120 års jubilæum

JUBILÆUM: Det historiske Ekkodalshuset fejrer 120 års jubilæum. Det sker ved  en sammenkomst i september, hvortil  restauratør Christian Froberg Dahl gerne havde inviteret hele øen – det tillader pladsen dog ikke. Vil ikke have gaver – opfordrer til at støtte “Blæksprutten” i Rønne i stedet…

Ekkodalhuset – populært spisested gennem 120 år.

Ekkodalhuset er måske Bornholms mest berømte restaurant: Beliggenheden, den uhøjtidelige atmosfære og ikke mindst husets landskendte tarteletter sender strømme af mennesker til Ekkodalen hver eneste dag i sæsonen.

Gæsterne kommer til fods, på cykel, i privatbiler og turistbusser – og der skal bestilles bord, hvis man vil være sikker på at sætte tænderne i den sprøde tartelet med det saftige hønsekød og den skønne aspargessauce.

Kommer i god tid        
Gæsterne står og tripper udenfor allerede ved 11-tiden, inden dørene bliver slået op en halv times tid senere, hvor værten ofte selv er i døren og byder velkommen.

Ekkodalhuset er imidlertid andet og med end et spisested: Det er også et koncertsted, hvortil restauratør Christian Froberg Dahl henter kendte sangere og musikere til øen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Christian Froberg Dahl  – holder jubilæum. (Foto: Torben Ager)

 

I årenes løb er det blevet til et væld af kendte bands og stjerner, engelske Gilbert O’Sullivan, den amerikanske bluesguitarist Walter Trout, Keld og Hilda Heick, Fede Finn og Funny Boyz, Big Fat Snake, Shubberne, Henning Stærk, James Rasmussen, Allan Olsen og forleden Lars Lilholt og mange, mange flere.

Der er fortsat nogle fede koncerter på programmet i år, mange allerede udsolgt, tjek selv hjemmesiden.

Men musik i baghaven? Sådan har det bestemt ikke altid været.

Jernbane til Almindingen
Stedet er, som man måske kan regne ud, åbnet tilbage i 1903, hvor turen gik med jernbane til Almindingen Station – og derfra en smuk spadseretur gennem skoven og ned til huset.

Herrerne med festlige stråhatte, muntert svingende med stokkene, damerne med parasoler og smukke sommerkjoler.

Frk. Larsen
Senere blev stedet drevet af frk. Karen Louise Larsen. Ældre bornholmere kan huske hende. Hun drev Ekkodalshuset i en længere årrække i 50’erne og 60’erne, men var tilknyttet stedet allerede fra 1944. Hun er forlængst gået bort, men hun går endnu lige ved siden af Christian, den dag i dag, når han går rundt i og omkring Ekkodalhuset. Jo, den er god nok: Han spørger hende skam til råds i flere anliggender, siger han med et glimt i øjet:

(Artiklen fortsætter under billedet)

Frk Larsen  – Christian “spørger” hende stadig til råds…

 

“Går det her nu an, fru Larsen…?”

Hun plejer at sige ja. Selv om hun sikkert ikke havde danset rundt til musikken af Die Herren, der kommer i Ekkodalen tirsdag 1. august.

En stor familie
Christian – og hans nyligt afdøde hustru, Joan, havde en anden ledelsesstil end frk. Larsen: De har aldrig betragtet dem selv som chefer, Joan nærmest som et familieoverhoved. Nu er hun her ikke mere – og alligevel.

For ledelsesstilen er den samme: Christian og personalet er som en stor familie, og den gode atmosfære smitter naturligvis af på husets mange gæster. Det er ikke bare den gode mad og den gode musik, der trækker folk til.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Altid god stemning, når der er koncert i Ekkodalen. (Foto: Torben Ager)

 

Den lille restaurant i sprækkedalen har gennem årene oplevet to verdenskrige, Den spanske Syge, månelandinger, 36 statsministre, finanskrak, pandemi og andre tumultariske tider, der alle er gået aldeles upåvirket hen over de frøkener, fruer og værtspar, som gennem tiden har bestyret det lille spisested i skoven.

Løber ikke tør for øl

Og nu skal de 120 år fejres et par timer i september, hvor venner af huset, stamgæster samt forretningsforbindelser og leverandører dukker op til ”Super Åge pølser”, øl og sager i nogle festlige timer. Der er lækre pølser, leveret af to pølsevogne, så længe lageret rækker.

“Øllet løber vi ikke tør for,” siger Christian med et stort smil.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Walter Trout  – et af de mage store navne, der har optrådt i Ekkodalen.

 

Og der kommer såmænd også en musikalsk overraskelse, tør nok siges, leveret af Christians lillebror, den fremragende jazzpianist Carsten Dahl og sangeren og guitaristen Anders Blichfeldt.

Jazzpianisten Carsten Dahl viser iøvrigt andre af sine talenter, når han i dagene 8., 9. og 10. august sidder i baghaven og maler. Man er velkommen til at kigge forbi og se hans arbejder – uden musik – og så spiller Carsten jo også en fornem jazzkoncert fredag 11. august med trioen Gilman:Blachman:Dahl.

Trioen består af Lennart Gilman på bas, Thomas Blachman på trommer og Carsten Dahl på piano. Trioen blev som det første danske jazznavn nogensinde udgivet på det legendariske pladeselskab Verve Records. Publikum kan glæde sig…

“Godmorgen, Mathilde…”
Vi sidder her på terrassen, dagen efter en større koncert og drikker formiddagskaffe. Personalet er så småt ved at møde ind, nogle er der allerede. Andre begynder at møde op nu – og alle får en stor hilsen.

“Godmorgen Mathilde…!” Christian hilser og vinker.

Støt Blæksprutten
Og han glæder sig til at modtage sine gæster til jubilæet. Men i stedet for blomster eller flasker, som nogen måske vil medbringe, har han et bedre forslag:

”I stedet for at medbringe blomster eller en gave, beder jeg i stedet om at betænke Blæksprutten i Rønne med et lille beløb. Det kan gøres ved at indbetale på mobilepay nr. 1674RM, hvor det indsamlede beløb ubeskåret går til Blæksprutten. Pengene skal bruges til mennesker på Bornholm, der har behov for støtte”, siger Christian.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Der er serveret mad og drikke i Ekkodalhuset siden 1903.

 

Blæksprutten er et værested for psykisk syge, børn og voksne, og deres pårørende. Blandt personer med psykiske problemer eller lidelser og deres pårørende eksisterer der nogle behov, som ikke er dækket på en tilstrækkelig og tilfredsstillende måde, af tilbud som det offentlige etablerede psykiatriske behandlingssystem tilbyder. Helt træder Blæksprutten til, og det vil Christian gerne opfordre til, at gæsterne støtter i stedet for at begave Ekkodalhuset.

Gæsterne kommer
Men nu er vi ved at være færdige med formiddagskaffen. Det blev sent i går, der blev hygget med musikerne på terrassen noget tid efter, at de sidste gæster var gået.

Men nye gæster og en ny dag venter. En stor turistbus svinger ind på P-pladsen i Ekkodalen, og dagens første gæster er allerede dukket op. De venter spændt på at blive lukket ind i det historiske spisested.

Velbekomme. I er hverken de første eller de sidste – og I bliver ikke skuffede.

Seneste artikler

Fik du læst?