Hilsen og nyt rejsebrev fra en bornholmsk soldat i Irak

Bornholmnyt.dk bringer her et nyt afsnit af  “Krummes Klumme” – skrevet af chefsergent Kim Lyngby Hansen, Nyker, der sammen med den bornholmske enhed 1. Lette Opklaringseskadron er udsendt til Bagdad i Irak fra slutningen af januar til starten af august.

Bagdad set gennem pigtråd. (Fotos: Kim Lyngby Hansen)

 

Af Kim Lyngby Hansen

Lad mig starte med følgende: Alle udtalelser, observationer og holdninger står for min egen regning og tager ikke udgangspunkt i Forsvarets synspunkter, og det gælder for alle mine klummer. Alle fotos og navne er taget og nævnt med de pågældendes tilladelse.

Og så må det vist være tid til at give lyd herfra Bagdad igen. Sidder her på en iskold fredag aften og skriver. Ja, det kan godt være, at nogen tror vi er nede i varmen, men lige i dag har det været meget blæsende, på trods af høj sol og skyfri himmel, og her til aften er temperaturen vel faldet til en 8-10 grader, så jeg er krøbet ind på værelset og skruet op for airconditionen.

Man begynder at savne lune aftener hvor man kan sidde udendørs og fyre op i sin nyerhvervede vandpibe uden man behøver at have vinterjakken på…

Sidste mand er ankommet
Dagen i dag har gået med diverse småopgaver, sidste mand fra Danmark har meldt sin ankomst og skulle lige forbi vores “reception” og indskrives på sit nye logi og have en nøgle.

Vores efterhånden ihærdige volleyball-spillere tog her i eftermiddag kampen op mod lejrens præster, som havde udfordret til en lille match. Jeg kan berolige jer med, at sejren kom sikkert i hus til danskernes fordel. Der blev også afviklet en lille march i dag. Den blev afviklet som en støttemarch for ofrene ved jordskælvet i Tyrkiet.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Bagdad Clock

 

I morgen lørdag er der også arrangeret en march, som italienerne i lejren har arrangeret. Det skal lige gentages, at lejren er ikke særlig stor, den er trods alt kun 1,6 km hele vejen rundt, når man går langs hegnet. Marchen er 10 kilometer lang, så man får lært alle vejene i lejren rigtig godt at kende. Vi går i uniform samt medbringer minimum 10 kilo ekstra “bagage”, en udmærket træning til “DANCON Marchen”, som forventes afviklet i den nærmeste fremtid. Jeg fortæller om, hvad den går ud på i næste klumme.

Hvor mange er vi i lejren?
Mange har jo nok hørt om de kæmpestore amerikanske baser enten i Tyskland eller i USA med flere tusind soldater boende i deres helt eget lille samfund. Sådan er forholdene ikke helt her. Vi er cirka 1.500 mænd og kvinder, soldater og civile, på et areal af ca. 220.000 m2.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Beboelse – for de heldige – i lejren

 

Til sammenligning svarer det til, at vi bor på 30 fodboldbaner regnet fra yderste hegn. Imellem hegn og vejen rundt inde i lejren er der placeret kæmpe T-walls, som i kan se på fotoet, så pladsen er reelt væsentlig mindre. Så ja, vi bor tæt og er tæt på hinanden alle dage.

Bliver man træt af hinandens selskab ?
Nu går vi jo op og ned af hinanden de fleste af døgnets lyse timer, så jo, til tider har man behov for at trække sig tilbage under sin egen klokke.

Umiddelbart er det mit indtryk, at soldaterne er rigtig gode til at vurdere og komme hurtigt til at kende hinanden så godt, at de ved, hvornår de lige skal give den anden lidt plads.

De fleste af soldaterne arbejder sammen i små grupper og bor primært på stue sammen, hvilket gør, at de kender hinanden på godt og ondt og sætter dem i stand til at kende hinandens grænser.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Saddams Husseins kontor – nu ribbet for alt

 

Missionen er denne gang delt således op, at en deling på 28 soldater tager de første to måneder, en anden deling overtager så efter de to måneder og er her i samlet fire måneder.

Den første deling kommer så retur efter to måneder hjemme og tager to måneder som afslutning sammen med den anden deling.

Under normale omstændigheder ville vi være udsendt samlet i seks måneder med mulighed for hjemrejse af to omgange af forskellige dages varighed. Denne nye metode giver formodentlig også lidt mere fleksibilitet på hjemmefronten når søn, datter, mor eller far “kun” er væk i to til fire måneder samlet.

Men vi har mange forskellige funktioner hernede  – og denne gang vil det handle om hvad vi kalder stabsstillingerne. Her skal vi sige “Hej” til blandt andet vores læge, sygeplejerske, fysioterapeuten, militærpolitiet  – og dem, der sørger for at vi får vores post.

Læge og sygeplejerske
Vores læge i de første tre måneder af missionen hedder Andreas og er læge på en SA-helikopter. Andreas er hjemme i Danmark til hverdag. Han skal forresten hjem lige om lidt for at være med til fødslen af sit andet barn, så tillykke og stor respekt herfra.

Han danner vores sundhedsfaglige personale sammen med sygeplejersken Julie, som begge sørger for at soldaten har mulighed for at komme til konsultation, såfremt man skulle have det lidt skidt.

De sørger samtidig for at vores sygehjælpere blandt soldaterne bliver holdt knivskarpe ved at gennemføre lektioner indenfor det sundhedsfaglige, så de bliver endnu dygtigere til at hjælpe kammeraterne ved en eventuel tilskadekomst.

Felthospitalet
Skulle der være behov for yderligere assistance så har vi en lille skadestue til de større behandlinger, TMC (True Medical Center). Det skal dog her nævnes, at det primært er skader i forbindelse med idræt, der udredes her. Derudover er der et mindre felthospital beliggende i BDSC, Bagdad Diplomatic Support Center, hvor der også er adgang til andre specialister som eksempelvis kirurger og tandlæge samt deciderede operationsstuer.

Vores sundhedsteam assisteres yderligere af fysioterapeuten Dennis, som har sin egen lille containerklinik, hvor der tages imod alle som måtte have en eller anden form for opstået eller gammel idrætsskade, genoptræning eller skavank, der kræver lidt kærlig behandling i form af eksempelvis et fastlagt træningsprogram, øvelser eller lignende.

Alle tre er her desværre kun i tre måneder, men frygt ej, der kommer nye friske kræfter og overtager og er sammen med os på resten af turen.

Militærpolitiet
Så er der dem, der render rundt i lejren med røde baretter på, det er vores militærpoliti. En af deres primære opgaver er at støtte op omkring vores soldater, hvis de eksempelvis er blevet påkørt eller har påkørt andre udenfor lejren.

Det er ikke de mindste biler, soldaterne kører rundt i hernede  – og de er også ret tunge. Soldaten tager ikke selv snakken med modparten i sådanne tilfælde, men udleverer blot et kort som forklarer  – på deres eget sprog  – hvorledes de skal forholde sig og tage kontakt, når uheldet er ude.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Kim Lyngby Hansen – rejsebrev fra Irak

 

Fordi: Et knækket sidespejl på en hvid Citroen C1 kan hurtigt blive til en totalskadet rød Audi, når kortet kommer retur  – såfremt militærpolitiet ikke lige har øjne på skaden først. Dette er dog et tænkt eksempel, skal jeg understrege. Militærpolitiet sørger også for, at der ikke bliver hjemtaget eksempelvis ulovlige knive, souvenirs i form af afskudte hylstre fra diverse platforme. De giver gerne råd og vejledning, hvis man har brændt sig varm på en ny, lækker fiskekniv, i lejrens minibazar, således at man nu også er sikker på at kunne få den lovligt med hjem.

Og så er der posten…
Så mangler vi lige at kigge forbi vores mest udskældte og mest elskede kollegaer, nemlig dem der sørger for, at vi får post.

De første sække med breve og pakker blev modtaget i går og blev lynhurtigt klargjort til de posthungrende soldater. Der næsten ikke kunne vente på og pakke ud og se, hvad de havde fået hjemmefra, selvom det for størstedelen kun var små tre uger siden, de sidst var hjemme.

Årsagen kunne måske også være, at vi endnu ikke helt har fået bekræftet, hvornår den næste postflyver vender mod Bagdad. Så det man nu modtog, skulle da lige nydes.

Jeg siger det bare, lad være med at sende flydende væsker, cremer eller lignende, det går ud over de andres post i sækken, når der går hul på indholdet. Nutella behøver i hellere ikke sende herned. Det er en fast del af morgenmaden, men lakridser er altid i høj kurs. Kan jo ligeså godt sige det som det er, udvalget af snolder er ikke det store, så bland-selv-slik hjemmefra tages imod med kyshånd…

Flittige postfolk
Tilbage til vores arbejdsomme postfolk, som består af Kathrine, Frederikke og Thor. Trioen går også under navnet “TERM”, som gemmer betegnelsen for terminalsektionen.

Det betyder, at udover posten, så er de også ansvarlige for, at der nu også står folk i lufthavnen, når der kommer nye soldater til og tager imod dem.

Ligeledes, når man tager ud af Bagdad, så er “TERM” også trioen bag, der sørger for, at der er booket kørsel til soldaten til Bagdad Airport eller BDSC (forklaring følger).

Alt hvad der går ind og ud af lejren, har “TERM” styr på. Det gælder gods i alle størrelser. Eksempelvis havde det foregående hold tomme frysere stående, som skulle returneres hjem til Danmark. Fryserne var leveret fulde af julemad, til juleaften og julefrokost, som nu var spist, og så skal de selvfølgelig hjem igen.

Der ankommer også gods fra Danmark i større eller mindre grad, her er det også “TERM”, der koordinerer transporten i samarbejde med medarbejderen i BDSC. BDSC står for Bagdad Diplomatic Support Center, og er en lille lejr, der ligger cirka 45 minutters kørsel udenfor Union III. Det er hertil at alt gods  – og de fleste soldater – lander, inden de transporteres til vores lejr, Union III.

Kom med på patrulje
Så må vi jo nok hellere få udløst spændingen om,. hvad rejsebrevet skal handle om næste gang. Ser i, jeg bevæger mig udenfor hegnet i følge med vores soldater på nogen af deres ture, og giver jer et lille indblik i, hvad de foretager sig, når de er på opgave. Og hvis jeg er rigtig heldig, skal jeg nok også få lidt billeder med fra den anden side af hegnet.

Og jeg glemmer selvfølgelig heller ikke at afsløre lidt flere af de forskellige funktioner, der er her i lejren –  og turen går også forbi danskernes nystiftede cigarklub på taget.

Indtil næste gang, hils derhjemme og pas godt på jer selv.

Kim

Seneste artikler

Fik du læst?