Det er ikke kun i Danmark, at mediernes fokus er rettet mod Paris i disse dage. Jeg vågnede op i min hotelseng i morges det sydlige England, og nyhedsfladen på tv blev domineret af mediernes jubel over endnu en engelsk OL-medalje – denne gang i kvindernes windsurfing. Først senere kom kortere meddelelser om urolighederne overalt i landet, strejker blandt buschauffører og andre småting.
Det er ellers ikke fordi englænderne har manglet medaljer ved dette OL: Det er blevet til 14 af guld – og 52 ialt – indtil videre.
Den kan vi ikke stikke – kritiske røster om den danske medaljehøst er forlængst dukket op: Kun i den danske OL-top er optimismen bevaret: Vent og se, lyder det, men vi kan snart ikke vente meget længere – OL slutter om, et par dage.
Personligt går jeg ikke så meget op i det medaljerace. Jeg kan godt unde nogle danske sportsfolk – især fra de mindre profilerede sportsgrene – at komme lidt i søgelyset og nyde godt af den enorme opmærksomhed, som deltagerne i OL får.
Om de får guld, sølv eller bronze afhænger ofte af et brøkdel af et sekund, en millimeter eller et enkelt mål – det kan ikke hidse mig så meget op, men jeg kan godt nyde en flot tenniskamp eller en spændende håndboldmatch.
Dét, der irriteter mig, er den måde, de danske OL-deltagere bliver talt op på – inden legene.
“Danmark kan gå hele vejen” eller “Hun lugter guldet” eller “Udlandet frygter dansker”.
Goddaw do – resultatet er blevet den magreste OL-høst i årevis. Det er ok – men skal vi ikke bevare jordforbindelsen om fire år?
På forhånd tak…
Jordforbindelse er der i alt fald denne formiddag her i Dartmouth, en pragtfuld, mindre by i Devon ved Den Engelske Kanal.
Byen var hjemsted for Sir Francis Drake, Dronning Elizabeth I’s kongeligt udnævnte pirat og opdaglsesrejsende. Det var også i Dartmouth, at dronning Elizabeth II. for første gang, som 13-årig, fik øje på den høje, flotte flådeofficer Phillip Mountbatten – den senere gemal og Prins Phillip.
En by fuldt med små lokale handlende, små bogbutikker, mågeskrig, lystbåde – og cafeer.
Jeg har min egen stamcafé her – Broadstone Café. Kaffen er god – og croissanterne lune og sprøde – og ikke for store.
Som sædvanligt møder jeg min veninde Ann her.
Hun er her daglig – og hun ved, hvad det foregår i byen. En er flyttet, en anden har solgt sin båd – en tredje flyttet fra byen. Hun leverer de lokale historier – på en måde er vi kolleger, hende og jeg.
I dag klager hun lidt over hukommelsen, der svigter. Hun ser OL, men kan ikke huske atleternes navne.
Det forstår jeg ikke.
Hun er kun 93.
Ingen alder i dag.
God weekend…
