Hans Rømer Skolen skaber sommerfuglepark

I den kommende uge planter hele Hans Rømer Skolens indskolings-elever  en sommerfuglepark til glæde for alle borgere.
Hans Rømer Skole i Aakirkeby. (Foto: Torben Ager)

 

På onsdag morgen går hele den samlede indskoling på Hans Rømer Skolen med river og skovle i trækvognen mod Kannikeskoven.

“Vi skal nemlig mødes med landskabsforvalter, Morten Bach Jørgensen, ved det nyetablerede rekreative skovområde ved Kannikeskoven. Her er der den seneste tid blevet gjort klar til oprettelsen af Åkirkebys lokale sommerfuglepark. Det er Hans Rømer Skolens indskoling, der skal stå for beplantningen af denne,” fortæller Julie Kjær Johansen, der er leder af indskolingen på Hans Rømer Skolen.

Sommerfugle-ambassadør

Formiddagens plantning er afslutningen af et forløb, hvor indskolingen i samarbejde med Michael Stoltze, øens sommerfugleambassadør, har arbejdet med sommerfugle. Men det er samtidigt også starten på udviklingen af et nyt lærings – og nydelsesområde for skolens elever, men også for alle andre, der måtte finde området dejligt.

På opdagelse

Alle Hans Rømer Skolens indskolingsbørn har i august været på undervisningsbesøg hos Michael Stoltze i den levende sommerfuglehave. Her har de været på opdagelse i have og Michael har delt rundhåndet ud af al sin viden om, ikke kun sommerfugle, men også danske insekter og hvilke planter der giver dem de bedste levebetingelser.

Indskolingseleverne har derudover i naturfagsfestivalsugen i sidste uge igen arbejdet med sommerfugle og deres smukke ydre.

Rives og graves

Onsdag skal sommerfugleparken så endeligt etableres. Der skal flyttes sten, rives, graves, plantes og sås. Så ærmerne skal smøges op.

“Vi glæder os rigtig meget til at få gjort området klart og så skal vi, desværre, vente spændt helt til næste forår og sommer, for at se vores frø spirer, planter blomstre og sommerfuglene flagrer rundt. Men det er forhåbentlig det hele værd,” siger Julie Kjær Johansen.

Sommerfugleparken bliver en del af den nye skov som Bornholms Regionskommune rejser i samarbejde med Growing Trees Network og Rønne Havn. Skoven bliver på 4,8 ha og ligger vest for Kannikeskoven i Åkirkeby.

 

Fik du læst?