Ordene her har jeg haft en vis form for skepsis overfor, for er det nu så vigtigt, at jeg gør mig selv glad? Er det ikke vigtigere, at jeg gør alt, hvad jeg kan for at gøre andre glade?
Jeg er igen begyndt at gå til varmtvands gymnastik, og da jeg for et par dage siden stod eller lå der i det varme vand og gjorde alt det, jeg ikke kan gøre på landjorden – hoppe, sprætte med arme og ben, løbe og gå, hvile i vandet – vejledt af en kompetent træner, som ikke lader os ligge og flyde ret længe ad gangen, så lød det i mine tanker således: ”Det her gør mig virkelig så glad”, og så forstod jeg bedre betydningen af ordene ”Gør mere af det, der gør dig glad.”
Udover at den megen hoppen rundt i vandet og alle de andre øvelser, vi gør, og udover at jeg er så glad for vand, så var og er det jo rigtig godt for mig og min gamle krop. Den krop, som jeg knap nok skænkede en tanke, da jeg var i arbejde. Øvelserne i vandet gør mig jo glad, og jeg kom glad hjem, og det havde jo også en god virkning på min mand, håber jeg, og de mennesker, som jeg ellers kom i kontakt med.
Glæden i mig og i dig, som læser, smitter jo. Derfor skal jeg gøre mere af det, der gør mig glad.
Jesus siger det jo så rammende: ”Elsk din næste som dig selv!” – en sætning, som nu og da bliver citeret, og man fornemmer ind imellem, at det på den måde skal forsvares, at det er allervigtigst, at man går mest op i sin egen tilværelse.
Der er selvfølgelig en sandhed i det, for hviler man ikke i sig selv, har man jo slet ikke overskud til at tænke på andre.
Jeg læste lige forleden i Kristeligt Dagblad et interview, (19. september), hvor Torben Beckmann Jensen, lektor i psykologi på Københavns Universitet siger:
”Hele selvhjælpsbevægelsen, der er skyllet ind over os de seneste 15 – 20 år, har fortalt os, at man skal være optaget af sig selv, og hvad man foretager sig.”
Og ligeledes siger Ingrid Ank, leder af Grundtvig Akademiet:
”Vi lever i en tid, hvor man meget gerne vil tale om sig selv”
Det er uheldigt, ja helt forkert både for en selv og for samfundet som sådan, hvis vi bliver så navlebeskuende, at vi glemmer vores næste. Der må være ”et både og!”
Vi glemmer måske det vigtige at lytte opmærksomt til en, som havde brug for at lukke op for alt det, der nagede. Vi lukker jo totalt for den vigtige lytten ved f.eks. at sige: ”Sådan har jeg det også”, og så pludrer vi løs om os selv, og vedkommende går skuffet bort. Han eller hun fik ikke talt færdigt.
På den anden side at glemme sig selv fuldstændigt i iveren efter at tænke på andre og dermed ødelægge sit sind og sin krop ødelægger ens mulighed for at hjælpe andre, og det forårsager stress, som kan sætte sig i en i måneder, ja, måske længere end det.
Det er i den forbindelse vigtigt at gøre det, der gør en glad, for ellers kan man ikke glæde andre. Må dette dermed være en opfordring til at huske på dig selv, så du ikke brænder ud, og dermed ikke kan hjælpe andre.
Glæden ved at betyde noget for andre må ikke kvæles, og det sker, hvis man over forbruger sig selv, og så er det for øvrigt forfærdelig anstrengende at modtage hjælp fra andre, hvis man fornemmer, de bare gør det af pligt, og at de bestemt heller ikke rigtig har overskud til det.
Ingen af os ønsker jo at være til besvær.
Glæden skal helst drive værket, derfor skal du gøre, hvad der giver dig selv glæde, så du kan glæde andre på en helt anden måde.
I Bibelen finder vi beskrevet den allerbedste kilde til glæde, og det er en glæde, som kan være til stede i os både i gode såvel som svære tider:
I en af Salmerne i Det Gamle Testamente står der:
”Jeg søgte Herren, og han svarede mig. Han befriede mig for al min frygt. De som retter blikket mod ham, stråler af glæde!” Salme kap. 14 vers 5-6.
Vi får her en løsningsmodel. Det går da an at prøve, hvis man er knuget af sorg, savn eller den frygt, som plager rigtig mange af nutidens mennesker, eller man ønsker en endnu dybere glæde, end en almindelig glæde kan give.
Jeg har ofte oplevet det hos en, som på forskellig vis var blevet overbevist om alt det, som Gud og hans søn Jesus Kristus betyder i vores liv. Det var ikke mennesker, men Helligånden – Guds Ånd, som overbeviste, og i bøn til Gud erfarede de en dybere glæde, som trodser enhver beskrivelse.
De havde rettet deres blik mod Gud, og mødte man dem, så strålede de af glæde. Et nyt liv var begyndt. De havde oplevet at være elsket midt i en tilstand, hvor de ikke mente, deres liv havde værdi. Gud elsker os, som vi er – også midt i vores fejltrin og manglende selvværd.
Den glæde kan netop være i en på trods af de forfærdeligheder, som vi kan stå midt i – en vished om, at Guds glæde over mig er stor. Jeg står ikke længere alene midt i mine kriser, og Guds glæde smitter af i mit ellers måske forpinte sind, og så for øvrigt er Gud i mit mørke og i min hverdag, hvor glædesløs det hele end kan virke.
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
