God start på ugen – med Poul Erik Andersson

Poul Erik Andersson  – ny skribent på Bornholmnyt.dk. Læs hans klumme “God start på ugen” – hver mandag.

 

Af Poul Erik Andersson

Selv om jeg ikke bor på Bornholm, er det alligevel interessant at følge vejrudsigten, når meteorologen på Danmarks Radio rask slynger ud: ”Og masser af sol på solskinsøen!”

Der er noget mystisk ved Bornholm, fordi øen drager med sin vilde natur – og sol. I de gode gamle dage (1988-2001) var DR’s vejrprofet Henrik Voldborg ofte under stærk kritik, da han med sin placering altid dækkede øen på vejrkortet – med sin store mave.

Det undskyldte han og forsøgte en lille slankekur. Lad os være venlige og sige, at vi derefter kunne skimte en snip af Bornholms nordspids.

Da Henrik Voldborg gik på pension, løste problemet sig selv – lige til nu, hvor den meget farverige vejrdame Louise Gadefører sig frem i forbløffende gevandter – og nok så interessant: Hun har også mave! Dog kun for en kort bemærkning, da mine undersøgelser har afdækket, at hun har termin om en måned – så er Louise igen smal og lækker, og Bornholm ligger fortsat ude til højre med frit kig til sol og sommer.

Dermed har jeg listet mig ind på Bornholmnyt.dk, og skal et stykke tid underholde med, hvad der foregår i mit liv og i mit hoved. Det bliver nok med oplevelser fra det øvrige Danmark. Men naturligvis her på den første dag, skal I have en ordentlig Bornholm skandale… Jeg vil tro, at Ekstra Bladet ville bruge denne rubrik: ”Ulf Pilgaard i slagsmål i klitterne ved Dueodde”.

Jeg har dog det problem: Nyheden er 64 år gammel.

Sammen med fire andre KFUM-drenge var jeg taget i et Folkevogns-rugbrød af sted til øen. Den 8. april 1956 fyldte jeg 16 år, og det fejrede vi med en tur til Dueodde. En af drengene hed Ulf. Ham og jeg tog en brydekamp på toppen af en klit, hvorfra vi rullede hele vejen ned, mens vi holdt fast i hinanden.

Da vi nåede bunden, rejste Ulf Pilgaard sig op, børstede sandet af tøjet og så gik han ellers ud i livet som en af de sjoveste mænd i Danmark. Jeg rejste mig også op, børstede sandet af tøjet og gik – gik du i livet som journalist på mit 63. år. Jeg er det endnu…

Det hele begyndte på et Bornholm, der inden for de næste år vil forandre sig, da øen nu er den eneste plet i Danmark, der kan byde de turistglade danskere de oplevelser, de år efter år har jagtet i udlandet.

Danskerne vil fremover i Coronaskræk blive hjemme. Men oplevelsestrangen kan blive indfriet med turen til Østersøens Perle. Senere – meget senere forhåbentlig – kan kommunalbestyrelsen indkalde til ekstraordinært møde med et punkt på dagsorden: Hvordan slipper vi dog af med alle de mennesker – vi kan jo ikke være på vores egen ø!

Den tid, det positive problem. Vi høres ved i næste uge.

Poul Erik Andersson er journalist og tidligere atlet på det danske atletiklandshold. Poul Erik Andersson begyndte sin karriere i provinspressen og kom senere til Berlingske Tidende og Ekstra Bladet, inden han kom til Danmarks Radios sportsredaktion, hvor han var ansat i 22 år. Her dækkede han bl.a. atletik og dans. Han bor i dag i Bagsværd og er en populær klummeskribent.

 

 

 

 

 

Du vil måske også synes om

Kold vinter præger regnskab

ERHVERV: Bornholms Brandforsikring kommer ud af første halvår 2026 med et positivt resultat efter skat på 10,6 mio. kr.   Halvåret har været præget af en hård vinter, flere skader og stigende omkostninger til skadeudbedring. Til gengæld fortsætter kundetilgangen Til Bornholms Brandforsikring, omkostningerne er fortsat under den strategiske målsætning, og

Læs mere »

Smedjens julemarked vokser sig større

MARKED: Det populære julemarked i Tejn bliver større, når Smedjen igen fyldes med julestemning i december. Mere plads, flere bodholdere og nye tiltag skal videreudvikle markedet, der gennem flere år har tiltrukket mange besøgende.   Når Smedjen i Tejn igen slår dørene op til julemarked i december, bliver det med

Læs mere »

Antallet af ledige er faldet – en lille smule

BESKÆFTIGELSE: Antallet af ledige er faldet på Bornholm med 0,1 procent viser seneste tal fra Danmarks statistik. Botnholm og Vestjylland har begge den laveste ledighedsprocent, der er på 2,2 procent.   Af Lene Dam Jørgensen Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik er ledighedsprocenten på Bornholm faldet med 0,1 procent.

Læs mere »