LINDBLOMS MAGASIN: Nogle mennesker, bruger flytninger som mulighed for at sortere i deres bagage. Men det med at gøre plads til fremtiden ved at skille sig af med fortiden, er ikke altid lige så let som det lyder.
Af Pernille Lindblom
Hvis det ikke var for ni store flyttekasser med bøger, kunne mit liv godt have været på én stor trailer. Men det er langt fra tilfældet for min veninde, der netop har arvet sin fars møbler – og som husker alle minderne når hun ser på dem.
Det er ikke kun mig, der netop er flyttet for gud-ved-hvilken-gang, men også den ene af mine veninder. Det har stort set passet, at vi er flyttet synkront de sidste par gange, vi har skiftet adresser, men denne gang har hun svoret, at det blev sidste gang, hun pakker flyttekasser.
Egentlig har det været rart at kunne støtte sig op ad hinanden i flytteprocessen, hvor det af og til kan være svært at sige farvel til det gamle og goddag til det nye.
Samtidig, har det også været praktisk, fordi vi har kunne låne hinanden de ting, som vi hver især ikke mener at få brug for i det nye hjem. Det er der kommet mange søde og finurlige sms-korrespondancer ud af. Blandt andet skrev min veninde: Kunne du bruge den store sautépande, jeg arvede fra far? Ville den lille ugle-figur mon pynte i dit nye køkken? Savner du den grå slagbænk meget, eller?
Jeg plejer at hjælpe hende med at flytte, fysisk. Hun er en samler, så det kan godt tage lang tid – flere dage – at finde plads til alle de ting, som stadig ikke har fundet sig til rette i en flyttekasse, når hun mener, hun er færdig med at pakke. Den slags gider professionelle flyttefolk ikke. Med god grund.
Denne gang blev ingen undtagelse. I skrivende stund har jeg netop brugt de sidste par dage på at hjælpe hende med at bære tunge ting og køre dem fra den ene midtsjællandske by til den anden. Heldigvis med hjælp fra min tålmodige eksmand og hans enorme trailer. Men jeg må da sige, at jeg alvorligt talt kan mærke dele af min krop som jeg havde glemt eksisterede, og som kærkomment, minder mig om vigtigheden af vedvarende muskeltræning og yogaen, som jeg ikke altid får prioriteret behørigt. Note til mig selv: Sig aldrig mere ja til at flytte Lines klaver, chatol, bornholmerur!
Om det var det faktum, at min eksmand hjalp os, ved jeg ikke, men min veninde fik en alvorlig krise over forholdet til sin egen. For hvad kan man egentlig forvente af hinanden, når man er blevet skilt for år tilbage, men stadig er venner og samarbejdende parter omkring fælles børn?
Sidste aften, i det halvtomme hjem, sad hun træt på sin seng, uden dyner, for de var i det nye hus sammen med frostvarerne – senge og fryser var først beregnet til at skulle med morgendagens læs. Hun skrev:
”Jeg er træt og i megatræls humør. Har aflyst hjælp fra du – ved- hvem, fordi han lige skulle gøre mig opmærksom på, hvor dårligt det i virkeligheden passede ham, at skulle hjælpe mig. Og jeg som troede, at vi var venner der hjalp hinanden, men så er vi åbenbart, en anden slags venner? Jeg er en idiot til at komme videre, og jeg hader mig selv for det. Tror jeg tager en skilsmissetime hos min psykolog. Og søger ny voksenven, selv om jeg er sikker på, at ingen vil have mig. Fuck, jeg er ynkelig”
Mit svar til hende, blev en kærlig opsummering af det, hun allerede godt selv vidste inderst inde. Dét som hun glemte, mens hun levede i et forhold, hvor hun havde vendt sig selv ryggen i forsøget på at passe ind, og som hun nu – presset og ensom – vendte indad, i stedet for at springe videre til noget nyt, i forsøget på at holde smerten på afstand for en tid, som hendes eksmand havde gjort.
Jeg skrev: ”Nej, du er ikke ynkelig og selvfølgelig finder du én igen, der ser det skønne i dig. Du er så god til at rumme andre mennesker, men rumning er ikke kun at rumme alle andres gerninger og væsen. Det er især at se og anerkende dine egne følelser i forhold til ham og det der er sket mellem jer, uden at forsvare og forklare. Følelser bliver aldrig rationelle og de kan ikke altid forstås. Forsøger du at tænke dem ihjel, taber du. Føler du skyld og skam, så husk at se begge dele som én samlet lagkage, og husk at dele den ud mellem alle implicerede.”
Hvem ved, måske er det et råd, andre også kan drage nytte af.
