ERHVERV: Bornholms Brandforsikring gør status efter de første seks måneder af 2025. Resultatet viser, at selskabet står stærkt forankret med en effektiv forsikringsdrift og en solid kundebase.

Halvåret for Bornholms Brand har været præget af to store skader samt et mere ustabilt afkast på investeringerne sammenlignet med sidste år. Skadebilledet i første halvår er markant anderledes end sidste år. Antallet af skader er faldet, men de skader, der er indtruffet, har været dyrere at udbedre.
Hvor første halvår 2024 var påvirket af mange vejrrelaterede hændelser, har 2025 indtil videre været mere rolig på det område. Udgifterne til vejrligsskader har ligget under gennemsnittet, hvilket er positivt for regnskabet.
Negativ påvirkning
Afkastet på værdipapirer er ikke på niveau med sidste år, hvor selskabet havde et pænt plus. I år har et turbulent finansielt marked haft en mindre, negativ påvirkning af resultatet. Selskabet forventer fortsat et usikkert marked resten af året, men også en forbedring i investeringsresultatet i anden halvdel af 2025.
Væksten flader ud
Efter en årrække med høje vækstrater flader væksten ud. Men selskabet fastholder den positive udvikling i forsikringsporteføljen på grund af en meget lav kundeafgang. På omkostningssiden ses en fortsat positiv udvikling og der opnås for første halvår en omkostningsprocent på 19,3 pct..
Resultatet af forsikringsdriften er påvirket af storskaderne i første halvår. Samlet set er “combined ratio” på 96,6 pct., hvilket er udtryk for de samlede udgifter til skader, omkostninger og reassurance i forhold til præmieindtægterne. Den positive udvikling i skadefrekvensen og omkostningerne giver samtidig grund til at forvente et forbedret resultat i andet halvår.
Ikke samme medvind
Direktør Tobias Herbert Jensen siger:
“Vi har haft et halvår, hvor store enkeltskader har sat deres præg på resultatet. Samtidig har vi oplevet, at det finansielle marked ikke har givet samme medvind som sidste år. Til gengæld glæder vi os over færre vejrligsskader samt ikke mindst opbakningen fra vores loyale kunder, som har medført en fortsat meget lav kundeafgang. Vi har samtidig kontrol over omkostningerne, hvilket er faktorer, der styrker fundamentetfor resten af året. Vi ser derfor positivt på andethalvår og ser frem til at kunne aflægge det første hele årsregnskab, efter Bornholms Brand kom tilbage på 100 pt. bornholmske hænder.”


