Forrygende arbejde med keramik og porcelæn

Gitte Helle  – indehaver af “Containerjuvelen” i Svaneke, har brugt Corona-tiden til at udvikle sig kunstnerisk. Hun har netop slået dørene op til en ny sæson, og kunderne er begejstrede.

Gitte Helle – multikunstner med keramik og porcelæn. (Foto: Pernille Lindblom)

 

Af Pernille Lindblom

”Det ser ud til, at kunderne kan lide de nye ting, jeg har lavet, for de fleste skulpturer er allerede solgt,” smiler Gitte Helle og fortæller om den nye idé med at sammensætte gammelt porcelæn og ny keramik:

”Her har jeg for eksempel tilføjet et skateboard i stentøjsler, som jeg selv har lavet,” smiler Gitte og viser en figur frem til kameraet, inden hun pakker den ind for en kunde, der tager den med til Jylland.

Kunden kender Gitte i forvejen – og var ikke sen til at beslutte sig for at købe figuren med hjem til samlingen.

”Mine kunder er ofte gengangere, der følger med i, hvad jeg har til salg på nettet, og som er søde til at kigge forbi butikken, når de er på Bornholm.”

Multikunstner

Gitte Helle er på det nærmeste multikunstner. Hun re-designer porcelænsfigurer ved groft sagt at hugge en hæl og klippe en tå – eller et hoved for den sags skyld – og sætte det på en anden figur.

Selvom hun sjældent keder sig, så har hun alligevel brugt tid på at sætte alle de hovedløse figurer i størrelsesorden på en bakke – hovederne har hun i en kurv. Det griner hendes venner lidt af.

Men hun laver også smykker om og mestrer grafiske teknikker nok til, at man skulle tro, at de udstillede billeder i galleriet, er lavet af flere forskellige kunstnere. Men det er de ikke, de er også Gittes værker.

Kan man leve af det?

Man kan ikke leve af at være kreativ. Det var en besked, som Gitte og hendes medstuderende fik af vide, dengang de uddannede sig på Designskolen i
Kolding:

”Derfor kunne vi jo lige så godt have det sjovt med det, vi lavede. Vi følte intet pres, for ingen regnede alligevel med, at vi kunne leve af det vi lærte efterfølgende,” siger Gitte, der stadig den dag i dag er forundret – og taknemmelig – over at det rent faktisk lykkes hende at leve af det, hun brænder for.

Broscher af genbrug

”Det startede med brocher, som jeg sammensatte af genbrug. Jeg havde ingen penge og ventede mit første barn, så materialer havde jeg ikke råd til,” fortæller Gitte om en lille popup-butik, som hun åbnede i København en måned kort før jul for mange år siden.

”Og mens jeg sad der, kom der så pludselig folk fra Kunstmuset Louisiana og én fra magasinet Alt for Damerne forbi, der ville se, hvad jeg lavede”.

Arvestykker

Figurerne,som hun giver nyt liv, er enten porcelænsfigurer, der har fået en lille skade eller arvestykker, som familier ønsker at beholde i en ny fortolkning.

”Jeg laver gerne bestillingsarbejder, hvor jeg lytter til folk og deres ønsker, inden jeg giver figuren nyt hoved, hale eller ben. Andre gange får jeg figurer af folk, der ikke vil have dem mere, og så laver jeg dem selv om, så de kan finde nye hjem og glæde nogen andre”.

Besøg af skoleelever

Udover at lave sin kunst ser Gitte frem til at få besøg af i alt 15 elever fra 7. klasse på Hans Rømer skolen i Aakirkeby:

”Eleverne kommer til mig, fem ad gangen, i to dage, i et design- og håndværksmæssigt projektforløb”.

Sammen med Gitte skal eleverne skabe noget, der senere skal udstilles på Grønbechs Gård i Hasle.

”Jeg glæder mig rigtig meget og synes, det er et godt initiativ,” slutter Gitte, der i øvrigt kan opleves med egne værker i Kunstnersammenslutningen ACAB’s udstilling, når Grønbechs Gård åbner igen.

Se mere på containerjuvelen.dk eller se ”Kulturrunden hos Gitte Helle” på Youtube, Ø-tv Bornholm. Programmet bliver sendt i løbet af april/maj.

Seneste artikler

Fik du læst?

Brand i kirke

POLITI: Tidligt mandag morgen fik Bornholms Politi en anmeldelse om brand i Pinsekirken på Sagavej i Rønne. Politiet og brandvæsen rykkede ud til stedet og

Læs mere »