En ny begyndelse…

Der har lige været Folkemøde på Bornholm. En fantastisk begivenhed, som Bertil Haarder heldigvis fik inspiration til, og som derefter er blevet gennemført siden 2011. Masser af folk, forskellige organisationer og alskens politikere har befolket Bornholm, og det er godt. Bornholm er jo også et fremragende sted, og det er besværligt at komme dertil og derfra, så der er tillige samling på tropperne.

Folkemødets ledelse kom uheldigvis til at udtale, at demonstranter, som måske ville afbryde møder, kunne blive inviteret på scenen, og det vakte naturligvis en del protester, så opfordringen er vist nu gået i sig selv – heldigvis.

***

Indtil nu, hvor jeg skriver, har jeg kun fulgt Folkemødet meget lidt, men der har allerede været samtaler (jeg kan bedre lide ordet ”samtaler” i stedet for ordet ”diskussioner”) om de afsløringer, som bl.a. TV2 er fremkommet med i forskellige dokumentarer, som vi fuldstændig måbende har fulgt med i den sidste tid.

Det meste af vores samfund fungerer upåklageligt, synes jeg, og vi skal passe på generaliseringer, men desværre er det blevet tydeligere og nu også italesat/iscenesat, at der er en indtil nu skjult forråelse, som har været der i årevis, men som vi først bliver delagtiggjort i nu i større og større grad, og jeg må sige, vi er inde i en afsløringernes tid.

***

Fem udsendelser om et tvivlsomt og forfærdeligt samarbejde mellem nogle fra Overklassen og det vi plejer at kalde for Underverden. Blotlæggelse og afsløringer for øjnene af os, og nu også endnu en afsløring i Me Too regi om sexisme i musikbranchen. Flere ubehagelige afsløringer vil sikkert følge efter på andre områder. Og jeg mener helt klart, at det er godt og rigtigt, at ting, som er skjult, og som er fordækt og forfærdelig forkerte, bliver afsløret.

Undskyldninger er begyndt at indfinde sig, og ingen af os kan bedømme, om det er oprigtige undskyldninger. Jeg vælger at tro, at der er folk, som virkelig mener det, når de siger undskyld, men jeg er måske mere naiv end de fleste! Uha!

***

Hvorfor er det mon, at vi følger så intens med i de afsløringer? Er det, fordi vi så kan føle, at vi da ikke selv er så syndige endda, hvert fald ikke nær så slemme som de andre? Er det, fordi vi som de mennesker vi er, elsker de nyheder, som pirrer vores trang til sensationer? Er det, fordi vi så kan svælge i andres nedture og den elendighed, som de er havnet i? Er det, så jeg kan blive revet ud af min naivitet om verden og mine medmennesker? De sidste dages afsløringer på TV er jo, som om vi ”bare” har set en helt almindelig lidt for spændende krimi film. Hverdagen overgår fantasien!

Er der forskel på disse afsløringer og på den afsløring, som Gud Helligånd virker, når vi selv som enkelte individer pludselig ved, at vi virkelig har brug for Guds tilgivelse og genoprettelse, og at vi af Guds nåde og kærlighed får lov at begynde livet på en frisk, og at vi også har brug for at sige undskyld til et andet menneske? Det tror jeg. Bibelen giver udtryk for, at det er Helligåndens gerning netop at afsløre, hvad der er synd = forkert i Guds øjne.

***

Guds Ånds afsløring af mig og mit syndige indre sker med en kærlighed, som overgår al forstand! De fleste gange er det en sag mellem Gud og mig, som ikke bliver udbassuneret til alverden. Kærligheden fra Gud midt i alvoren er forskellen.

Ikke at jeg mener, at de andre afsløringer ikke er nødvendige, men selvom de er nødvendige og rigtige, så kan jeg dog ikke lade være med at føle med de mennesker, hvis forfærdelige handlinger nu betyder, at resten af deres liv måske er ødelagt, eller at deres forkerte valg og ofte mange års dårlige opførsel hvert fald har sat sit forfærdelige præg på deres fortsatte tilværelse, og at deres familier også bliver ramt med masser af andre ulykker til følge. Jeg har selvfølgelig også medlidenhed med et hvert offer for krænkelse.

***

Når de pågældende siger undskyld, og hvis de mener det, så håber jeg, at også vi og de krænkede vil give dem en ny begyndelse, ligesom Gud giver mig og dig en ny begyndelse, når vi forsynder os.

I medierne tales der om en forråelse i samfundet, og at der er sket et skred i folks opførsel, og at almindelig god etik er på vej til at forsvinde ud med badevandet.

Når man tænker på, hvad folk kan finde på at skrive på Facebook, og hvor der ellers bliver udtrykt meninger og holdninger på nedværdigende vis overfor andre – det være sig politikere og andre, som blander sig i en debat -, så er det jo rigtigt, at vores danske sprog er blevet fyldt med gloser, som ikke burde tages i brug i talen om et medmenneske. Og det er ganske farligt, for som journalist og politisk kommentator Noa Reddington sagde på TV, så har ord det med at forme vore handlinger.

***

Johannes Jørgensen, forfatter og digter (1866 -1956) har en lignelse om en edderkop, som danner en tråd, som den firer sig ned af og derefter danner et fantastisk flot kunstværk af et edderkoppespind. En fabelagtig lignelse, som du kan finde på nettet, hvis du ikke kendte den i forvejen. Edderkoppen betragter stolt sit værk, som den har gjort større og flottere end nogensinde før. Pludselig opdager edderkoppen den tråd, som underligt kommer ned fra oven, og edderkoppen har glemt, at det var den tråd, hvormed det hele begyndte. Nu ser den tråden som ganske overflødig, så fluks bider den tråden over, og det overraskende skete – i samme øjeblik faldt hele vævet sammen. Det var tråden foroven, der holdt alting oppe.

Johannes Jørgensen slutter sin lignelse:

”I et eneste øjeblik havde den tilintetgjort hele sin herlighed – fordi den ikke forstod nytten af tråden ovenfra.”

Det er klart for mig, at tråden foroven er forbindelsen til Gud.

Det er min mening, at det samme er sket i store dele af vort samfund, og at det derfor går galt på så mange områder! Vi er en nation som stort set har kappet forbindelsen til den levende Gud!

***

Et er, at vi kan modtage tilgivelse fra hinanden, og det er skønt, når det sker, og det binder to parter sammen, som ellers ville stå totalt adskilt overfor hinanden, ja, måske endda leve i fjendskab med hinanden, men har vi handlet forkert overfor et andet menneske, så vil vi, skønt måske tilgivet, alligevel altid stå med en skyld, som vil præge vort liv resten af vores tilværelse.

Guds tilgivelse sætter os fri til virkelig at begynde på en frisk.

Vi vender om, og med Guds tilgivelse i bagagen møder vi Gud og vore medmennesker med frimodighed og med en vilje og en åbenhed til at få hjælp fra Guds Ånd til at ændre holdninger, så vi ikke igen krænker andre med vore ord eller vore handlinger.

God søndag og kærlig hilsen

Agnethe Zimino
Pens. sognepræst