Da det første Folkemøde blev holdt i Allinge i 2011, blev det udsat for kritik fra flere steder. En formiddagsjournalist kaldte det “tåbeligt” og “latterligt”, mens andre mente, at den jævne dansker ikke gad tilbringe fire dage i selskab med politikere og andre meningsdannere fra den danske samfundstop.
Den første kritik var skudt helt forbi – den anden havde et gran af sandhed i sig: Folkemødet er stadig ikke rigtigt folkets møde: Alene det at skaffe et sted at bo er vanskeligt – det er nemmere for politiske partier og organisationer og erhvervsliv med tegnebogen i orden: Et ægtepar fra Vojens er sjældent blandt deltagerne på Folkemødet, og det var jo vist egentligt det, det var fhv. minister Bertel Haarder og fhv. amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussens vision, da de – efter et besøg på Almedalsveckan på Gotland – fik ideen til et dansk folkemøde.
Der var efter første år røster fremme om, at folkemødet skulle gå på skift i forskellige danske byer, og selvfølgelig kunne det være attraktivt for byer som Thyborøn eller Nyborg også at være værtsbyer, men det fik daværende borgmester Winni Grosbøll forhindret.
Og nu er talen om at lade værtsrollen for Folkemødet gå på skift sat helt i berr, men det kræver selvsagt, at der fortsat er overnatningssteder nok – og gerne til en pris, der er til at betale, samt gode transportmuligheder til og fra øen.
Men Bornholm er en god vært, og det er de bornholmere, der tjener gode penge på begivenheden, vel undt med den ekstra skilling, som Folkemødet medfører.
For det er ganske mange, der nyder godt af det store møde – og turismens betydning for Bornholm er forlængst slået fast.
Så: Fortsæt med det gode værtsskab – og husk i fremtiden lidt mere tryk på folk end på møde.
Flere fra Vojens og færre fra Christiansborg. Dem hører vi fra til hverdag.
På Folkemødet må det være folkets tur til at komme til orde.
