MUSIK: Fredag 1. august kommer den måske største koncert til dato til Rønne, når Queen Machine fyrer den af i Musikhusets have. Med præsentationen af dette gigantiske show går en drøm i opfyldelse for huzets Torben Severinsen – og et personligt mål bliver nået…

Fredag 1. august kl. 21 går en drøm i opfyldelse for Musikhuzets blæksprutte, projektmedarbejder og frivilligkoordinator, Torben Severinsen: Her kommer det aarhusianske superband “Queen Machine” på scenen til et festfyrværkeri af et show, der sandsynligvis gør koncerten til en af de største på Bornholm nogensinde.
Hele 80 frivillige skal der til for at få det hele til at fungere – og en helt speciel og stor scene er bestilt fra specialfirmaet All Stage, der håndterer de helt store musikarrangementer i Danmark.
2.500 gæster
Et kæmpearrangement, der har krævet et lige så stort forarbejde, når 2.500 mennesker ventes til koncerten, hvor de fleste billetter allerede forlængst er solgt.
“Men der er endnu nogle hundrede tilbage,” fortæller Torben Severinsen, der også fortæller om baggrunden for koncerten:
Fire ønsker
“Jeg blev jo konstitueret leder af Musikhuzet sidste år, og jeg regnede med, at jeg kun skulle passe jobbet i tre måneder, til vi fandt en ny, daglig leder. Det skulle så vise sig, at de tre måneder blev til ni, og jeg havde tid til at realisere nogle drømme, jeg længe havde haft for Musikhuzet.
Det var bl.a. en koncert med Allan Olsen, en anden med “Beat the Drum” – hyldestbandet til Runrig, der iøvrigt spillede i original version ved Fairtrade Festival med Hammershus som kulisse i 2010. Jeg ville også gerne have hentet Bo Kaspers Orkester til øen, men måtte “nøjes” med forsanger Bo Sundstrøm, hvilket dog også var fantastisk. Og så altså som det fjerde ønske “Queen Machine”. Og nu ser det således ud til, at alle fire ønsker går i opfyldelse,” siger Torben Severinsen.
(Artiklen fortsættes under billedet)

Det var dog ikke sådan lige til at få det store arrangement på lagt på skinner:
“Det er jo en stor mundfuld, så jeg syntes lige, jeg måte forbi bestyrelsen for Musikhuzet for at sikre mig opbakning – og den fik jeg. Også den nye, daglige leder John Blicher Madsen har tilsluttet sig – så nu glæder vi os allesammen til koncerten. Og jeg skal skynde mig at nævne alle de mange frivillige, der møder op og hjælper til: Uden dem var der slet ikke noget arrangement, så den hjælp er helt uvurderlig,” lyder det fra Torben.
Mange forberedelser
Da alt var aftalt, gik Musikhuzet selv i gang med forberedelserne: Cheftekniker Phillip Hansen og eventkoordinator Thea Sophia Dahl fik pludselig travlt med teknik og reklame – mange andre skulle involveres – og nu er det hele ved at være på plads, her få dage før koncerten.
Sandsynligvis det største og dyreste show, som Musikhuzet har præsenteret – det bliver spændende!
Dannet i 2008
Queen Machine er et dansk Queen-tribute-band, der blev dannet i Aarhus i efteråret 2008. Bandet består af musikere, der deler en passion for Queen og deres musik. De har specialiseret sig i at genskabe Queens musik og koncerter så autentisk som muligt.
Bandet blev oprindeligt dannet af barndomsvennerne Peter Møller Jeppesen (guitar) og Henrik Østergaard (keys), der ønskede at hylde Queen. Senere kom sanger Bjarke Baisner Laursen til, og bandet blev fuldendt med Jens Lunde på bas og Paolo Torquati på trommer.
Kæmpekoncert i London
Queen Machine har tourneret både i Danmark, Sverige, Monaco og Storbritannien. Særligt koncerten i London på Eventim Apollo (tidligere Hammersmith Apollo), hvor Queen selv spillede otte gange, står som en milepæl for Queen Machine. Koncerten blev holdt sammen med symfoniensemblet London Symphonic Rock Orchestra og West End-stjernen Kerry Ellis.
Ved koncerten i Rønne indledes med de selvsamme strofer, der på blot 21 minutter forandrede rockhistorien. Det skete på Wembley Stadium foran 72.000 fans, da Queen indtog scenen til Live Aid i 1985. Få koncerter har skabt så mange ikoniske øjeblikke og billeder, hvor især Freddie Mercurys sceneoptræden af mange betragtes som et højdepunkt i rockhistorien. nNår Queen Machine indtager arenaer og festivaler er det med en hyldest til denne, ikoniske koncert.
Og det bliver heldigvis ikke kun 21 minutter, lover Torben Severinsen.




