Flot pris til jazzmand fra Nexø

HÆDER: Da dansk jazz tirsdag aften fejrede sig selv og årets største præstationer ved Danish Music Awards Jazz 2023, blev en af jazzens sande ildsjæle samtidig hyldet: Michael Charles Gaunt fra Nexø

Michael Gaunt – fornem hæder (Privatfoto)

 

Et meget populært radioprogram på DR, P8 Jazz, hyldede i aftes nogle markante personligheder i dansk jazz – og lytterne kårede Michael Gaunt fra ØstersøJazz  til at modtage “P8 Jazz Prisen – Årets Ildsjæl”. En fornem hæder til jazzpersonligheden fra Nexø. Kåringen fandt sted på spillestedet VEGA i København.

Styrker jazzen
For 11. gang var “P8 Jazz Prisen – Årets Ildsjæl” en af priserne, og her har lytterne på P8 Jazz kunnet komme med bud på, hvem der har gjort sig fortjent til den.

P8 Jazz Prisen bliver givet til én, der har bidraget til at styrke jazzen lokalt eller på landsplan – en ildsjæl, som fortjener at blive hædret med applaus, skulderklap og ekstra opmærksomhed fra det danske jazzmiljø, som P8 Jazz formulerede det, da kanalen begyndte at indsamle kandidater i befolkningen.

Idérigdom på Bornholm
Som bestyrelsesformand for ØstersøJazz har Michael Gaunt formået at sammensætte en jazzfestival på Bornholm, som med nytænkning og idérigdom rækker ud til et nyt publikum, men som samtidig udfordrer festivaldeltagerne på den musikalske front.

“Som bestyrelsesformand for ØstersøJazz har Michael Charles Gaunt formået at sammensætte en jazzfestival på Bornholm, som med nytænkning og idérigdom rækker ud til et nyt publikum, men som samtidig udfordrer festivaldeltagerne på den musikalske front,” lød det blandt andet, da P8 Jazz-værterne Niels Christian Cederberg og Frederik Korfix overrakte den.

Fed oplevelse
“ØstersøJazz Festival var en af de fedeste oplevelser længe, lød det videre fra en lytter, der indstillede Michael Charles Gaunt, og som også mente, at “det var et seriøst godt arbejde af holdet bag festivalen”. Bemeldte var også begejstret for “et genialt efterfest-koncept, hvor der kom godt gang i festen og jazzglæden, som blev ekstra krydret med jamsessions, hvor dygtige musikere gav den gas”.

Fik nyskrevet nummer
Som noget helt nyt modtog prismodtager Michael Charles Gaunt i år et nyskrevet nummer på plade som modtager af ’P8 Jazz Prisen – Årets Ildsjæl’.

“Tidligere år har vinderen af prisen modtaget en unik tegning af en kunstner dedikeret til vinderen. Men i år har vi haft lyst til at ryste posen lidt. Derfor har vi samlet de tre dygtige musikere Johannes Wamberg, Jonathan Bremer og Oilly Wallace, som har komponeret og indspillet et splinternyt nummer, som vi har fået trykt på en vinyl, og som blev overrakt til vinderen. Dermed blev årets pris samtidig en unik musikalsk hyldest til årets ildsjæl, siger redaktør Kasper Christensen fra P8 Jazz.

Lytterne var med
Han var også redaktør på kanalens direkte transmission fra DMA Jazz 2023 tirsdag, hvor en anden af P8 Jazz’ værter, Karen Mukupa, præsenterede løjerne fra Store Vega-scenen. P8 Jazz sendte prisfesten direkte, og dermed kunne lytterne i hele landet også være med og høre blandt andre Daimi & Lousiana Jazzband, Marilyn Mazur & Viktoria Søndergaard, Nana Rashid, Selvhenter, Kaleiido og Richard Andersson på scenen. Programmet kan også høres på DR LYD i den kommende tid.

Seneste artikler

Fik du læst?