Flot hæder til Bornholms Brandforsikring

HÆDER: Bornholms Brandforsikring blev kåret som årets kundeejede forsikringsselskab, da finansmediet FinansWatch og revisionsselskabet EY kårede årets finansvirksomheder.

Salgschef Thomas Jørgensen – modtog prisen

 

Bornholms Brandforsikring har sikret sig en velfortjent hæder: Prisen til de kundeejede selskaber gives på baggrund af forsikringsselskabernes nøgletal for vækst i indtægter, bruttoomkostningsprocent samt for deres såkaldte ” combined ratio.”

Forsikringsselskaberne opnår point både for den konkrete præstation i 2023 og for udviklingen i forhold til tidligere år.

For tredje gang indenfor de sidste fem år var Bornholms Brandforsikring blandt de tre nominerede kundeejede selskaber, og løb for anden gang med kåringen som årets kundeejede forsikringsselskab.

Stor glæde
Selskabets salgschef, Thomas Jørgensen var taget til København for at overvære kåringen og glæden var stor, da han kunne modtage prisen på selskabets vegne, mens selskabets direktør og bestyrelse var optaget af bestyrelsesmøde.

I Bornholms Brand glæder man sig naturligvis over hæderen.

”Taget i betragtning, at vi kun sælger forsikringer på Bornholm og at vi i forvejen har en markedsandel på omkring 55 procent, så er det en utrolig flot præstation, at vi fortsat kan vise vækstrater, som placerer selskabet i toppen af statistikken” udtaler direktør, Morten Holten.

Siger tak
Bornholms Brandforsikring har i flere år været inde i en positiv udvikling. Årsagen skal først og fremmest findes i meget loyale kunder og gode produkter, som samtidig bidrager til, at nye kunder fortsat finder vej til selskabet. Senest har åbningen af et lokalkontor i Nexø bragt selskabet endnu tættere på kunderne.

Og limen til at binde det hele sammen er selskabets dygtige medarbejdere, som sætter en ære i at hjælpe selskabets kunder, og som knokler for at drive et selskab, hvor det er attraktivt at være kunde.

Morten Holten uddyber:  ”Det er en kæmpe holdindsats, og det viser bornholmsk sammenhold. Vi er her ikke uden vores lokale kunder, som gerne vil have den nære og lokale service, også når skaden skal behandles. Det er medarbejderne, som sikrer, at vi hver dag er konkurrencedygtige, og det er vores bestyrelse og delegerede, som sikrer, at vi kan fastholde vores lokale forankring og store lokale engagement i forenings- og idrætsliv.

Seneste artikler

Fik du læst?