Flere medarbejdere til unge på gaderne og ældre i hjemmene

KOMMUNEVALG: Forhenværende politiassistent Eivind Madsen fra Svaneke stiller op til kommunalbestyrelsen for Bornholmerlisten. En stemme på ham er en stemme for de unge med udfordringer samt mere fokus på ældre og en øget indsats i hjemmeplejen.

Eivind Madsen – udfordrede unge skal

 

KV-VALG 21′:  Vi læser om det jævnligt: Unge mennesker, der eksperimenterer med hårde stoffer, hærværk og uro.

Det ellers så fredelige Bornholm har også sine udfordringer med grupper af unge, og at “Bornholm flyder med stoffer” høres efterhånden lidt for ofte.

En af dem, der kender til disse udfordringer, er forhenværende politiassistent, 66-årige Eivind Madsen, der er kendt af rigtig mange mennesker på Bornholm.

“Panserbasse”

I tjenesten var Eivind lidt af de gammeldags “panserbasse”, der hellere tog et alvorsord med nogle, der trængte dertil – end at true med bål og brand. Hans mangeårige erfaring, bl. a. som politibetjent på Dyrehavsbakken i København, har givet ham en stor erfaring med arbejdet med unge mennesker, der er, skal vi sige, lidt oppe at køre.

Og nu er han klar til at gøre en indsats på kommunalpolitisk plan. Det sker, når han stiller op til kommunalbestyrelsesvalget til november her på Bornholm.

Unge i nattelivet

Eivind har fundet plads på Bornholmerlisten, der i forvejen er repræsenteret ved Kirstine van Sabben, der i sin tid i kommunalbestyrelsen har talt de udfordrede unge samt de ældre sag.

Og det er da også disse to grupper, der i første omgang har Eivinds interesse:

For de unge mennesker, der tumler rundt på øen sent om natten, skal man have meget bedre hånd i hanke med, mener Eivind:

“Vi skal have nogle kommunale folk ud på gaden og have fat i de unge mennesker, der hvor de befinder sig – og på det tidspunkt, de er ude. Vi kan ikke bruge kommunalt ansatte, der sidder på deres kontor fra 8 til 16, de skal ud om aftenen og have fat i de unge, der hvor de er.”

Boet på Bornholm siden 2009

Eivind Madsen er ikke noget ubeskrevet blad i kommunalpolitik. Han har tidligere været 1. suppleant for den socialdemokratiske gruppe i Gentofte kommune.

Eivind Madsen har boet på Bornholm i knap 13 år. Han blev hentet til øen som politiassistent af den daværende chefpolitiinspektør på øen, Flemming Drejer.

Eivind fik dermed opfyldt et længe næret ønske om at flytte til Bornholm, og han er faldet så godt til på øen, at han næppe vender tilbage til Sjælland.

Det blev til gode år som politimand på øen. Eivind arbejdede med politihunde, havde vagt i lufthavnen og kørte  weekendvagter  til Nexø og Rønne, hvor der af og til kunne opstå tumult på byens udskænkningssteder.

Og det var også i den forbindelse, at han fik erfaring med de mange udfordringer, der er med de helt unge i nattelivet.

Flere gademedarbejdere

Han vil derfor have en øget indsats i SSP (Skole, samfund, politi)  – og det betyder flere kommunale gademedarbejdere ud i nattelivet.

“Vi skal have mere opsøgende arbejde og flere gademedarbejdere i nattelivet i Rønne og Nexø her og nu, det er der brug for”, siger Eivind Madsen, der er bekymret for, at nogle forældre ikke er helt klare over, hvad deres børn går og laver, når de er ude om natten.

“Børn og unge er lette ofre for de, der forhandler narko. Politiet er ude med narkobande-enheden, men de kan jo ikke være alle steder på een gang, og så må kommunens folk altså ud om natten.

“Al ære og respekt for Natteravnene, de gør en god indsats, men det er altså ikke nok at dele kondomer ud og forhindre et slagsmål i  ny og næ, hvis problemerne med udfordrede unge skal løses”, mener Eivind Madsen, der også vil arbejde for, at der etableres en egentlig ungdomsklub og etableres flere andre tilbud til de unge på Bornholm.

De ældre og hjemmeplejen

Danmark har ved dette kommunevalg fået øjnene op for, at det måske ikke er en dårlig idé med erfarne folk i byrådene. Fr a alle kanter af landet meldes om modne og ældre kandidater – og Evind er med sine 66 år med i den gruppe, der omtales som “erfarne”. Men Bornholmerlisten har også en 19-årig kandidat, Zille Vangsaa fra Østerlars, så både yngre og ældre er repræsenteret på listen.

Eivind kender der for også alt til det med at blive ældre, og netop ældreområdet er et andet af hans kerneområder:

Han er rystet over, at der pt. er 60 ledige stillinger indenfor ældreplejen på Bornholm, og det mener han er helt vanvittigt.

“Det betyder, at de medarbejdere, der er i arbejde, skal løbe endnu stærkere og risikerer at gå ned med stress”, siger Eivind.

Utraditionelle metoder

Han mener endvidere, at kravet om at det skal være fagudlært personale, der feks. skal stå for rengøring hos de ældre, er utidssvarende.

“Vi er nødt til at tage lidt utraditionelle metoder i brug, hvis vi skal sørge for, at de ældre får den behandling, de har krav på, og det skal være her og nu og ikke følge en plan, der træder i kraft om flere år, siger Eivind.

“En social- og sundhedsassistent kan have op til 45 besøg på en vagt, og det kan hverken medarbejderne eller de ældre være tjent med”, slår Eivind Madsen fast.

Golf, sejlads og madlavning

Eivind Madsen har en stor venne- og bekendtskabskreds, elsker at sejle på havkrydseren ”Duet”, hvor han er sømand ombord. Turene går både til Polen eller Christiansø, som Eivind især  har et godt øje til.

Eivind er lidenskabelig golfspiller i Nordbornholms Golfklub i Rø og han elsker at hygge sig med madlavning hjemme i køkkenet i Svaneke. En af Eivinds livretter er ”Grønsaltet torsk” eller ”Hårdsaltet torsk” , som han braiserer i en lage, som han ikke vil afsløre opskriften på. Husets hemmelighed. Men godt smager det, serveret med smørsauce og nye kartofler.

Spisevanerne er også blevet bornholmske…

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?