Flere ladestandere på vej til Bornholm

Bornholms Regionskommune har givet tilladelse til, at der kan etableres 24 ladestandere på i alt 12 lokationer fordelt på Bornholm.

Flere ladestandere på vej til Bornholm.

 

Tilladelserne til etablering af de 24 ladestandere er udstedt til de kommercielle operatører Clever og E.ON. Af de 24 ladestandere er der hovedsageligt tale om AC-ladere (destinationsladere) på 11-22 kW og en enkelt DC-lader (hurtiglader) på 50 kW. Med opladning på en AC-lader kan man typisk få 200 km kørsel på 2,5-5 timers ladning, mens DC-laderen på 50 kW typisk kan give 200 km på 30-60 minutters opladning.

Ladestanderne placeres i følgende byer:

  • Allinge (2 AC-ladestandere med i alt 4 udtag)
  • Dueodde (4 AC-ladestandere med i alt 8 udtag)
  • Gudhjem (1 AC-ladestander med i alt 2 udtag)
  • Nexø (2 AC- ladestandere med i alt 4 udtag)
  • Svaneke (4 AC-ladestandere med i alt 8 udtag. 1 DC-ladestander)
  • Tejn (2 AC-ladestandere med i alt 4 udtag)
  • Vang (1 AC-ladestander med i alt 2 udtag)
  • Rønne (4 AC-ladestandere med i alt 8 udtag)
  • Åkirkeby (2 AC-ladestandere med i alt 4 udtag)
  • Årsdale (1 AC-ladestander med i alt 2 udtag)

Tilladelse til placeringerne er bl.a. givet ud fra en betragtning om, at der i flere af områderne er borgere uden egen parkering. Ladestandere i umiddelbar nærhed af bopælen skal gøre det lettere for disse borgere at lade en elbil, når de er hjemme. Derudover er en del af placeringerne valgt ud fra, hvor der færdes mange turister.

En grøn ø

Borgmester Jacob Trøst udtaler i den forbindelse: ”Bornholm er en grøn ø. Derfor har vi også en målsætning om, at bilerne skal være eldrevne. De kommende ladestandere er et vigtigt led i den omstilling. Med placeringer forskellige steder på øen er det min forhåbning, at både bornholmere og turister vil opleve, at det er blevet lettere at være elbilist på Bornholm”.

Forperson for natur-, miljø- og planudvalget Helle Ravnborg uddyber: ”Det er meget positivt, at der er flere ladestandere på vej til Bornholm. Det viser, at vi sætter handling bag vores grønne ambitioner. Jeg håber, at de første ladere er sat op inden sommer”.