Jeg er på vej hjem til Danmark efter lidt rejseri i Sydøstasien. Jeg har bl.a. været i Cambodja – et af Asiens fattigste lande, der tilmed har en konflikt med nabolandet Thailand, hvor jeg også har opholdt mig.
Jeg har besøgt Cambodjas hovedstad Phnom Penh, hvor jegaer så heldig at have gode venner. En af dem, han hedder Som Arn, gjorde mig med et smil og diskretion opmærksom på, at jeg havde et lille thai-flag på mit skjorteærme. Ikke det populæreste signal at sende i Cambodja i disse dage, men folk bærer over med Barang, som udlændinge kaldes i det fordums så store Khmer-rige.
Og jeg har med egne øjne de sidste 20 år bemærket, hvordan fremskridtet alligevel er nået frem til det landet med de mange kulturhistoriske perler.
Og jeg måtte en dag gå i rette med en ung studerende fra Frankrig, der var ærgerlig over, at der var kommet en amerikansk fastfoodkæde til byen. Dem har han jo selv mange af hjemme, hvor ingen lider nød. Men her gik unge cambodjanere stolte rundt med deres firmauniformer – og havde fået et livsvigtigt job, der kunne forsørge flere. Og jeg mener et livsvigtigt job. Der er ikke råd til at prioritere finkulturelle fornemmelser, når der skal mad på bordet. Man det forstår man nok først, hvis man selv er ude for det.
En ny, imponerende lufthavn signalerer fremskridt og øget velstand – og ja, turisme er et af de kort, som styre i Cambodja skal spille, hvis væksten skal fortsætte og velstanden øges. Det er livsvigtigt her, hvor folk dør, hvis ikke de betaler kontant inden hospitalsindlæggelse eller lægebesøg. Måske alle dem, der skammer sig over at flyve, skulle tænke lidt på det…
Nu er jeg tilbage i Thailand, som har en anden opfattelse af konflikten end mine venner i Cambodja. Striden har fundet sted i årevis og jeg skal ikke blande mig i den her.
Blot ærgrer det mig, at de to lande ikke kan leve i fred og fordragelighed. Det er vigtigt for Cambodja, Thailand er et højtudviklet og rigt land i forhold til den mindre nabo, hvor tusinder af arbejdere nu har påtaget sig arbejdet i service- og byggebranche. Til lave lønninger javist – men til lønninger.
Og Thailand er også et venligt samfund – stadig med mange smilende mennesker. Det forekommer dagligt, at jeg bliver standset af fremmede, der nysgerrigt spørger “Hvor skal du hen?” Nogle gange peger jeg blot længere ned ad gaden, og så lyder svaret: “Good luck to you…” (Det kan være at de ved, der bor en bidsk hund længere nede af gaden…)
Og forleden besøgte jeg et buddhistisk meditationscenter, hvor jeg blev vist rundt af det venlige personale. Fredfyldt og omgivet af mangotræer fik jeg tilbud om at blive nogle dage. Kunne blive indlogeret i min egen komfortable hytte og studere og meditere i fredfyldte omgivelser, så længe jeg ville. Tre måltider om dagen var inkluderet og pris pr. dag: 60 kroner. Jo, Thailand har meget at byde på.
Men nu er det hjem til sneen – den kan også noget, men ikke for længe…vel?
God weekend
