EU’s Grønland-aftale om rejefiskeri skuffer Ocean Prawns

FISKERI: Aftalen rammer den bornholmske rejevirksomhed – og skaber ringe i vandet til resten af dansk fiskeri og de aktuelle forhandlinger om næste års fiskeri i Nordsøen.

Ocean Prawns losser rejer i Harbour Grace, Canada

 

EU og Grønland har indgået en fiskeriaftale for 2024, og desværre er der ikke lige så mange fisk og skaldyr at fange, som dansk fiskeri havde håbet på.  5.150 tons lyder rejekvoten ved Østgrønland på, mens rejekvoten ved Vestgrønland er på 2.500 tons.

For få rejer
Og det er for lidt, lyder det fra direktør Daniel Barslund, Ocean Prawns, der netop fanger rejer ved Grønland, og fra direktør Kenn Skau Fischer, Danmarks Fiskeriforening, som er bekymret for, hvilke konsekvenser den lave kvote kan få for forhandlingerne mellem EU og Norge. For her er den grønlandske reje nemlig meget vigtigt.

“Vi havde håbet, at EU og Grønland fik løst den gordiske knude. Med en god EU-Grønlands-aftale ville vores rejefiskeri ved Grønland stå langt bedre, og forhandlingerne mellem EU og Norge ville blive lettere, siger de to direktører, der understreger, at de på ingen måde er interesseret i at tømme havene for rejer, men blot at få del i de kvoter, der må fiskes.

Vest er bedst
Helt konkret havde Ocean Prawns håbet på en større kvote ved Vestgrønland.
“Desværre så blev den 100 tons mindre, mens vi i stedet fik 150 tons mere ved Østgrønland. Her er det langt svære at finde rejerne, og fiskeriet er meget sæsonafhængigt. Det er sværere at gøre rentabelt, da de længere afstande kræver mere brændstof mm.,” forklarer Daniel Barslund:

“Vi har fisket i grønlandsk farvand i over 40 år og har været med til at udvikle rejefiskeriet. Det er derfor utilfredsstillende, at det ikke er lykkedes at udvide EU’s adgang til rejer – især i en situation, hvor Grønland ikke selv udnytter rejekvoterne fuldt ud. Grønlænderne fisker nemlig ikke hele deres rejekvote op. Til gengæld overfører de den til næste år.”

Forhandlinger med Norge
“Det burde EU sætte en stopper for. 100 procent fleksibilitet er ganske uhørt, når man tænker på de regler, som gælder i EU – og når nu der er danske fiskere, der står klar til at fange dem,” siger Kenn Skau Fischer og fortsætter:

“Eller bytte dem med Norge.For som sagt, så er rejerne en vigtig brik i forhandlingerne mellem EU og Norge. I disse uger forhandler parterne om fiskeriet i bl.a. Nordsøen, Kattegat og Skagerrak, og her er den østgrønlandske rejekvote normalt i spil.
EU’s fiskere – heriblandt de danske – vil gerne have fingrene i nogle af de fisk, som nordmændene har rettigheder til. Det drejer sig typisk om havtaske og kulmule. Derfor forsøger EU at bytte sig til dem, og da nordmændene typisk er interesseret i rejer, er det lille dyr en vigtig byttevare i forhandlingerne.

Jo mere EU har at bytte med, jo bedre står vi i forhandlingerne. Når EU ikke har flere rejer med til forhandlingsbordet, frygter vi, at nordmændene bliver svære at forhandle med, og det vil få konsekvenser for de danske fiskeres fiskerimuligheder, siger Kenn Skau Fisher, der opfordrer EU’s forhandlere til at arbejde for en god og rettidig aftale mellem EU og Norge.

Seneste artikler

Fik du læst?