Dette er bare en lille historie. Man vil måske mene, at den drukner i alle de ting, der foregår omkring os i denne tid.
Covid-19. Nedsmeltning af mange brancher. Mange er syge. Mange er døde. Hvor længe varer dette ved – den store, globale sundhedskrise?
Det amerikanske valg. En præsident, der har vakt uro mange steder, og som til det sidste viser sig uværdig til det høje embede.
En stor diskussion herhjemme om mink eller ej. Håndterer regeringen krisen for egenrådigt?
Og her på Bornholm en stigende uro over narkomisbrug blandt helt unge.
På baggrund af disse, blandt mange, alvorlige begivenheder, kan det måske undre, at en mindre lykkefølelse bredte sig i mig her til formiddag. Over noget, som mange vil kalde en lille ting.
Jeg havde været efter morgenbrød.
Ved et lyssignal måte jeg standse for rødt. Ved siden af holdt en mandlig cyklist. Han havde sin lille datter siddende på barnesædet bag ham.
Pige, hun har vel været tre år, fik øje på mit blinklys. Det blinkede gult, og hun kiggede interesseret på det.
Så holdt det pludselig op. Jeg ville drille.
Det lurede hun lidt på.
Så fik hun øje på mig inde i bilen. Jeg forsøgte med et lille vink og et smil. Ingen reaktion. Så gik blinklyset pludselig igang igen.
Hun kigger igen på de blinkende lygter. Interesseret. Nu blinkede de igen.
Og så kom smilet. Fra øre til øre. Bredt og med strålende øjne. Jeg havde drillet.
Hun kiggede på mig. Og så vinkede hun tilbage…
Og vinkende med begge hænder, og det store glade smil, forsvandt hun i morgentrafikken. Hun kiggede efter mig, lige til farmand svingede cyklen til venstre, og de begge forvandt ud af billedet.
Og reddede min dag. Mere skal der jo ikke til. Corona eller ej. En smilende barn, der vinker og siger hej? Det hjælper på meget…
Det var bare dét.
God weekend…
