Et møde på tværs af kulturer

Fredag 5. november er der inviteret til arrangementet “Eat ’n Talk” på Værftet i Nexø  – og der er stor tilslutning.

Eat’n Talk på værftet i Nexø

 

“Det er nu anden gang, at vi mødes til “Eat’n Talk” på Værftet i Nexø, og det finder så sted fredag 5. november fra kl. 16″, siger “ressource-mor” Lone R. Mouridsen fra Værftet i Nexø, og hun tilføjer, at der er 80 tilmeldt til arrangementet.

“Det er helt fantastisk. En rigtig god blanding af både nydanskere og danskere. Det er jo netop det, vi så gerne vil – mødes og danne relationer på tværs af kulturer. Vi ser, at rigtig mange bornholmere har lyst til være med og lære nye mennesker at kende,” siger Lone  R. Mouridsen.

Fælles madlavning

Ideen bag “Eat ‘n Talk” er, at man mødes på tværs af alder og nationalitet til uformel fællesspisning og hygge på Værftet. Har man lyst til at være med til en fælles madlavning, kan man komme på Værftet kl. 16. Her står råvarer klar til at blive tilberedt, og Lone og hendes madhold vil guide igennem madlavningen. Har man bare lyst til at spise med, er man velkommen kl. 17.30 hvor man går til bords. Børnene kan også være med til at lave mad eller boltre sig i legelandet.

En del af fællesskabet 

“Vi ønsker at inkludere nydanske familier på Bornholm. Vi oplever, at der flytter rigtig mange børnefamilier til Bornholm – også fra udlandet. Disse familier kommer til øen uden netværk og legekammerater, og her er Værftet en vigtig platform for at danne nye relationer og blive en del at et fællesskab,” siger Lone R. Mouridsen, der har oplevet en stor opbakning til arrangementet:

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er hyggeligt at lave mad sammen…

 

“Generelt oplever vi stor opbakning til de frivillige opgaver på Værftet. Rigtig mange ønsker virkelig at gøre noget godt for andre,” siger hun.

 “Vi drømmer om, at kristen næstekærlighed må sætte et mærkbart og positivt aftryk på det lokalsamfund, som vores børn og unge vokser op i. Og her er Værftet bare en rigtig skøn ramme, hvor vi kan invitere til fællesskab på tværs af alder, baggrund, ressourcer, tro og etnicitet.”

 Fremover er der “Eat ’n talk” hver den første fredag i måneden, næste gang 3. december, hvor der også vil være julehygge med pakkeleg. Tilmelding sker via link på Facebook.

Seneste artikler

Fik du læst?