.jpg)
Min første kontakt til præster hidrører fra min barndom, hvor de lokale præster ofte drak kaffe hjemme hos os mellem to gudstjenester. Det minde, jeg vil dele med jer i søndagens klumme, stammer fra en sommerferie, hvor jeg læste latin hos vores sognepræst Søren Prahl.
Midt i min indlæring af det latinske sprog ringede præstens telefon, og jeg fornemmede, at pastoren nok var lidt præget af, at samtalen trak ud. Hans hele positur viste, at han gang på gang var lige på vej til at lægge røret på, og da det endelig skete, sagde den ellers meget afholdte og empatiske præst: ”Tikke li – tak – tikke – li tak – tikke li tak! Én tak kunne nu have gjort det!”
Sjovt, at jeg lige nu i dette øjeblik husker denne præstereplik, hvor jeg er på vej til at skrive om værdien af og vigtigheden af altid at huske at sige tak! Det må have moret mig og overrasket mig – den teenage pige, som snart efter sommerferien ville være på vej på Thisted Gymnasium.
Kan man takke for meget? Det syntes den gode præst, og vi var jo også lige midt i de svære latinske verber! Måske følte han, at takken blev overfladisk og søgt.
Alt for ofte takker vi måske endda for lidt. Det sker, vi har så travlt, at vi tager for givet, at nogen hjælper os.
Forleden var der på TV et interview med to kendte personer, som talte om værdien af det at være taknemlig. Den ene skrev hver dag i en dertil indrettet taknemligheds bog. Når dagen var gået, brugte han nogle minutter, hvor han skrev tre ting ned, som var værd at være taknemlig for. Den anden brugte tilsvarende nogle minutter, hvor takken for dagen gik til den Gud, som har givet os livet, og som dagligt er hos os i både gode og svære stunder.
Begge måder kan anbefales. Personligt bruger jeg nu den sidste mulighed. At gå rundt og være taknemlig til universet eller til en højere magt, man ikke rigtig ved, hvem er, vil være underlig tomt for mig. Jeg er så glad for, at jeg kan henvende mig til en Gud, som er levende, og som jeg oplever blander sig ustandselig i mit liv. Gud, som jeg kender, fordi Jesus har præsenteret mig for ham. En Gud, som Bibelen fortæller os meget om. En Gud, som ikke er langt borte, men som lever i mig – i mit hjerte. En Gud, som både er større end alt andet, og som er over alt og alle, og som alligevel har valgt at bo hos mig og i mig! Tro ikke at jeg forstår det, men jeg tror det – vælger at tro det.
Når jeg takker min elskede mand for kærlighed og omsorg, så er det langt bedre end bare at være taknemlig i mit indre – uden at give takken til en bestemt modtager. Når jeg fortæller vores datter, hvor taknemlig jeg er for at være hendes mor, betyder det meget mere end blot det at være taknemlig. Jeg glæder hende og sandelig også mig selv.
Når jeg ser efterårets smukke farver, så glæder jeg mig over at kunne takke Gud for den skaberkraft og den skønhed, som han har lagt for mine øjne. Vi har nogle træer udenfor vores lejlighed, som er fantastisk smukke – ikke mindst på denne årstid.
Når jeg takker, er Gud mit fokuspunkt, og det er den Gud, som jeg kender gennem Jesus og gennem Bibelens helt fantastiske beretninger, som jeg takker.
Mange har oplevet, at deres øjne åbnedes for Guds virkelighed, når fødslen var overstået, og de stod med et nyfødt barn i deres arme. Pludselig havde de brug for at takke Gud.
Andre oplever Guds nærvær i naturen, og taknemmeligheden hjælper dem til at finde ind i en tro og tillid til Gud for andre områder i deres liv og tilværelse.
Er der sygdom eller andre svære kår i familien, så sker det, at øjnene åbnes for den åndelige virkelighed, for selv midt i magtesløsheden og mørket findes Gud, så råber man til ham – højt eller stille, og så takker man Gud, at selv der, hvor alting synes håbløst, der er Gud, og hvis man ikke selv kan se lyset for bare mørke, så er det en kæmpe hjælp, når et medmenneske siger: ”Jeg ber for dig!”
Jeg har selv oplevet freden og glæden midt i alt det svære, og det gør godt både at kunne takke Gud for hans nærvær og takke for den bøn, som et andet menneske har sendt til Gud i Jesu navn.
I mine sygdomsperioder har det været en enorm hjælp, at jeg vidste, at der var mange, der bad, og jeg vil gerne takke jer alle af hele mit hjerte. Der var også mange, der skrev, at de tænkte på mig – også dem takker jeg meget for. Også deres varme hilsner var en hjælp.
På Google finder jeg følgende:
”En taknemmelig attitude handler ikke om, at vi skal lukke øjnene for vores problemer. Det handler heller ikke om at være en lalleglad julegris, men om at flytte fokus fra de ting, der alligevel er ligegyldige, og som vi ikke kan gøre noget ved, til at være taknemmelig for det, vi har. I stedet for at bruge energi på at ærgre os over dårlige hårdage, at skændes om, hvem der tager opvasken, eller at sammenligne os selv med andre, kan vi øve os i at se det storebillede og alt det, vi kan være taknemlig for. Der er altid noget, vi kan være taknemmelig for. Altid. Og jo mere vi øver os, jo flere ting dukker der pludselig op, som vi kan være taknemmelige for.” Kilde: Martiny.
Slet ikke en dårlig ide at føre en taknemligheds dagbog.
På højskolen, hvor jeg underviste, før jeg blev præst, fandt vi en dagbog, som tidligere elever fra organisationen ”Ungdom med Opgave” havde ført. Skolen havde tidligere huset dem på adressen. På venstre side i bogen stod bedeemner – det vil sige bøn for det og det, og på højre side stod så de svar, som Gud havde givet dem på det, de havde bedt om og for. En stor oplevelse at læse i denne bog.
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
