Et ganske ualmindeligt ægtepar…

TEATER: I et hus i Svaneke sidder to ældre mennesker. Men det er ikke noget almindeligt hus. Og det er heller ikke nogen almindelige mennesker, der sidder i det…

Bende og Preben Harris – 90 og 85 år unge…(Foto: Finn Edvard)

 

I et hus i Svaneke sidder to ældre mennesker.

Men det er ikke noget almindeligt hus.

Det er et ualmindeligt smukt, rødt træhus – med den smukkeste udsigt over Svaneke og Østersøen.

Og det er heller ikke nogen helt almindelige mennesker, der sidder inde i huset.

Vist er de ældre.

Kvinden er stærkt på vej mod de 86  – og manden er netop fyldt 90 år.

Men tro mig: Ungdommen stråler ud af dem begge…

Bende Harris har stadig det smil, der kan fortrylle – hvem som helst.

Og Preben Harris har stadig de spillevende øjne, stadig nysgerrig, stadig lyttende – og med et smil, der næsten konstant er på vej.

Rødder i Svaneke
Skuespiller- og teaterparret Bende og Preben Harris er på Bornholm i disse dage. Igen…

I Svaneke, naturligvis.

Preben har rødder her, hans mormor var fra Svaneke.

Og han lærte at holde af byen og af Bornholm fra barnsben.

Heldigvis delte Bende den glæde.

Heldigvis, fordi de har været sammen i – ja, hold fast – til næste år kan de fejre Krondiamantbryllup. I 65 år har de så været sammen. De blev gift i 1961…

Svanekegaarden
I mellemtiden er Preben bl.a. blevet Ridder af Dannebrog. På grund af sin enestående entusiasme, interesse og arbejde for dansk kulturliv.

I virkeligheden burde de begge være udnævnte riddere. Bare på grund af det lange ægteskab – i den branche…

Jeg er egentligt kommet for at høre fra Preben, hvordan han fik ideen til at etablere kulturinstitutionen Svanekegården, der nu i næsten 35 år har givet bornholmerne – og turisterne – så mange kulturelle oplevelser.

Men jeg kan ikke lade være med at spørge: Hvordan traf de to mennesker dog hinanden?

Lytter til hinanden
Og allerede her, tror jeg, afsløres en del af deres ægteskabelige hemmelighed: De bidrager begge til historien, men lader den anden tale ud…

I nogle parforhold er begge ved at falde over hinanden for at komme til orde, afbryder, retter og korrigerer den anden.

Ikke her.

Når Bende fortæller lytter Preben. Og omvendt…

Så forstår man bedre.

Arbejdede sammen
Og når man samtidig ved, at Preben talrige gange har instrueret forestillinger, hvor Bende medvirkede, så stiger respekten endnu mere for dette usædvanlige ægtepar.

Preben Harris var også direktør for Folketeatret i en menneskealder ( og for flere andre scener, han skabte undervejs, slå selv det op, hvis du vil vide mere…)

Og her arbejdede også Bende som skuespiller, men hun forstod at holde skodderne tæt. Hun havde et godt og nært forhold til kollegerne, og hvad de talte om kom ikke direktøren for øre i hjemmet.

Min søn gøgler. Sørgeligt.

Preben har skrevet flere spændende bøger om sit fantastiske liv i dansk teater.

Den ene hedder “Min søn gøgler. Sørgeligt.”

Citatet stammer fra Prebens far, der helst havde set sønnen gå en helt anden vej.

Men Preben havde teatret i blodet, siden han som dreng i Vanløse opførte forestillinger for sine kammerater. Og blev optaget som elev Aarhus Teater i 1955.

Livets tilfældigheder
De store ting I livet beror ofte på tilfældigheder – således også den nu snart 65-årige ægteskab mellem Bende sig Preben.

Som helt ung kom Bende nemlig til Aarhus med revyen “På lempelige vilkår”, iscenesat og delvist skrevet af selveste Poul Henningsen – og optrådte i Studenterforeningen i Aarhus, hvor Preben var ledende senior.

Preben havde arrangeret en privatfest efter forestillingen, hvor også Bendes onkel, skuespilleren Louis Miehe-Renard og resten af de medvirkende, skulle deltage.

Men ikke Bende Peters, som hun hed. Hun havde set sig lun på en århusiansk tandlægestuderende og ville hellere til fest med ham og hans venner.

Preben var stædig, men lige meget hjalp det. Hun var allerede på vej ud til en ventende taxa, da hun fejede ham af med et: “I øvrigt sidder Deres butterfly skævt…”

Preben tog chancen og sagde: “Vil De så ikke hjælpe med at sætte den rigtigt…?”

Og miraklet skete: Bende rettede på Prebens butterfly med et stort smil, ændrede mening – og tog med til Prebens fest.

Der fik de to en god snak, der fortsatte, da Preben fulgte Bende hjem til hendes hotel i de morgenstille gader i Aarhus. Der var også her, han fik det første kys…og sådan begyndte det forhold, der kan fejres med Krondiamantbryllup til næste år. Ret stærkt i en branche, hvor ægteskaber kommer og går.

“Vores børn forstår det heller ikke,” lyder det fra Preben med et smil.

Og det hele på grund af en butterfly…

Ferielejligheder? Nej tak…
Fejres skal han også, i al stilfærdighed, en af dagene i Svanekegaarden, som han tog initiativ til i slutningen af 80’erne.

Det i dag så populære kulturhus stod dengang tomt og skulle indrettes til ferielejligheder.

Det kunne Preben ikke ha’…

“Bornholm manglede ganske enkelt et kultursted for både lokale og de mange turister, der kommer om sommeren,” fortæller Preben om den fremragende idé, det var at skabe et sted, hvor kulturen kunne blomstre. “Der manglede sådan et sted på Bornholm,” tilføjer han.

Preben kunne trække på sit gode netværk og fik skabt det økonomiske fundament for Svanekegaarden bl.a. i samarbejde med statsministerfruen  Lisbeth Schlüter, fhv. minister Ole Espersen og advokaten Robert Koch-Nielsen.

Mange initiativer
Svanekegaarden er dog blot en del af de mange initiativer, som Preben har taget. Som sagt, læs hans spændende erindringsbøger, der er ikke plads her til at fortælle om alle de ting, som den mand har fundet på, været med til –  og skabt. Teatret Svalegangen i Aarhus. Snorreloftet – et teater i forbindelse med Folketeatret, Forsøgsscenen – for blot at nævne noget.

Preben Harris har instrueret en lang række forestillinger, af hvilke kan nævnes “Skatteøen”,  “Gøngehøvdingen”, “Nøddebo Præstegård”, “En sælgers død” og “Parasitterne.”

Fik endelig hovedrollen
Om det sidste stykke er der den pudsighed, at den kvindelige hovedrolle undtagelsesvist blev spillet af Bende. Undtagelsesvis, fordi det ikke lå i kortene, at Bende skulle have de største roller, når hendes mand var direktør på teatret. Men i Parasitterne insisterede Erik Paaske, der havde den mandlige hovedrolle på, at Bende skulle spille den kvindelige hovedrolle. Og sådan blev det, selv om Påske ikke selv nåede at spille rollen, da han ulykkeligvis døde forinden, kun 58 år. I stedet gik rollen til Aksel Erhardtsen.  

“Men det var Erik Paaskes skyld, at jeg fik hovedrollen,” gentager Bende med et lille smil til Preben.

De unge
Tiden går hurtigt i Harris-parrets selskab. Min kaffe bliver kold, jeg når ikke at drikke den, der er for meget at høre. Også om Prebens forkærlighed for unge mennesker.

“Jeg synes, de skal have en chance for at være med til at forme det samfund, de skal selv leve i,” siger han.

Spændende  – også at høre om parrets over 50 udenlandsrejser med dukketeater, der bl.a. bragte dem til Australien og Kina – også med forestillinger af H.C. Andersen.

Man mister pusten, hvor har manden fået energien fra?

“Det er fordi, jeg altid har sørget for at arbejde med noget interessant,” siger han.

Mange priser
Bag ham ligger en udgave af dagens “Politiken”. De følger begge levende med i alt, hvad der foregår omkring dem – og de er hyppige gæster i Svanekegaarden. De elsker simpelt hen at være i huset i Svaneke – og var det ikke for en dejlig bolig i Vedbæk nord for København, så tror jeg de ville flytte permanent til Bornholm.

Nu er de her så meget som muligt – tempoet er selvsagt et noget andet i dag, hvor de begge kan se tilbage på dels et langt ægteskab, tre børn og mange børnebørn – men også et spændende arbejdsliv.

Preben har fået en del priser herfor, bl.a. “Årets Reumert”, Danske Dramatikeres Hæderspris, nej – listen er lang, slå det selv op.

Og han er da også, som nævnt, blevet Ridder af Dannebrog.

“Min søn Gøgler. Sørgeligt.”

Nej! Der tog farmand fejl…

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Seneste artikler

Flere unge fravælger konfirmationen

KONFIRMATION: 65 pct. af de unge på Bornholm lod sig konfirmere i 2025, hvilket placerer kommunen tæt på landsgennemsnittet.   Hvert forår trækker tusindvis af unge danskere i hvide kjoler og mørke jakkesæt. Men stadig færre gør det, og faldet er langtfra jævnt fordelt. På Bornholm blev 235 unge konfirmeret

Læs mere »

Tyverier fra stribevis af biler i Rønne

POLITI: Flere parkerede biler er i løbet af weekenden blevet gennemrodet i Rønne, blandt andet på Dampmøllegade, Rolighedsgade og Sankt Mortens Gade. Der er blevet stjålet forskellige genstande fra bilerne, f.eks. solbriller, værktøj, betalingskort og en BroBizz.

Læs mere »

To solouheld: Unge bilister kom galt afsted

POLITI: Lørdag middag skete et færdselsuheld på Tassevej uden for Hasle. En personbil, ført af en 18-årig mand fra Klemensker, var kommet kørende ad Kirkedalsvej mod Tassevej, hvor føreren var blevet overrasket af vejens forløb. Det førte til, at bilen kørte ud over en skrænt og rullede om på taget.

Læs mere »

Du vil måske også synes om

Flere unge fravælger konfirmationen

KONFIRMATION: 65 pct. af de unge på Bornholm lod sig konfirmere i 2025, hvilket placerer kommunen tæt på landsgennemsnittet.   Hvert forår trækker tusindvis af unge danskere i hvide kjoler og mørke jakkesæt. Men stadig færre gør det, og faldet er langtfra jævnt fordelt. På Bornholm blev 235 unge konfirmeret

Læs mere »

Flot præstation og storsejr på udebane

FODBOLD: Viking-RIK’s kamp mod ØKF i damernes Københavnserie i fodbold blev en triumf for de bornholmske damer, der vandt 0-8!   Damerne fra Viking-RIK’s Københavnsseriehold i fodbold var spændt på kampen mod kollegieklubben ØKF fra Amager, da de to holds tidligere kampe har været tætte. ØKF er et af de

Læs mere »

Go’morgen, Bornholm…

MORGENHILSEN:Mandag 11. maj. Solen står op kl. 05.00 og går ned kl. 20.54. Dagen er tiltaget med otte timer og 46 min. minutter.  Bornholmnyt.dk ønsker vore læsere en rigtig god mandag. Vejret i dag: Mest skyet og perioder med regn eller byger. Temp. op mellem 8 og 13 grader. Svag

Læs mere »