.jpg)
Da rytterne blev sendt afsted til det første Tour de France i 1903, var det bare ud over stepperne på en racercykel med et enkelt eller muligvis to gear.
Dengang blev der kørt rigtigt cykelløb. Hver enkelt rytter kørte sin egen chance, der var ikke nogen løbsradio eller sportschef, der kunne fortælle rytterne undervejs om de skulle køre stærkt eller tage den mere med ro.
Give den fuld gas, der er cykelkommentatorernes favoritudtryk.
Dengang var der ikke nogen store sponsorerinteresser, ingen dødkedelige tv-udbrud, ingen “vandbærere” eller holdkammerater, der kunne hjælpe løbets favoritter.
Det var sjovere og mere spændende dengang.
Tror jeg – for jeg så naturligvis ikke løbet dengang, men begyndte at følge med i slutningen af 60’erne, hvor de store navne var italienske Gimondi og hollandske Jan Janssen, inden den måske største cykelrytter nogensinde, belgiske Eddie Merckx, overtog løbet i 70’erne. Han vandt iøvrigt samtlige tre trøjer, den gule, den grønne og den prikkede i 1969, den rekord blir svær at stikke…
I begyndelsen var tour’en, lyder det til, mere underholdende. Alle kneb gjaldt, for der blev kørt uafbrudt – også om natten – og så måtte man tage sig en lur, når man mente, at tiden var inde til det.
F.eks. blev det afsløret, at nogle ryttere lod sig trække efter en bil om natten, andre tog endda ligefrem toget undervejs, og det gik naturligvis ikke, så efterhånden blev natkørselen opgivet, så man kunne se i fuldt dagslys, hvad der foregik.
Øvrigt var Tour de Franve ikke populært på hele ruten i de første år: Enkelte steder var der lagt søm ud på ruten, andre steder hældte man kløpulver ned i rytternes bukser og der lød også et enkelt revolverskud på en etape – heldigvis en forbi’er.
Rytterne var også de første civilister, der under løbet i 1919 bevægede sig ind på den nok så berygtede vestfront, hvor så mange unge mænd kort forinden var blevet sønderskudt til blods og mistede livet. Millioner af dem…
Løbet blev skudt i gang i 1903 på initiativ af en fransk journalist Henri Desgrange, og det var også journalister, der midt under løbet i 1919 indførte den gule trøje – for bedre at kunne se den førende rytter, når feltet kom farende forbi. Det skete i fuld forståelse med løbets chef, Henri Desgrange, der stadig sad på tronen: Hans avis, L’Auto, blev trykt på gult papir – derfor blev løbets førertrøje gul.
Første rytter i gult var Eugéne Christophe – og der skulle gå mange år, før en dansker kunne trække i den gule trøje, det var Kim Andersen, og det var i 1983. Senere har flere danskere kørt i den gule trøje, bl.a. Jørgen V. Pedersen, Rolf Sørensen, Bo Hamburger, Bjarne Riis og Michael Rasmussen, men de sidste var vist ikke helt rene, som det hedder, hvis man har fået hjælp af doping undervejs.
Men Rolf var ren…(siges det)
Og lige nu er løbets superstjerne den beskedne jyde Jonas Vingegaard – det må siges, når man to gange i streg har vundet løbet, konkurrenten, slovenske Pogacar har fået baghjul begge gange…
Og nu sidder vi, aller en del af os, stadig foran skærmen og ser Tour’en. På – for mahge – etaper er det jo blot en stor turistudsendelse fra Frankrig, hvor man ser en stor gruppe mænd køre på cykel fra en by til en anden. Der sker ikke en dyt.
Så derfor et velment forslag: Gør løbet kortere, gør etaperne mindre, afskaf holdcykelløb, afskar radiokontakt – og lad så hver rytter køre sin chance.
Det gir et mere retfltdigt sig mere spændende løb.
Måske ikke for de kommissærer, der sidder i bilerne og udsteder ordrer. Men for rytterne – og for seerne. Og det er vel os, det handler om?
God weekend
