.jpg)
Det kan ikke undgås, at tankerne glider bagud jo ældre man bliver. Jeg kan ikke huske, hvad jeg foretog mig i forgårs, men husker i detaljer, hvad jeg gjorde for 60 år siden.
Så da Vesterbro TV ringer og spørger, om de må komme hjem til mig og lave en udsendelse om min barndom på Vesterbro og mit journalistiske arbejdsliv, siger jeg, at de er velkommen. Det kunne være sjovt at se, hvor meget jeg kan huske.
Der kommer to mandlige journalister og en ung kvindelig fotograf- og lydmedarbejder. Vi sætter os ud i gårdhaven. Solen skinner og jeg føler mig godt tilpas. Jeg har dagen forinden studeret mit ansigt i spejlet ude på gæstetoilettet. Det spejl er fantastisk. Når jeg kigger, ser jeg et solbrunt ansigt, omkranset af et velplejet gråt skæg. Man har svært ved at tro, at dette er en 80-årig mand, der tilfreds står og beundrer sit udseende.
Nu tilbage til virkeligheden: De timelange optagelser afslører et andet billede. Da jeg på Kanal Hovedstaden finder udsendelsen, ser jeg en kedelig grå mand, der ikke kan klare at blive vist i nærbillede. Jeg har iført mig en forvasket T-shirt, jeg har sandaler på fødderne (dog ikke hvide sokker), og mine korte bukser afslører et par magre ben, der i tykkelse kunne forveksles med to asparges.
Og her sker forvandlingen. Minderne strømmer ind over mig, og jeg glemmer journalisterne og holder mit eget foredrag, mens jeg rejser mig fra stolen og hopper rundt, som om jeg optræder på en teaterscene. Al ros til den unge fotograf, der med held følger mine vandreture uden at seerne mister overblikket.
Jeg husker som en elefant, og det glæder mig efterfølgende. Et sted har jeg set, at folk der læser bøger husker godt, og det holder demens fra døren. Det sker fordi man skal have styr på en historie i de mange timer, det varer at komme igennem bogen. Og jeg læser mange bøger…
Jeg finder min energi og tankevirksomhed foran kameraet, som jeg gjorde i de mere end 30 år, da jeg arbejdede for DR og dk4. Jeg er pludselig tilbage i den verden, jeg kender godt.
Da tv-holdet forlader mig, sidder jeg tilbage i havestolen og føler mig helt tom. Dels har hjernen været under optimalt pres for at kunne huske de 60 år tilbage, dels tænker jeg fortsat på det, jeg ikke fik fortalt. Dagen efter er jeg tilbage i virkeligheden – og glemmer min ældste datters fødselsdag!
Udsendelsen er senere havnet på YouTube og har endda fået en enkelt anmeldelse, hvor teksten lyder: ”Hold da kæft det var godt. Blev helt opslugt af den levende fortælling.”
En gang noterede man seertal, og det gør jeg så også på YouTube – 171 seere blev det til. Det burde give en rynke i panden, men der er ikke plads. Jeg må igen ud på gæstetoilettet og tanke ny selvtillid foran spejlet, mens jeg tænker på, at jeg en gang havde 1.4 millioner seere til mindeudsendelsen om sportsjournalisten Gunnar Nu Hansen.
Skulle du, kære læser, være interesseret i at se, om min egen anmeldelse holder vand, så gå ind på YoTube og skriv: Poul Erik Andersson#118. Første billede er anslaget, og du er selv uden om det, hvis jeg dukker op!
.gif)
