Jeg mener, det var hver mandag, at min far gik til cigarhandleren, der også var en veldrevet kiosk, og købte et lille tegneseriehæfte “Akim – Junglens søn” – til mig.
I sort-hvid streg og med fængende tekst bladrede jeg åndeløst fra side til side og fulgte med i eventyret om denne junglens muntre søn. På samme tid fandtes andre lignende små hæfter som “Wild West” med Kaptajn Micky og hans tro følgesvende Fuzzy og Salasso.
En større, noget dyrere og mere eftertragtet tegneserie var “Illustrerede Klassikere”. Det var store, litterære klassikere udgivet i tegneserieform – og i farver – og de voldte datidens kritikere noget besvær: På den ene side var forkortelser med farvestrålende illustrationer af store mesterværker ikke ligefrem datidens anmelderes kop te – på den anden side måtte de jo indrømme, at de kunne vække de unges interesse for selve hovedværkerne.
Vi samlede på disse klassikere – i skolen, eller hvor vi nu ellers mødtes, blev der byttet, købt og solgt. Jeg kan huske, at Alexandre Dumas “Greven af Monte Cristo” var i særlig høj kurs – af en eller anden grund var den udgave meget sjælden, og man måtte ofte af med ti andre titler i bytte for et enkelt eksemplar af den hævngerrige greve, hvis man da overhovedet kunne få fingre i det.
Dumas forrygende fortælling om sømanden Edmond Dantès, der falder i et ondskabsfuldt komplot udtænkt af tre rivaler. Han mister sin højt elskede Mercedes og kastes i et fangehul i 15 år. Hans far dør af sorg, inden sønnen på mirakuløs vis flygter fra fængslet og kommer i besiddelse af en helt enorm skat. Han vender hjem til Paris som en stenrig og mystisk greve. Hævnens time er inde…
Historien udkom i 1844. Over 100 år forinden havde vor egen Ludvig Holberg skrevet komedien “Erasmus Montanus” om den hovne student, der vender hjem til sin landsby og sit bondske ophav. Efter at have studeret i København optræder han nu arrogant og nedladende overfor sin familie.
Jeg følte mig som en del af den bondske familie, da jeg i juledagene læste en anmeldelse af Bille August nye tv-serie om netop “Greven af Monte Cristo”.
I Berlingske Tidende læser man følgende overskrift i en anmeldelse:
“Bille Augusts ramasjangserie er lidt af en sovepille.”
Ramasjangeserie? Sovepille?
Anmeldelsen er skrevet af en medarbejder, der tillige ernærer sig som en slags klakør, når de kongelige er på skærmen. Det er muligt, han ved noget om de kongelige – men tv-serier har han ikke forstand på. Og hans “anmeldelse” bekræfter min teori om, at læsning af anmeldelser er den værste form for tidsrøveri, man kan udsætte sig selv for.
Han kritiserer bl.a. at serien indeholder for pæne billeder – og at han savner noget nyt.
Nyt?? Dumas??
Jeg kan kun råde Dem til een ting: Skynd Dem at sætte Dem tilrette foran fjernsynet – serien vises i disse dage på DR – med en god kop te eller kaffe, vin, hindbærbrus, Rød Ålborg eller hvidtøl, ligemeget: Mesterinstruktøren Bille August har begået en fremragende tv-serie, smækfyldt med underholdning. Bille August, der også instruerede og skrev dele af manuskriptet til “Pelle Erobreren” – en af de få danske film, der er blevet tildelt en Oscar.
Og glem så Berlingskes vrøvlerier.
Nyt???
God weekend…
