ENERGIPARK? Bornholms Landbrug & Fødevarer ønsker, at planlægning af energiparken på Bornholm sker med omtanke for landbrugets fremtidige muligheder.

Bornholms Landbrug & Fødevarer er bekymrede for, hvilke konsekvenser energiparken kan få for det bornholmske landbrug, især hvad angår husdyrbrug og landbrugsarealer.
“Sådan som projektet er beskrevet i den nuværende planlægning, vil placeringen af energiparken beslaglægge betydelige landbrugsarealer og dermed true både produktion, arbejdspladser og erhvervets fremtid på øen,” lyder det fra formanden for Bornholms Landbrug & Fødevarer, Lennart Westh:
“En energipark i den foreslåede størrelse og placering vil kunne få alvorlige konsekvenser, idet landbrugsarealer risikerer at blive taget ud af drift, og flere husdyrbrug kan blive placeret i eller tæt på områder, der omklassificeres til byzone,” siger han og fortsætter:
Stramme regler
“Det kan betyde at husdyrbrug, der havner i byzone, vil ikke kunne ændre eller udvide produktionen, fordi miljølovgivningen sætter stramme regler i sådanne områder. For husdyrbrug, der ligger i udkanten af det planlagte område, vil det blive meget vanskeligt – i nogle tilfælde umuligt – at udvikle produktionen eller foretage tilpasninger. Og følgeerhvervene til det primære landbrug – herunder mejeri og slagteri – kan blive truet på deres eksistens.”
Store forandringer
Lennart Westh fortæller, at Bornholms landbrug i forvejen står over for store forandringer. At lægge en energipark oveni, der griber direkte ind i landbrugets produktionsmuligheder, vil i praksis kunne lægge dele af erhvervet ned:
“Landbruget bakker op om den grønne omstilling, men den skal ske med respekt for de erhverv, der allerede bruger og forvalter jorden. Vi opfordrer til, at kommunen virkelig overvejer placering og omfang af energiparken, og at landbrugets udviklingsmuligheder indgår som en central del af planlægningen,” siger formanden for det bornholmske landbrug.










