En uventet oplevelse i biografen…

Det har været interessant at følge folk, der led meget under Corona-krisen. De led, fordi de ikke kunne gå på restaurant eller komme i biografen. En halvkedelig fyr som mig, havde svært ved at forstå denne skuffelse. Jeg er ikke typen, der som sådan går på restaurant, og de sidste mange år har jeg kun set to film i den lokale biograf.

Men jeg fik en uventet oplevelse, da jeg gik ind for at se filmen om Danmarks mest berømte travhest Tarok – Dannebrog på fire ben! Som DRs travsports kommentator i slutningen af 70’erne havde jeg en faglig grund for at se filmen. Det var et glædeligt gensyn. Filmen var tro mod emnet, men pludselig fik jeg et chok: Hvem tonede frem på skærmen med langt sort hår, solbriller og jakke med brede opslag – en mand der var klippet ud af Rote Armee Fraktion, en venstre-ekstremistisk tysk terrororganisation.

Nå ja, det var altså mig. Reger Grasten Film havde hos Danmarks Radio købt optagelserne fra ”En dag på Lunden” med Tarok i favoritrollen. Jeg var i filmen præcis det, jeg var i virkeligheden, en interviewende journalist. Man sparede at shine en skuespiller op, for her havde man den ægte vare, og jeg var noget chokeret over min fremtoning: Så jeg virkelig sådan ud, da jeg var 40 år?

Biografbilletten kostede 90 kroner, og jeg må sige, at jeg fik noget for pengene: Tarok i fuldt firspring og mig med mikrofon blandt publikum. I filmen dukkede jeg op hist og pist. Desværre havde jeg ikke mit navn med i afmeldingen, men til orientering for Kirsten Lehfeldt og Bjarne Henriksen spillede de altså sammen med mig.

Så var det en mere normalt aften, den næste gang,  jeg var i biografen. Dog med den undtagelse at den uventede underholdning fandt sted – ikke på lærredet – men i salen.

Vi var temmelig mange i sal 2. Jeg blev placeret ved siden af en ung mand, der havde udstyret sig med popcorn i et papbæger på størrelse med en altankasse. Mekanisk førte han hånden op til munden, og det knasede larmende, når han tyggede igennem. Det var som at være i nærheden af et stenbrud i arbejde. Langt inde i filmen kunne jeg se, at hans hånd dykkede dybere og dybere ned i bægeret.

På min anden side sad en mand, der havde etableret sig med et sodavandsbatteri, der elegant var placeret på konens gravide mave! Jeg kunne høre, når han gurglede en halv liter ned i svælget. Konen havde dog førsteretten til en pose Haribo Mix.

Således fik vi gnasket os igennem en film, der handlede om menneskets lyst til at flyve ud i rummet. Nogen af dem kom først tilbage 20-30 år senere, og det skulle ikke undre mig, om de ved hjemkomsten mødte den berømte danske slikgnasker, der har ødelagt mangen en biografoplevelse.

Så hellere et hyggeligt møde med Tarok, der døde med en tarmsygdom for 40 år siden.