Mine trappetrin til den nedre del af haven er groet til, og mens jeg klipper og fejer lyder pludselig en stemme: ”Hvor står din skraldebøtte?” Jeg kigger op, og ser en kvinde iført gult arbejdstøj.
Hun kommer fra Vestforbrændingen og skal skifte låget ud på en af mine utallige skraldespande. Jeg viser hende om bag huset, og hun knalder det nye låg på i et hug og siger: ”Så er den ordnet.” Jeg er imponeret af damen, da jeg altid har opfattet skraldemænd som – ja, mænd!
Hun fortæller, at hun bor i Farum, og jeg kan straks supplere, at den kommune kender jeg godt. Dels boede mine svigerforældre i Farum, dels havde min datter en forretning i hovedgaden – og endelig var jeg i knap to år pressechef for kommunens legendariske borgmester Peter Brixtofte.
Jeg fortæller, at jeg har besluttet, at jeg skal ligge på Farums Ny Kirkegård, når jeg forlader denne verden. ”Det skal jeg også,” siger hun og tilføjer: ”Jeg skal i de ukendtes grav nede mellem birketræerne. Det er en god plads.”
Og så er det min tur: ”Jeg skal også i de ukendtes grav,” men der er system i nedsættelsen af urnen, idet jeg allerede i dag ved, at jeg skal ligge i 17. række nr. 35. Her er i forvejen mine svigerforældre samt min kone, der døde i 2012. Den sidste plads snupper jeg. Men det er også mig, der betaler for opholdet.
Jeg siger til damen fra Vestforbrændingen, at det kan være, at vi ses på ”den anden side,” når vi nu skal ligge på den samme kirkegård. Jeg tilføjer: ”Så ung som du er, går der nogen tid.” Jeg bliver mødt af et latterbrøl: ”Jeg er 54, så vi ses nok tidligere, end du havde regnet med.”
Den friske dame får lige et par anekdoter om borgmesteren, der til sin bisættelse havde flere end 600 fremmødte i kirken og det nærliggende forsamlingshus med indlagte højttalere. Brixtofte elskede fodbold og anlagde et Superliga-stadion midt i et villakvarter. Med lyset fra fire 40 meter høje master, blev områdets beboere nærmest blændet, når de om aftenen sad og spiste sovs og kartofler. Rygtet sagde, at folk i Nordsjælland ikke behøvede at tænde lyset, når de om aftenen skulle læse Frederiksborg Amts Avis. Lyset klarede masterne i Farum!
Efter at forbrændingsdamen havde vist mig, hvordan jeg lukkede og åbnede låget, sagde hun farvel. Jeg kom i tanke om, at det med døden ikke er aktuelt for folk, der er på Facebook. Her bliver man holdt i live efter døden, hvilket konstateres når man en gang om året får markeret sin fødselsdag. Vennerne opfordres til at skrive en hilsen.
Det er stærke sager. Jeg har selv været den ene af seks mand, der bar en klassekammerat til rustvognen. Men hvert år den 3. april dukker han op på Facebook, hvor det fremgår, at han i dag har fødselsdag. Det oplyses dog ikke, om han holder den oppe eller nede…
Og den allersidste hilsen fra min gamle klassekammerat fik jeg i lørdags på Halloween-aften, hvor han med billede skriver til mig på Facebook: ”Hello, how are you doing?”
Hvad jeg bestiller? – jeg bruger tiden til at undre mig over, hvor lidt styr Facebook har på liv og død, når der pludselig kommer lyd fra en afdød ven. Men typisk for ham at skrive på engelsk – det var nemlig hans bedste fag i skolen!
Mens jeg sidder ved computeren og læser meddelelsen, hører jeg, at det pusler i soveværelset. Da jeg åbner døren, er der stille i værelset. Jeg tænder lyset og får øje på en sort sommerfugl på væggen. Den sætter kurs mod min seng og flyver i cirkler over dynen. I badeværelset henter jeg et glas og fanger sommerfuglen. Jeg åbner vinduet og kyler den ud i nattemørket. Jeg kan jeg høre naboernes plastikskeletter rasle i hæk og hegn, og imellem træerne flakker lyset fra opstillede græskarhoveder.
”Slik eller ballade?” råber jeg ud i mørket og knalder vinduet i. Den satans Halloween – jeg vil have min fastelavn tilbage.