Publikum var med i showet, da “Specialklassen” besøgte Musikhuzet igen – efter den store succes i 2021

Af Torben Severinsen
Lørdag aften besøgte “Specialklassen” igen Musikhuzet – efter succesen i 2021. Den musikalske comedy-trio bestående af Rasmus Søndergaard, Kasper Le Fevre og Kasper Gattrup, der er kendt som “Specialklassen”, er på landsdækkende turné med deres nye comedyshow “Intet Aftalt”.
Publikum vidste intet om, hvad der ventede dem – og ikke to shows er ens. Men på elegant og legende vis inddrog Specialklassen publikum i showet.
Bornholmske ord
Ud fra stikord og forslag fra salen leverede gruppen et nyt og unikt comedyshow, som er samtidsaktuelt og en klasse for sig selv. Blandt de ord, det bornholmske publikum udfordrede Specialklassen med, var: Râzâpas, (vildbasse, hvis enkelte ikke skulle vide det), damesauna, Hammershus, rokkesten, slægtsforskning, folkemøde, losseplads, og selvfølgelig: Krølle Bølle. Men de kan deres kram, og på charmerende vis modtog de alle ordene – og så tilføjer de genren en ekstra dimension ved at kunne synge rigtigt godt.
Efter en fantastisk aften, der sluttede med engang simultantolkning, hvor mange grinede kæberne af led, kunne publikum forlade Musikhuzet og undre sig over Specialklassens fantastiske evne til at improvisere sig gennem hvad som helst: Overbevisende, hurtigtænkende, og hylende morsomt.








