En morgenfrisk start på dagen

En håndfuld morgenfriske mennesker mødes hver morgen året rundt i et læskur på Næs Strand ved Allinge. Og så går turen ellers i bølgerne til en rask morgendukkert, og i morges var Bornholmnyt.dk med…

Fra venstre pensioneret læge Gerd Lyng, pensionatværtinde Tine Fangel og Lone, der var med som gæst. (Fotos: Finn Edvard)

 

Det er meget tidligt på dagen, det er gråvejr – og det regner såmænd også. På Strandvejen i Allinge hilser vi på Otto, der er nået frem til den del af sin morgentur, hvor han skal med bussen og en tur til Tejn.

De første løbere er allerede trukket i løbeskoene – og hundelufterne er også kommet ud af fjerene.

Vi fortsætter køreturen forbi Nordbornholms Røgeri og når frem til en lidt forblæst Næs Strand lidt udenfor Allinge. Et populært sted, ikke bare om sommeren, hvor især lokalkendte kan lide at solbade og svømme her, men også i de kolde vintermåneder. Og også denne kølige majmorgen, hvor en skolelærer fra Taasinge også har opdaget det lille sted og taget sig en svømmetur, før eleverne på hendes lejrskole vågner op. Hun hedder Lone og fortæller, at hun bare er gæstebader her, men at hun også er vinterbader hjemme på Taasinge.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Thomas Rasmussen på morgenens svømmetur.

 

Nu kommer også pensioneret læge Gerd Lyng og pensionatværtinden fra Tines Gjestehuz, Tine Fangel, til. Og efter en hurtig omklædning i læskuret forsvinder de begge i havet til en morgenfrisk dukkert.

Havde det ikke været fordi jeg var på arbejde, havde jeg naturligvis gjort damerne selskab i det fem grader kolde vand, nu må jeg i stedet koncentrere mig om at skrive notater og tage billeder. Ærgerligt nok…

Det var Gerd Lyng, der tilbage i 2017 tog initiativet til at skaffe midler, så læskuret kunne blive opført. Det lykkedes, og året efter kunne vinter- og sommerbadere bruge skuret til omklædning.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Morgenhygge i læskuret ved Næs Strand.

 

Gerd Lyng er oprindelig fra Emdrup ved København, men kom til Bornholm helt tilbage i 1974 og begyndte at praktisere som læge på øen, hvilket hun gjorde i en længere årrække.

Og hun fortæller med sin faglige baggrund, at morgenbadningen i det kolde vand stimulerer immunforsvaret, hvilket jo har været rigtig godt i Corona-tiden.

Der er godt otte mennesker, der året rundt mødes ved syv-tiden om morgen for at tage sig en dukkert. Om sommeren stiger antallet af morgenbadere til godt 15 stk.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Johnny og Thomas – faste morgenbadere året rundt…

 

“Og mens der har været så meget, der har været lukket ned, så har det været dejligt med det lille morgenmøde med de andre hernede”, fortæller Gerd Jung.

Nu dukker der også et par herrer op, det er Thomas Rasmussen, der er en af de arbejdsramt i badegruppen, han er ved Beredskabsstyrelsen, og det er Johnny Kelberg.

Svømmetur til klipperne

Thomas er sej, han tager ligefrem en rigtig svømmetur ud til klipperne, inden han, kropsrød af det kolde vand, dukker op i skuret på ny.

Han fortæller, at det er en dårlig start på dagen, hvis han ikke får sin kolde morgendukkert.

Også Johnny Kelberg er en af de trofaste morgenbadere, der også sætter pris på at fejre de fødselsdage, der måtte være blandt de, der møder op, og som bliver fejret med en forfriskning. Ligesom den første mandag – i ugen – bliver fejret med en lille en til næsen.

“Vi fejrer meget”, siger Tine Fangel med et sigende blik.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Der er ikke tale om nogen egentlig badeklub. Man kommer bare, hilser og får en snak – og tager en tur i havet.

“Vi kunne jo godt kalde os “Gråsælerne”, men det gør vi ikke af hensyn til de lidt yngre i gruppen”, forklarer Gerd Lyng, inden hun begynder omklædningen og fortsætter dagens gøremål.

Godmorgen og god dag!

 

 

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?