LITTERATUR: Søndag 24. september kl. 15.30 tager Svanekegaarden hul på efterårets forfatterarrangementer i serien “Mød en forfatter.”

Svanekegaarden lægger ud med journalist og forfatter Adrian Hughes. Han har tidligere gæstet Svanekegaarden og Bornholms Litteraturfestival – hver gang med stor succes, og nu vender han tilbage som forfatter med “Mors dreng: Erindringer om familien Dreyers magt og millioner”, der følger op på historien fra den meget populære podcast “Mors afskedsbrev”, der i sommeren 2021 blev hørt af flere end 350.000 lyttere.
I bogen har det været muligt at lægge flere lag på historien med billeder fra familiens albums og med nye kilder.
Millionærbarn
Adrian Hughes’ morfar, byggematadoren Thorvald Dreyer, er Frederiksbergs svar på Citizen Kane. Adrians mor voksede op som millionærbarn, men endte sit liv ensom, bitter og alkoholiseret og svinede sine egne børn til i sit afskedsbrev. For at forstå sin mor går Adrian Hughes på jagt i morfarens liv og finder forfalskede graviditeter, hemmelige adoptioner og mystiske dødsfald i glamourøse omgivelser. Det er historien om intriger, følelsesmæssig kulde, voldsomt had og kampen om en formue, der endte i en fond.
Job i DR
Adrian Hughes er årgang 1962, fjerde søn ud af fem af en walisisk far og en dansk mor. Da Adrian var tre år gammel flyttede familien til Danmark. Adrian blev uddannet journalist fra journalisthøjskolen i Aarhus i 1987.
I to år var han på ungdomsprogrammet P4 i P1, og kom derfra til TV 2 Lorry ved kanalens start i 1989. Han vendte tilbage til DR i 1996, hvor han var med i hold af værter, som skød DR 2 i luften.
Kunst og kultur
Siden har han arbejdet på DR 2, DR K og P1 som reporter, tilrettelægger og vært. Især har han fokuseret på kunst, kultur, historie og sprog i en lang række programmer: Smagsdommerne, Historiequizzen, Kunstquiz, KulturRådet, Kulturjournalen og Kulturfredag, Alle Tiders Historie, og senest P1’s Klog på Sprog.
(Artiklen fortsættes under billedet)

I 2004 modtog Adrian Hughes DR’s Sprogpris “For sikker, original og engageret sproghandling, som fastholder seerne i hans udsendelser”.
De næste forfattere
De to næste forfattere kommer søndag 29. oktober kl. 15.30: Benjamin Koppel og søndag 19. november kl. 15.30: Katrine Marie Guldager.
To af forfatterne til 2024 er allerede på plads: Tom Buk-Swienty og Leif Davidsen og de sidste 4 er på vej, men Svanekegaarden modtager gerne forslag, hvis der er nogen der sidder inde med et ønske eller en god ide.



