.jpg)
Vi har alle prøvet det! Søndagens klumme rammer derfor ind i et hvert menneskets liv.
Vi begynder egentlig livet med een lang ventetid. Vi ligger lunt i mors livmoder, og vi venter – på at blive født. Ventetiden gælder nemlig ikke ”blot” den vordende mor og den far, som står lidt mere i baggrunden, men som netop også lider, fordi han ikke kan gøre så meget andet end at støtte sin kone.
Vore mødre gennemgik en graviditet på ni måneder – en lang ventetid. Ventetiden var nyttig både for barnet og for forældrene. Barnet blev udviklet og voksede sig klar til en tilværelse udenfor mors beskyttende krop. Forældrene forberedte sig på det store at tage vare på en lille skabning, hvis fremtid og liv de ikke anede noget som helst om.
Unge ventede forleden med spænding på at vide, hvilken uddannelse de er kommet ind på. Meget afhang af svaret. I ventetiden har de alle tænkt: ”Hvordan vil min fremtid mon forme sig? Spørgsmålet er, hvordan forbereder vi os på de svar, der følger en ventetid?
Lige nu hvor jeg skriver, er der på TV et indslag, hvor en søn taler om ”ventesorg”. Hans mor har demens, og hun er ikke mere, som hun plejede at være. Hun sygner hen, og nu venter sønnen i sorg. Egentlig har han taget afsked med hende. På en måde er hun allerede død, siger han.
På Facebook læste jeg om en pårørende til en dement mor, som sagde med kærlighed i stemmen: ”Min mor kan ikke huske, at jeg er hendes datter, men jeg husker rigtig meget, at hun er min mor!” Og så fortsatte hun med at overøse sin demente mor med en uendelig kærlighed.
Forfatteren Poul Hoffman skriver, at verden er som en stor ventesal. På en måde er der noget rigtigt i det, men lige tanken om en ventesal bringer mig alt for mange tanker om svære ventetider, før jeg kommer ind til en læge, og sådan opfatter jeg ikke livet.
Mens jeg lever her, så har jeg brug for at leve i nuet og ikke i tankerne om noget negativt, men jeg kan selvfølgelig også opfatte sammenligningen med ”livet som en stor ventesal” som en stor venten på, at alting nok skal ende godt, og som kristen ved jeg, at det gør det, for jeg er elsket, som jeg er.
Ventetid kan heldigvis opfattes både positivt og negativt, og hvis vi i vore tanker kan vende ventetiden til noget positivt, så bliver livet lidt lettere.
Vi har gavn af pauser, hvor der er plads til eftertanke og fordybelse, og vi kan beslutte at forvandle måske svære ventetider til stunder, hvor vi spørger Gud: ”Hvad vil du, jeg skal få ud af denne tid, hvor jeg venter?” Hvis mine tanker kan dreje sig i en positiv og forventningsfuld retning, så kan selv en ventetid blive en nyttig tid, hvor jeg lærer noget om mig selv, og hvor jeg kommer den Gud, som elsker mig, nærmere. Jeg ved jo, at han ønsker mig alt det bedste, og hvis der kommer til at ske svære ting i mit liv, så ved jeg, at jeg ikke skal gå alene igennem hverken problemer, sygdom, kriser eller død! Gud forbereder mig også på et for mig at se negativt svar.
Jesus har jo selv sagt: ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!”
Og én ting ved jeg, og det er min overbevisning: Det er ikke Gud, som sender forfærdelige tider ind i mit liv!
For få dage siden troede jeg, at jeg igen var blevet ramt af kræft, og det gav mig tanken om at skrive denne klumme om ventetider. Nu – via ”Min Sundhedsplatform” – ser jeg, at jeg ikke har kræft eller forstadier til kræft, og naturligvis blev jeg lettet og glad.
Det betyder måske ikke, at jeg til stadighed går fri, og ventetider er og bliver en kilde til ængstelse og bekymringer, men jeg har besluttet at holde fast i, at ventetider kan udvikle sig til væksttider, som kan blive en stor velsignelse i et hvert menneskets liv, hvis jeg overgiver min nutid, fremtid og fortid til den Gud, som er kærlighed.
Det var mere alvorlige emner mht ventetid.
Nu til hverdagslivet: Du sidder fast i en kø på vejen til arbejde. Er du i bil, sidder du næsten og river i rattet og kan hænde, du kommer med nogle ikke så pæne udråb, som ingen andre end dig selv hører – med mindre du har vinduer åbne.
Hvordan kan den situation vendes til det bedste for dig og dit blodtryk?
Det er nemt nok – hvert fald ind imellem – for os pensionister. Vi har jo tid, siger man. Det er værre for den, som er ventet til et bestemt tidspunkt.
Du kan tænke: ”Er det noget, jeg kan ændre på?” ”Kan jeg gøre noget?” Hvis svaret er nej, så er det en god løsning bare at læne sig tilbage i sædet og slappe af. Måske kan du bruge tiden som en frugtbar pause, hvor du tænker over planer, du evt måtte have; tænke på, hvor dejlig en familie du har; se dig omkring og lægge mærke til, hvor skøn naturen er – lige, hvor du kører med 10 km i timen.
Endnu et godt forslag: Du kan begynde at bede for de mennesker, som evt. er i et trafik uheld foran dig, og som har forårsaget køen; bede for ambulancefolkene, læger og andre, som lige er i gang med at hjælpe og redde måske et menneske. Du kan bruge tiden på bøn for de mennesker i bilerne omkring dig. Velsigne dem! Bede Gud om hjælp for dem og for dig selv, og at du må kunne forholde dig med tålmodighed og forståelse for situationen, du er havnet i.
Jeg bruger det ofte, når jeg holder for rødt lys eller foran en fodgængerovergang. Når jeg gør det, slipper jeg for irritation og indestængt vrede og bruger tiden til noget fornuftigt.
Nogle af os har lettere ved at være tålmodige end andre. Nogen af os har lært det i løbet af et langt liv. Da jeg arbejdede i Nigeria i Afrika, var der rig lejlighed til at øve sig i det at tage det roligt i ventetider. Det grelleste eksempel var, da der var mangel på bensin i Nordnigeria.
Vi var en flok, som holdt i kø ved en bensintank, hvor vi håbede, der snart ville komme en ny forsyning. Køen var alen lang. Så vidt jeg husker, holdt vi i kø fra tirsdag til lørdag. Vi havde det hyggeligt, passede hinandens biler, hentede mad til hinanden, lyttede til prædikener og taler på vores kasettebåndoptager, fik snakket godt med hinanden. Endelig kom der bensin, og vi fik fyldt på de tomme tanke. Jeg må være ærlig: Jeg var kun med fra tirsdag til torsdag, så var der nogen, der forbarmede sig over mig, da jeg skulle medvirke på en lejr for unge. Jeg kender stadig de fleste af dem, der var i køen, og som var der hele tiden. De er tålmodige venner, som overgår mig i stor grad, men jeg fik jo også lov til at slippe før tid!
Bøn: Giv mig tålmodighed!
Og så dur det ikke – nærmest at hvæse – giv mig det nu!!
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
