En bænk i Østermarie…

Forleden kørte jeg den skønneste køretur tværs over Bornholm – og i den smukkeste udgave af Indian Summer, man kan forestille sig.

Beklageligvis var jeg på vej til færgen til Ystad – ikke fordi, der er noget galt med Ystad, men fordi man har det sådan med Bornholm, at når man er der, så kan man altid bruge et par dage mere.

Der er så meget at studere på Bornholm – bortset fra alt det historiske med Hammershus, de mange museer og den slags.

Jeg har i lang tid ønsket mig at sidde på en bænk i Østermarie og se lidt efter, hvad der sådan foregår, lige så stille – og gerne med en pibe i munden.

Det er endnu ikke blevet til noget, og det med piben kan jeg godt glemme, eftersom jeg er holdt op med at ryge.

Det kunne ellers være hyggeligt.

Men altså, turen gik mod Ystad, fordi forskellige gøremål ventede ovre på Sjælland.

Mens jeg kørte stille og roligt og med naturen som eneste selskab på Bornholm, så tog trafikken til med stigende styrke hen over Sverige, mens den steg til orkanstyrke, straks jeg kom over Øresundsbroen og til Amager.

Jeg så flere biler på Amager Strandvej end jeg havde set på hele turen tværs over Bornholm, og det blev naturligvis endnu værre, da jeg nærmede mig Københavns centrum, hvor det gik helt agurk i Torvegade og ind over Kgs. Nytorv.

Også på Østerbro er den helt gal  med trafikken, og det gør det jo ikke bedre, at hele byen er en stor byggeplads med vejarbejder stort set alle vegne.

Efter sådan en køretur fra Amager til Østerbro, så er det jeg længes efter bænken i Østermarie, hvor der bare kommer en bil eller bus forbi sådan – en gang i mellem.

Og det bliver naturligvis ikke ved med at gå med alle de biler i København. Vi kan jo ganske enkelt ikke være på vejene – det er i øvrigt samme problem med cyklerne – flere steder er der nu ikke plads til dem på cykelstierne…

De mange mennesker, der i de senere år er strømmet til vores hovedstad kræver jo varme, vand, el og meget mere – heraf grunden til, at landets hovedstad er en stor opgravning.

Mange steder spørger man: Bliver der overhovedet arbejdet her? Afspærringerne er der, men hvor er de folk, der skal arbejde?

Der skal nok være en eller anden forklaring på dette mysterium. Hvis det overhovedet lykkedes at få kontakt til en medarbejder fra kommunen, så kommer der altid en forklaring om “uventede problemer, der har medført forsinkelser”.

Dem er der mange af – de uventede problemer.

Det eri øvrigt ikke bare kommunen, der har dem, vi andre kender også til dem….

Men så er det jo godt, at man kan finde en bænk i Østermarie og tænke lidt over sagerne. Problemer er til for at løses, og det er der mere ro til i Østermarie end på Østerbrogade.

God weekend…

 

Seneste artikler

Fik du læst?