.jpg)
Denne søndag er der en glædelig stor kirkegang i de danske kirker. Kirkerne er fyldte med en meget speciel atmosfære af sorg, stilhed og alle de savn, som vi alle har, når vi har mistet en, vi holdt af.
Det er blevet almindeligt, at navnene på dem, der er døde i det år, der er gået, bliver læst op, og mange steder tændes der et lys for hver, der nævnes.
Som præst er det derfor en ganske særlig søndag, og det at holde en vedkommende prædiken, som kan bringe trøst og hjælp, er usigelig vigtig lige netop i den situation.
Oftest er det juleaften, hvor der er flest i kirke, men Allehelgens søndag slår mange steder juleaften. Det er to forskellige gudstjenester – den ene fyldt med forventning og glæde, den anden med helt andre følelser. Begge er smukke gudstjenester, som jeg altid har holdt rigtig meget af.
Vigtigt er det vel, at begge gudstjenester indeholder de forskellige følelser, som vort menneskeliv nu engang indeholder. Juleaften – glæde, men også alvor, for det lille barn i krybben endte jo med at blive korsfæstet, dø og opstå, og Allehelgen højtideligholder vi jo, fordi vi engang skal dø, og vi tænker på de kære, vi sagde farvel til, og vi fejrer, at der er et liv efter døden, og jeg tror også, at der vil være et gensyn.
Mange af os har personlige oplevelser med døden og med det at tage afsked. Trist er det, hvis der slet ikke er noget at sørge over, når døden er indtruffet. Ofte kan der være uopgjorte uoverensstemmelser, og vi, der stadig har hinanden, må se at få det godt med slægtninge, som vi måske ikke har set længe. Livet er for kort til at være uvenner.
Jeg var så heldig, eller rettere velsignet, at jeg var til stede, da mine forældre lukkede deres øjne. Jeg har fortalt følgende til mange konfirmander, for jeg glemmer aldrig min fars sidste stund. Han havde ligget med åben mund, lukkede øjne og en meget støjende vejrtrækning i flere dage. Vi, der stod ham nær, var samlet omkring hans seng, og vi skiftedes at sidde ved siden af ham og holde ham i hånd.
Vi sad og småsnakkede lavt, for når man sidder så længe, så er det tid at mindes alt det, som forbandt os, og det var meget.
Pludselig siger en af dem, som sad ved fars side:” Se, far ser på os!” Det støjende åndedræt var stoppet, og far havde åbnet sine øjne, og der var helt stille i hospitalsstuen, men far så ikke på os!
Han så højere op og med store forbavsede øjne, så han noget, som vi ikke så. Var der et smil i de øjne? Hvad var det, han oplevede?
Jeg tror, han så nogen, som hentede ham, for i næste øjeblik faldt hans øjne i, og han trak vejret for sidste gang!
Det var usigelig smukt! Noget, jeg aldrig glemmer! Stort og stærkt! Et glimt ind i evigheden. Et liv efter døden.
Opfordring: Tro, frygt ikke! Jesus baner vejen for os, og vi går ikke alene! Læg trygt dit liv i Guds kærlige hænder!
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Fhv. sognepræst
.gif)
