En ægte sportsmand fylder 50 år

Fredag 12. november fylder indehaver af Intersport i Rønne, Sten Møller, 50 år. Det er vist ikke for meget at sige, at han kender det halve af Bornholm – og at mere end halvdelen kender ham…

Sten Møller viser her lidt af det fine padel-udstyr som findes i Intersport. Padel er blevet Stens nye favorit.  (Foto: Torben Ager)

 

Det er et meget kendt bornholmer, der fredag 12. november fylder 50 år. Butiksindehaver og håndboldmanden Sten Møller er født og vokset op på øen. Han er fra Nylars, gik i skole her, aftjente værnepligt på Bornholm, stod i lære på Bornholm – og blev butiksindehaver på Bornholm.

Der var lige en afstikker til Idrætshøjskolen i Aarhus, inden han vendte hjem og kom i købmandslære i Kvickly, dengang butikken lå på Store Torv i Rønne.

Fra Kvickly i Rønne gik turen til den nok så kendte “Nalle” alias Ronald Hansen i Aakirkeby, hvor Sten blev medarbejder i tøj- og sportsforretningen.

Ny sportsgren

Ved siden af sit arbejde var Sten meget optaget af håndbold, spillede også med på det stærke Aakirkeby-mandskab, der spillede i 3. division. Senere fortsatte han som træner, og det var faktisk først, da Covid-19 satte ind forrige år, at han stoppede sin mangeårige virke som håndboldtræner.

Nu er håndbolden gledet ud til fordel for den forholdsvis nye sport padel, som Sten hygger sig gevaldigt med i det nye padelcenter i Rønne.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Sten Møller – runder snart 50 år. (Foto: Torben Ager)

 

Han er nu selvstændig indehaver af Intersport, hans købte sig til at begynde med ind som medejer af Ronald Hansens forretning i Rønne, men er nu ene skipper på broen efter “Nalle” er gået på pension.

Fødselsdags-tilbud

Privat bor fødselaren nu i Rønne sammen med sin kæreste, og de har tilsammen fem børn.Og de –  samt andre familiemedlemmer –  vil fejre Sten ved en hyggelig familiefødselsdag.

Her vil Sten sikkert få nogle gode gaver, men han har såmænd også gaver til bornholmerne:

“Ja, det har jeg, for torsdag 11. november, fredag 12. og lørdag 13. har jeg et supergodt fødselsdagssalg i forretningen i Snellemark. Det må du godt hilse og sige”, siger Sten.

Ja, man er vel gammel købmand…