Elever på Rønne Privatskole designer fodermaskine til kæledyr  

4. klasse på Rønne Privatskole afprøver ingeniørens arbejdsmetoder, når der i november er national Engineering Day på skoler over hele Danmark. Udfordringen lyder på at udtænke en smart fodermaskine til deres kæledyr, så det også kan få mad, når det er alene hjemme.

Skoleeleverne skal lære at fremstille en automatisk fodermaskine.

 

Hvordan sikrer man, at lille Fido får lige præcis den rigtige mængde foder på det rette tidspunkt, når han er alene hjemme? Dette hovedbrud bliver 23 elever i 4. klasse på Rønne Privatskole nu stillet over for. Med kreativitet og snilde, pap, tape og træpinde skal eleverne designe og bygge en prototype på en automatisk fodermaskine, så kæledyret får én portion foder ad gangen.

Udfordringen skal løses fredag 12. november, når eleverne sammen med godt 30.000 andre skoleelever i Danmark deltager i Engineering Day, som hvert år afvikles i uge 45.

Engineering Day giver eleverne de allerførste smagsprøver på, hvad ingeniørfaget kan. For at bygge en smart fodermaskine til hunden, katten eller hamsteren, er man – ganske som ingeniøren – nødt til at forberede sig gennem forskellige processer:

Eleverne skal undersøge, hvad, hvor meget og hvor ofte, dyret spiser. De skal idéudvikle, skaffe sig viden om mulighederne, konstruere, teste og forbedre. Inkluderet i opgaven er ved hjælp af kobbertape, batteri og elmotor at konstruere et elektrisk kredsløb, der kan tændes og slukkes. Måske kan det bruges i foderautomaten.

 Arbejder som ingeniører

Ved at omsætte viden og idéer til praktisk løsning stifter eleverne reelt bekendtskab med ingeniørens arbejdsmetode, også kaldet engineering. De bliver stillet over for at løse en reel problemstilling fra hverdagen, og de bruger matematik og naturvidenskab som kreative værktøjer for at få deres prototyper til at fungere.

(Artiklen fortsættes under billedet)

For femte år i træk holdes Engineering Day på danske skoler

 

Erfaringerne viser, at engineering som undervisningsmetode både motiverer og engagerer eleverne, siger Ghita Wolf Andreasen, direktør i Engineer the Future, der arrangerer Engineering Day:

”Det er en anderledes måde at arbejde på for eleverne. De oplever, at de ikke bare reproducerer en færdig løsning, men gennemløber en hel proces fra idé til færdig prototype. Og det er vel at mærke en designproces, hvor de udvikler på deres egne idéer og, hvor de bruger naturfaglig viden til at finde konkrete løsninger på udfordringerne. Det gør naturfagene relevante og vedkommende for dem.”

Begejstring for naturfag

Formålet med Engineering Day er netop at skabe begejstring for naturvidenskab og teknologi blandt flere børn og unge i grundskolen. Mens mellemtrinnet bygger fodermaskiner, arbejder de yngste elever i indskolingen med at konstruere legetøj til kæledyret.  Udskolingens projekt hedder ”Sæt hovedet i bevægelse”. Her skal 7. – 10. klasses eleverne konstruere et redskab, der kan aktivere både krop og hoved i løbet af skoledagen.

Det er femte år i træk at Engineering Day afvikles på danske skoler. Engineering Day er en del af Engineering i skolen, som er et samarbejde mellem Engineer the Future, Københavns Professionshøjskole, Astra og VIA University College. Programmet er støttet af Villum Fonden.

 

 

 

 

Du vil måske også synes om

Sussie flytter “Smykkeskrinet” – men ikke ret langt…

BUTIKSLIV: Sussie Nielsen flytter sin populære guld- og sølvbutik “Smykkeskrinet” til større lokaler – men bare fra nummer 2 til nummer 1 i Store Torvegade i Rønne     Så er det snart flyttedag for Sussie Nielsens populære guld- og sølvforretning “Smykkeskrinet” i Rønne. Det kommer kunderne til gode på

Læs mere »

Fællesskaber for mænd inviterer i biografen

AKTIVITET: “Fællesskaber for Mænd” i Ældre Sagen på Bornholm inviterer på biograftur i Rønne Bio, hvor der bliver vist filmen “De forbandede år 3 – Fredens pris.”   Søndag 8.november kl. 13 er mænd i Ældre Sagen inviteret i Rønne Bio, hvor de skal se det danske drama “De forbandede

Læs mere »

Indbrudstyve freder, næsten, Bornholm…

POLITI: Der begås kun meget få indbrud på Bornholm – sammenlignet med resten af landet. Og nu er antallet af de få indbrud endda halveret Af Lene Dam Jørgensen Mens antallet af indbrud i private hjem på landsplan stiger, går Bornholm mod strømmen. Nye tal fra Danmarks Statistik viser en

Læs mere »