Hvorfor har vi så svært ved at tro eller have tillid til, hvad Guds ord fortæller os? Hvorfor er håbet ofte svagt og usikkert, når vi dog har fået at vide, at vi er i Guds gode og kærlige hænder
Jesus var opstået fra de døde. En kæmpe overraskelse for de disciple, som havde fuldt ham gennem det liv, han havde levet og den lidelse og død, som havde ramt ham – og dermed også dem som pårørende til Jesus.
De burde ikke have været overrasket. Jesus havde hele tre gange fortalt de tolv disciple, hvad der ville ske, når de nu gik til Jerusalem. Han havde så sandelig også nævnet, hvad der ville ske påskemorgen, men alligevel havde de ekstra brug for det nye nærvær og den undervisning, han gav dem i hele 40 dage efter opstandelsen.
Det opstandelsesliv, som Jesus bragte med sig, skulle langsomt inkorporeres i dem som en virkelighed, de kunne regne med.
Jesus havde forudsagt alt det, som var sket.
”Han (Jesus) tog de tolv til side og sagde til dem: ”Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes; Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; De skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.” Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.” Lukas kap. 18 vers 31-34.
Det var barske ord, og selvom disciplene havde hørt, at Jesus ville opstå efter døden, så sad de alligevel fast i fortvivlelsen og sorgen over det forfærdelige dødsfald, de havde overværet.
Hvad der var sket, var traumatisk og stadig uendelig svært, også selvom Jesus havde vist sig for dem i live igen.
De havde brug for at være sammen og bekræfte hinanden på, at der havde været et mål og en mening med al den lidelse, som de og Jesus havde gennemgået. Jesus havde jo netop givet sig til dem i døden til tilgivelse og frelse til os, som har brug for hjælp fra ham til at leve og til at dø.
Hans opstandelse bevidner, at mørket og døden har mistet sin magt.
Sådan kan vi også i dag hjælpe hinanden med at holde håbet og troen vedlige.
Jeg tror, vi kender det fra os selv. Fortvivlelse baner vej for tvivl og mørke tanker, selvom vi har ord for, at det hele ender godt.
Vi har brug for, at Jesus går med os ind i det mørke, som omgiver os, så alt det, vi har oplevet af svært, bliver oplyst af det håb, som han står for.
Og du, der oplever andre gå igennem mørke, svær sygdom og nærmest håbløshed, har den gave at være med til at lyse op og minde om, at der er håb, og Gud ikke er bortrejst og langt væk men nær den, der har det svært.
Selvom Jesus havde givet dem løftet om en opstandelse, som lignede hans, så begravede de sig alle i mismod og havde glemt alt om, at der var håb. Derfor skulle de tilbringe tid med ham efter opstandelsen.
I mørket – livets eller dødens mørke – kan alt synes håbløst og såre usikkert.
Her sad de usikre og tvivlende disciple, som havde mistet al håb. Han, som havde sagt, at han var verdens lys, han var hos dem, og nu så de lyset.
Disciplen Thomas repræsenterer alle os, som vil have beviser.
,”Det vil jeg se, før jeg tror!” ”Hvordan kan jeg vide, at det Bibelen siger, er sandt?”
Thomas fik lov at få beviser. Han fik lov til at mærke naglemærkerne i Jesu side, hvor spyddene var gået ind. Jesus lod ham gøre det, og Thomas udbrød: ”Min Herre og min Gud!”
Gud behandler os individuelt.
Måske har du let ved at fæste tillid til, at Jesus er hos dig i dit livs mørke. Du har så ikke brug for et synligt tegn.
Måske er du helt og aldeles som Thomas, som Gud giver lov til at se et mirakel, en åbenbaring af Jesus.
Jesus stiller sig ligefrem til rådighed for Thomas, som har brug for mere tydelige tegn på, at Jesus nu lever.
Vi er jo forskellige som mennesker, og vi finder tro og tillid til Jesu liv og væren hos os på forskellige måder, og derfor skal vi ikke være for hurtige til at ”kræve”, at andre skal opleve det samme, som jeg selv har oplevet med hensyn til at tro på Jesus.
Mellem påske og Kristi Himmelfartsdag, som drejer sig om 40 dage, har disciplene brug for en vigtig oplæring og ikke bare det. De har brug for hinanden, og brug for at Jesus er iblandt dem som den opstandne.
De skal vænne sig til at se ham på en anden måde, end de gjorde før påskens begivenheder.
Og selvom de har lært en masse, da de gik sammen med Jesus, så er alt anderledes nu. Nu lytter de. De tager de det til hjerte.
Jesus forbereder dem på sin Himmelfart og på Helligåndens komme, hvor han til stadighed vil være hos dem og med dem under alle livets forhold.
De fik lidt nødvendig bibelundervisning i de 40 dage, og da Helligånden så kom over dem, så kunne de bruge det, de havde lært og hørt til frelse for tusindvis, ja og nu – millioner af mennesker.
Vi har også brug for pinse i vores kristenliv.
Derfor dig, som er fortvivlet og har mørke tanker:
Hold ud! Hilsen Gud.
Den hilsen blev inde i byen skrevet på en affaldsspand af en døende Louise Adrian, (tidligere korleder af Fangekoret.)
En affaldsspand – vel fordi livet kan synes at være lige til at smide sådan et sted hen.
Den hilsen giver jeg endnu engang videre til dig, der læser denne klumme.
Hold ud! Hilsen Gud.
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
