.jpg)
TRO: I går sad jeg klinet til tv skærmen og så den fantastiske og meget pompøse kronings og salvnings ceremoni af Dronning Camilla og Kong Charles i Westminster Abbey i London.
Dronning Elisabeth døde mæt af dage (hun blev 96 år), og kong Charles har allerede været i gang som hendes efterfølger, siden hun døde i september 2022.
Men nu var den store festdag så kommet i går, hvor noget stort og noget meget gammelt skulle ske for den nye regent og hans dronning.
En historisk dag – en dag, som hele verden kunne følge med i, for der foregår jo ingenting hverken sørgeligt eller festligt, som verden ikke kan følge med i. Vi er i sandhed blevet globale.
Salvelse – kroning – jeg fulgte det med stor interesse! Sikke vidunderlig musik. Sikke dybe og meningsfyldte bønner. Sikke interessante symboler – Bibelen givet til den nye konge, ring, sværd, sceptre, rigsæble med hver sin betydning.
Som præst og som ivrig bibellæser ved jeg jo, hvor meget de to ting – salvelse og kroning – er inspireret af bibelens festligste og mest afgørende begivenheder.
I Gammel Testamente bliver kongerne salvet af Gud. Det var profeterne, som udgød indviet olie udover ham, som de oplevede, Gud havde udset sig til folkets konge og folkets tjener.
Kong Saul blev salvet af profeten Samuel, og da det var sket, var han indviet til myndighed og magt, og David, der ellers senere blev forfulgt af kong Saul, kunne ikke få sig til at røre sin fjende, for fjenden var jo salvet af Gud selv. Respekten for Guds salvede var stor.
Det vil sige, den nye konge var indviet til tjeneste for folket, og derfor måtte folket og hvem som helst vise lydighed og dyb respekt for Guds salvede.
Kong Saul er blot et eksempel. Det var almindeligt, at kommende konger blev salvet – en slags indvielse til den guddommelige tjeneste, det var at tjene Gud og folket.
I Ny Testamente er der også en tydelig markering af det faktum, at myndigheder er indsat af Gud, og derfor skal adlydes. Det gjaldt endda også myndigheder, som ikke altid var til glæde og velsignelse for folk – snarere tværtimod.
Paulus skriver f.eks. i Romerbrevet kap. 13. vers 1: ”Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes er forordnet af Gud.”
Det kunne vi godt få en god samtale om, for skal vi bare dukke nakken under en ubarmhjertig tyrannisk leder?
I Bibelen bevægede betydningen af salvelse sig frem til at betyde en åndelig salvelse, som Jesus havde og viste f.eks. ved sin dåb.
Jesus var Den Salvede. Han var Kristus, som er det græske navn for den Salvede. Messias er det hebraiske ord for samme.
Salvningen betød, at Guds Ånd – Helligånden blev udgydt over Kong Jesus. Det vistes ved Jesu dåb, og Jesus Kristus er konge til evig tid.
Ja, den salvede Jesus Kristus betød også, at han var frelseren, den, der var forudsagt komme som redning for Guds folk.
Men begrebet salvelse blev senere i Ny Testamente udvidet til at betyde endnu mere. Nu gjaldt det ikke ”bare” en person.
I Apostlenes Gerninger betyder Helligåndens komme til de 120 disciple, at de blev salvet til at være Jesus Kristi krop på jord, så Kristi gerning kunne fortsætte i alle troende.
”For løftet om Helligånden gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på.” Apostlenes Gerninger kap. 2 vers 39.
I dette vers tilbydes vi alle at blive salvet med Helligånden – også os, der lever nu!
Kong Charles blev salvet, for den skik er gået videre fra ældgammel tid til fremtidige kongers kroninger igennem århundreder. Han blev salvet skjult bag smukke afskærmninger i går, for det var en sag mellem ham og Gud selv.
Også her i Danmark er salvning blevet brugt i flere hundrede år, når nye konger blev udnævnt og indviet.
Kort fortalt:
Kongerne i Danmark blev salvet og kronet i perioden 1170 – 1648. Fra 1660 – 1848 under det enevældige styre blev den nye konge ”blot” salvet – allerede iført den krone, han havde arvet. Fra 1848 og frem blev monarken ”kun” udråbt af statsministeren fra balkonen på Amalienborg.
Før fra ældgammel tid skete det på denne måde: Udover en krone, der blev lagt på alteret, blev kongen salvet med indviet olie på hoved, højre arm og på skuldrene. Det betød Guds overdragelse af kongelig værdighed til den nye regent.
Dernæst så fik han en ring – et symbol på sit løfte om trofasthed over riget og folket, et sværd – symbol på, at han var lovens håndhæver. Kronen blev sat på hans hoved. Og han fik et scepter i sin hånd og et rigsæble, som var tegn på hans magt. (Oplysninger fra danmarkshistorien.dk).
Da grundloven blev indført 1849, ophørte kroninger og salvninger, som ellers var blevet foretaget i Lund Domkirke og senere i Københavns Domkirke.
Dronning Margrethe blev udråbt til regent stående på balkonen på Amalienborg. Statsminister Jens Otto Krag råbte: ”Kong Frederik 9. er død. Længe leve Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2.”.
Det er absolut en meget mere flad og liden pompøs måde at blive indsat til den høje stilling på, når vi nu har overværet salvningen og kroningen af Kong Charles og hans Dronning Camilla og læst, hvordan det foregik i svundne tider!
Hvorfor kan vi ikke også skabe en passende højtidelighed, som kunne bruges, når kronprinsen engang overtager jobbet som regent?
Måske ikke så pompøs, som de gjorde det i England, for regenten i vores land har ikke stå stor magt som tidligere tiders regenter, og det var derfor salvning og kroning ophørte her til lands. Jeg kunne dog alligevel godt under regent og folket en historisk smag af det, vi er rundet af.
Vi må ikke blive historieløse, og jeg kunne ønske, at der var en lidt mere festlig og højtidelig begyndelse for en ny regent, end vi har haft for skik siden 1849, og vores regenter kunne godt have behov for at blive indsat, salvet og blive bedt for – måske ved en St. Bededags gudstjenestelig markering, hvor bøn netop er i fokus. Forbi St. Bededag er afskaffet som fridag, behøver dagen jo ikke at være afskaffet rent kirkelig.
Ritualet i går, hvad angår læsninger og bønner, var stærkt, ja, stort, og vi kunne godt bruge noget lignende ved en indsættelses og indvielses gudstjeneste af en ny regent, når den tid kommer.
En gudstjeneste markering af et regentskifte med nogle af de samme ritualer – måske i en lidt afdæmpet form (vi er jo danske!!) – skulle selvfølgelig ikke ske lige efter den afdøde regents død, men nogle måneder senere af hensyn til den sorg, som naturligt kommer, når nogen, vi elsker, dør!
En opfordring: Bed for vores dronning og hendes familie. Og hvad angår os selv: Lad os åbne os for den åndelige salvelse, som Helligånden kan give os til fornyelse af os hver især, så Guds Ånd må virke i os og igennem os, så troen på Jesus breder sig til glæde for mennesker omkring os, og så vores samfund må bære præg af at være et kristent samfund med retfærdighed, kærlighed og barmhjertighed til enhver.
.gif)
