Dyrere strøm sælges til kostpris og overskud sendes retur til kunderne

Elprisen fortsætter med at sætte rekorder på den nordiske elbørs. BEOF’s modtræk er nu at sælge strøm til kostpris i fjerde kvartal, og derudover sendes det overskud, der genereres i BEOF’s elhandelsforretning retur til kunderne ved årets udgang.

Strømmener kostbar i denne tid – og måske lang tid fremover.  (Foto: Torben Ager)

 

Er man el-kunde hos Bornholms Energi & Forsyning med et fastpris-abonnement, så kan man se frem til en elpris på 6,55 kr./kWh incl. moms i oktober, november og december. Det betyder stigning på ca. 70 pct. procent i forhold til sidste kvartals priser og for en standardhusstand vil det svare til en ekstraudgift på ca. 1.000 kr. om måneden ift. 3. kvartal 2022.

“Vi er bornholmernes forsyningsselskab. Derfor har vi besluttet, at al den strøm, uanset om det er på vores fastpris- eller fleksible produkter, der bliver solgt i oktober, november og december, sælges til kostpris; det vil sige uden nogen fortjeneste på strøm til BEOF. Desuden vil vi føre overskuddet for 2022 i el-handels-forretningen tilbage til kunderne i januar 2023,” siger Claus M. Andersen, adm. direktør i Bornholms Energi & Forsyning:

“Vores avance på el er meget lav, men i den ekstraordinære situation, alle står i, ønsker vi i BEOF at være med til at afbøde de meget store prisstigninger. Det vil dog ikke fjerne det faktum, at kunderne vil opleve prisstigninger.”

Dyre afgifter

Selve elprisen udgør kun en del af den samlede elregning, hertil kommer net-tariffer, moms, afgifter mm.

Claus M. Andersen vurderer, at BEOF får vanskeligt ved at gøre mere her og nu.

“Jeg tror, at mange ser frem til november, hvor man kan søge om at indefryse og udskyde den del af elregningen, der ligger over en fastsat pris. Vælger man denne løsning, så vil man blive afregnet omkring 2,50 kr./kWh hos BEOF, mens det resterende beløb op til 6,57 kr./kWh – dvs. ca. 4 kr./kWh – vil blive indefrosset og skal betales senere med to procents rentetilskrivning,” fortæller Claus M. Andersen.

Svært at spå om 2023

Flere faktorer spiller ind, når BEOF skal komme med et bud på udviklingen. For hvad sker der med konflikten i Europa? Hvad gør EU og regeringen? Hvad gør markedet? Alt er i bevægelse, og gør det næsten umuligt at spå om hvad der sker om tre måneder.

“Vi ser dog positivt på, at regeringen har vedtaget at energiafgiften næsten bortfalder i seks måneder fra januar 2023. Det betyder, at to voksne og to børn får reduceret deres elregning med ca. 300 kroner om måneden,” fortæller Claus M. Andersen.

Situationen på elmarkedet gør, at mange kunder er bekymrede og har spørgsmål til deres elregninger. I modsætning til flere konkurrenter, så har BEOF fortsat åbne telefoner. Claus M. Andersen henstiller blot til, at kunderne har lidt tålmodighed, da der nogle gange er kø.

Seneste artikler

Fik du læst?