SPROG: Kjeld Olsen, vært på ‘P4 Morgen’ Bornholm, modtager DR’s sprogpris 2025 for sit levende og varierede sprog med rod i øens dialekt.

Fredag formiddag sendte ‘P4 Morgen’ Bornholm direkte fra Folkemødet i Allinge. Kvart i ti tog programmet en drejning, da DR’s sprogredaktør Martin Kristiansen trådte ind i P4-teltet.
Han kunne fortælle den tydeligvis rørte og overraskede vært Kjeld Olsen, at han er årets modtager af DR’s sprogpris. Den eftertragtede pris er blevet uddelt siden 1987, hvor den første modtager var Radioavisens navnkundige nyhedsoplæser Ole Emil Riisager.
Ideel P4-vært
Kjeld Olsen modtager DR’s Sprogpris 2025 med blandt andet følgende begrundelse i motiveringen:
“Kjeld Olsen er den ideelle P4-vært. Han er indbegrebet af godt selskab, og hans behagelige stemme og dialektale udtale er for mange lyttere selve lyden af morgen på Bornholm. Kjeld Olsen binder musik, nyheder og interviews sammen med et smittende humør og en lethed, hvor leg med sproget og formidling går hånd i hånd. Hans stemmeføring og henvendelsesform til lyttere og gæster er kendetegnet ved stort nærvær og af en oprigtig nysgerrighed og empati med andre mennesker. Det mærkes, og resulterer sammen med Kjeld Olsens sproglige ligefremhed som interviewer i vedkommende radio.”
Videre hedder det:
“Kjeld Olsens sproglige stil, hans udtale, brug af intonation og betoninger, er nært forbundet med den bornholmske dialekts mange udtryksmuligheder. Dem mestrer han med en afslappet naturlighed og autenticitet. Ved sit eksempel minder Kjeld Olsen således os alle, dialekttalende som ikke-dialekttalende bornholmere samt besøgende ’overfra’, om den rigdom, der ligger i det danske sprogs regionale mangfoldighed.”
Kollegial påskønnelse
DR-sprogredaktør Martin Kristiansen siger om årets sprogpris og valget af Kjeld Olsen:
– Igen i år har vi modtaget mange fine indstillinger fra et bredt udsnit af redaktioner og afdelinger i DR. Det er virkelig opløftende at se den seriøsitet og grundighed, hvormed der argumenteres for kollegernes sproglige kvaliteter. I Kjeld Olsens tilfælde er de oplagte. Han har et nærvær foran mikrofonen, som er få forundt, og et rigt sprogligt udtryksregister og musikalitet, der har naturlig rod i bornholmsk sprogtone og nok også i hans mangeårige erfaring som dansktopsanger.
Redaktionschef hos DR Bornholm, Thomas Kofoed Poulsen siger:
– Lytterne er aldrig i tvivl, når Kjeld sidder i P4-studiet i Rønne. Kjeld gør ikke selv et stort nummer ud af, at han er den eneste bornholmsktalende radiovært. Det er sådan, han altid har talt, men det smitter og spreder glæde. Nogle interviewgæster, der ellers ikke normalt taler bornholmsk, slår gerne over i dialekten for at tale bornholmsk sammen med Kjeld i radioen.
Diplom og honorar
DR’s sprogpris bliver uddelt på baggrund af indstillinger fra DR’s medarbejdere. Den endelige afgørelse træffes af DR’s sprogpriskomite, der i år har bestået af de tidligere prismodtagere Annegerd Lerche Kristiansen, Nina Høegsberg og Adrian Hughes, som også er vært på ’Klog på sprog’, samt Lasse Bastkjær Jensen, direktør i Strategi og Brugere, Louise Aagaard, tværgående redaktør, og Martin Kristiansen, DR’s sprogredaktør.
Årets prismodtager vil få prisdiplom og det medfølgende æreshonorar på 10.000 kroner overrakt ved en reception hos DR Bornholm i august.
Tidligere modtagere
De har fået DR’s sprogpris de seneste år:
2019: Tore Leifer
2020: Niels Christian Lang
2021: Liv Thomsen og særpris til ’Ultra Nyt’-redaktionen
2022: Annegerd Lerche Kristiansen
2023: Martin Grønne












