DF: Børnene skal helt frem i køen

KOMMUNEVALG: Dansk Folkeparti på Bornholm har gennem de sidste tre måneder arbejdet med et arbejdsprogram for de kommende fire år –børneområdet spiller den vigtigste rolle

Børnene har førsteprioriteten for Dansk Folkeparti på Bornholm.

Børnene er omdrejningspunktet for Bornholms videre udvikling. Deres forældre er kilden til øgede skatteindtægter. Børnene selv er fremtidens arbejdskraft. Og den tidlige indsats skal imødegå at børn ender i mistrivsel og ikke får det liv de fortjener. Alle børn har ret til et godt liv, og vi har brug for alle børn. Og det skal kunne ses i den førte politik.

Derfor er det Dansk Folkeparti magtpålæggende at børnene sættes helt frem i køen, når det kommer til fokus og prioritering. Børneområdet er den ene af de tre søjler det bornholmske velfærdssamfund skal kendetegnes på.

Sådan lyder det i Dansk Folkepartis arbejdsprogram, der skal gælde for de næste fire år.

Investere i madskoler

Derfor vil Dansk Folkeparti i den kommende periode arbejde målrettet for at binde inklusionsmidlerne i folkeskolen, således at skolerne skal kunne dokumentere at pengene bruges på de børn, som har de fornødne behov.

Partiet vil  forsætte med at investere i madskolerne, så alle børn får de bedste forudsætninger for god læring. Ambitionen er at alle øens folkeskoler skal have en model, som den de har i Nexø.

Erhvervsklasser udvides

Erhvervsklasserne skal udvides, så der er to spor i 9. klasse og et spor i 8. klasse. Det skal ske for at tilbyde de børn, som har udfordringer eller er skoletrætte et anderledes tilbud, så det ikke ender med mistrivsel eller skolevægring.

Antallet af folkeskoler er på plads, men der skal kigges på de mellemtilbud til særlige grupper som ikke helt passer i folkeskolen, heldagstilbuddet eller specialskolen, mener partiet.

DASK bevares

DASK skal bevares som foreslåes af BSU i sommeren 2021.

Partiet vil også arbejde for, at der bliver flere dagplejere, så forældre har et reelt valg af dagpasning Der skal etableres et fritidstilbud til børn i aldersgruppen 10-14 år. Det skal også undersøges om Ungdomsskolen i en eller anden udstrækning kan indgå i løsningen for at sikre driften på tilbuddet og skabe ro om ungdomsskolen.

Dansk Folkeparti vil arbejde på et pasningstilbud lig det man kender fra Skovbrynet i Nyborg, hvor der vil være mulighed for pasning af børn hele døgnet. Det bornholmske samfund har mange natarbejdspladser, og der skal også være tilbud til disse familier.

Forøget livskvalitet

Partiet vil lave et nyt såkaldt §17, stk. 4 udvalg, som skal lave strategi- og handleplansarbejdet for børn med diagnoser således, at strategi og indsats hænger sammen, og er medvirkende til at de børn, som tidligere har haft det svært på Bornholm får forøget deres livskvalitet betragteligt.

Endelig ønsker Dansk Folkeparti, at de eksisterende specialtilbud på børneområdet (Kildebakken, Mælkebøtten og Heldagsskolen) bevares – og der skal kigges på om visiteringen er for streng.