Det afhænger af øjnene, der ser…

I vores vestlige verden er det naturligt, at vi ser på hinanden, når vi taler med hinanden. Sådan var det ikke altid i Afrika, husker jeg. (Jeg tilbragte en del år i Nigeria mellem januar 1970 og december 1978).

Når vi bosætter os i en fremmed verdensdel og lever midt i en fremmed kultur, begår vi fejl. Kom der en elev til lærerværelset og havde brug for hjælp med et eller andet, fristedes jeg til at sige og måske endda med lidt for stor myndighed i stemmen: ”Se på mig, når du taler!”

Jeg lavede mange fejl – specielt i min første tid i det fremmede land. Ingen tvivl om, at jeg helt sikkert igen og igen opførte mig meget lidt i overensstemmelse med det nye lands skik og brug, og jeg havde meget at lære.

Når eleven, som kunne være i alderen fra 13 til 17 år, så til siden, når jeg talte til ham, så var det af ren og skær høflighed, og ofte skete det for øvrigt også, at vedkommende satte sig på hug, når han bad om at få et nyt stilehæfte. (Jeg var på en stor Secondary School med 600 drenge).

Jeg kunne slet ikke klare den underdanige holdning, så klart nok lød det fra mig. ”Du må gerne rejse dig”, og når jeg kom til skolen med min mappe med de nødvendige bøger, og der straks kom en elev og ville tage skoletasken fra mig, så nægtede jeg i begyndelsen af tage imod hjælpen, for ”jeg skulle bestemt ikke have slaver i Afrika”.

Senere opdagede jeg, at jeg fratog eleven den glæde, det kan være at hjælpe andre, og så fik de da lov til at bære, hvad jeg havde med mig. Høflige manerer skulle jeg da ikke vænne dem af med, for så ville de jo komme hjem til landsbyen med vestlige manerer, og de ville blive betragtet som ødelagte unge mennesker, som vist havde været for længe under vestlig indflydelse. Lærerstaben var dengang en sammensat gruppe af stort set ene lærere fra Europa eller USA.

Med denne indledning ønsker jeg at gøre mig selv og alle andre, der læser, opmærksom på, at når vi i vort land har fået en stor gruppe af udlændinge, flygtninge og asylansøgere, så vil der være store kulturforskelle, som både de og vi skal vænne os til, og der er brug for overbærenhed fra begge parter.

I stedet for modvilje ved at være værtsland for fremmede må vi være indstillet på, at vi har en forskellig baggrund og derfor en forskellig tilgang til hverdagen og livet i al almindelighed. Vi må udvise nysgerrighed og prøve at forstå, at en anderledes attitude kan være grundet en forskellig kultur og en helt anden opvækst.

I 1970’erne var jeg i England og blev overvældet over alle de fremmede kulturer, som London f.eks. allerede dengang var fyldt med. I Danmark havde vi stadig på den tid en enhedskultur bortset fra de få forskelle, som var mellem landboere og byboerne.

Nu er ”hele verden” kommet hertil, og som de meget konservative og forskræmte danskere vi er, så er vores lille verden blevet anderledes, og vi længes efter ”gamle dage”, hvis vi da er af de lidt ældre årgange. De unge klarer nemmere den multikultur, som vi nu ser i vores land.

Det er både forfriskende, men selvfølgelig også lidt skræmmende med noget nyt, men med de 120 millioner flygtninge, der er i verden i dag og med den fattigdom og arbejdsløshed, der er i lande udenfor Europa, kan man ikke fortænke folk i at søge deres fremtid andre steder – og det gør de så i vestlige lande, hvor de har hørt, at der er guld og grønne skove.

”Det afhænger af øjnene, der ser” – sådan blev overskriften i denne klumme, og vi må forsøge at se mangfoldighederne som noget, der kan blive positivt for os som mennesker.

Er vi stadig i stand til at lære noget nyt af folk, hvis levevis vi ikke kender? Er vi villige til at lade gode teorier om næstekærlighed afløses af ren og skær praksis? Det spørger jeg mig selv om, og så tillader jeg dernæst at spørge min Gud og Skaber, hvad han ønsker at lære mig igennem den mangfoldighed af fremmede, som vi møder – ikke mindst her i Hovedstadsområdet, men sikkert også i måske lidt mindre grad f.eks. på Bornholm?

Bibelen taler i virkeligheden stærkt om vores ansvar for de fremmede iblandt os.  Jeg vil bare lige citere et par steder:

”For Herren jeres Gud er gudernes Gud og herrernes Herre, den store, den vældige og den frygtindgydende Gud, som ikke er partisk og ikke lader sig bestikke, men som skaffer den faderløse og enken ret, og som elsker den fremmede og giver ham føde og klæder. Derfor skal I elske den fremmede, I var jo selv fremmede i Ægypten”. 5. Mosebog kap. 10 vrs 17 – 19.

” Når en fremmed bor som gæst i jeres land, må I ikke udnytte ham. Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv. I var jo selv fremmede i Ægypten. Jeg er Herren jeres Gud” 3. Mosebog kap. 19 vers 33 – 34

Jo, jo, det er Gammel Testamente, men stadig relevant for os som lever i Ny Testamentes Ånd. Jesus udviste selv stor rummelighed, når han sad til bords med mennesker, som datidens religiøse bestemt opfattede som fremmede, og han brugte flere gange eksempler, som viste, hvordan andre end jøder viste større tro, omsorg og kærlighed. Han brød ustandselig grænser, for hvad man syntes, var rigtigt.

I vores eget land er der hos os danskere holdninger og livssyn, som ligger langt væk for vores kristne arv og det, vi kalder dansk kultur. Også vi er forskellige, og selvfølgelig kommer nogen af de fremmede iblandt os også med synspunkter og holdninger, som vi ikke skal acceptere. som noget vi ønsker at adoptere og efterligne. Måske lærer vi vores egne værdier bedre at kende, når vi møder det, vi slet ikke kan godtage som en del af vores kulturgrundlag. Etniske danskere er f.eks. blevet mere bevidste om et kristent livssyn, efter andre religioner er kommet til.

Samtidig har vi også meget at lære af vores nye medborgere, og vi har meget tilfælles, for vi er jo alle skabt i Guds billede, og vi må være fælles om at finde hos hinanden det positive, som er der, og som Gud ønsker, vi skal omfavne.

Bor der fremmede i din eller jeres nærhed, så husk, at de er elsket af Gud, og at han også ligefrem befaler os at elske dem, og jeg tror og ved, at den gode kærlige Gud vil inspirere både dig og mig til at efterkomme hans befaling. Det vil han inspirere dig og mig til – på trods af de også ret store udfordringer, der altid vil være, når mennesker mødes.

God søndag og kærlig hilsen

Agnethe Zimino
Pens. sognepræst 

Du vil måske også synes om

Vil høre unges stemme om kulturlivet

UNGE: Lørdag 24. oktober inviterer MusikHuzet, 7,5 hektar og KlangFest til “Vores UngØ i Svaneke.” Som den første i en række af otte byer er “Vores UngØ” en del af det nationale projekt, “Kunsten At Lytte – The Tour” og skal styrke unges muligheder for at få indflydelse på det

Læs mere »

Vi har brug for venner…

Jeg har en lille bog, som handler om venskab. Det er en bog med tegneserien Radiserne, og den gammelkloge Søren Brun siger: ”Jeg har brug for alle de venner, jeg kan få!” Mon ikke der er mange, som siger som ham? Venner har vi alle brug for. Venner betyder mere,

Læs mere »

Alpha-kursus i Rønne

TRO: Mandag 19. oktober inviterer Levende Kirke Bornholm i Rønne til Alpha-kursus. På programmet er tro og videnskab. Forløbet strækker sig over flere gange i efteråret og fortsætter i det nye år.   Af Lene Dam Jørgensen Levende Kirke Bornholm inviterer nu til Alpha‑kursus i lokalerne i Rønne mandag 19.

Læs mere »