Destination Bornholm vinder international pris

Bornholm gør det igen – høster ros, og endda en international en af slagsen. Denne gang for Destination Bornholms arbejde med Bornholm som vinterdestination.

Bornholm – også skøn om vinteren. (Foto: Semko Balcerski)

Destination Bornholm tager endnu en titel og en rigtig flot og vigtig en til samlingen. Nu er det arbejdet med Bornholm som vinterø, der sikrer en fornem pris og dermed en masse international omtale.

Destination Bornholm vinder førstepladsen i den europæiske prisuddeling “ECTN Awards” for sit digitale arbejde med Bornholm som vinterdestination. Det er European Cultural Tourism Network, der tildeler Bornholm prisen i kategorien digitalisering for “Winter Island Bornholm – Creating a smart travel destination.”

Det bedste overblik

Destination Bornholm får prisen for arbejdet med alt lige fra projektudvikling, markedsføring, udvikling af app, samt digital turistinformation. Prisen er en international anerkendelse af Destination Bornholms indsats for at videreudvikle øen som vinter- og helårsdestination.

Appen “Bornholm” og hjemmesiden bornholm.info giver det bedste overblik over hvilke steder, der har åbent på Bornholm. Udviklingen sker i samarbejde med den bornholmske turistbranche, som selv opdaterer deres åbningstider på Destination Bornholms platforme. Det viser vigtigheden i at samarbejde, og i fællesskab at løfte Bornholm som helårsdestination. Prisen viser endvidere, at et vedvarende arbejde med branding er særdeles væsentligt og værdifuldt.

Vi er stolte

Destination Bornholm er naturligvis meget stolte over den flotte hæder. Leder af marketing og digital udvikling Stefan Asp udtaler: “Vi er stolte af, at vores flerårige indsats for at understøtte Destination Bornholms medlemmer, særligt i vinterperioden, har opnået international anerkendelse. Det er en stor cadeau til alle, der har bakket op om arbejdet”.

Et skulderklap

Direktør Pernille Kofod Lydolph uddyber: ”Vi får med prisen alle et skulderklap for vores fælles indsats, som jo i den grad også har vist sit værd. Med en vækst på knap 150% målt på overnatninger i perioden 2018-21 og i månederne november til december, som er vores fokusperiode, kan vi alle være glade og tilfredse. Foran os står en periode, hvor vi unægtelig bliver udfordret af de stigende energipriser, men prisen viser os, at den vej som vi i fællesskab har lagt, vækker opmærksomhed internationalt. Det varmer”.

Tak til organisationer

Destination Bornholm retter i den forbindelse en stor tak til organisationerne bag prisen for at have øje for Bornholms arbejde og ikke mindst udviklingsperspektiver.

Derudover lyder en kæmpestor tak til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, der har støttet projektet ’Vinterøen Bornholm’ gennem de sidste tre år. Her har decentrale erhvervsfremmemidlers pulje til lokale og tværgående turismeprojekter været af stor værdi for hele vinterø projektet.

“Sidst, men ikke mindst, tak til Bornholms Regionskommune for at være med til at sikre finansieringen, såvel som alle Destination Bornholms medlemmer, som hver dag knokler for at give øens gæster de bedste oplevelser – hele året,” slutter Pernille Kofod Lydolph.

Seneste artikler

Fik du læst?