Der skal være plads til kærligt nærvær

Vi kalder det at have en kæphest.

Og hvad er det så? Jo, ind imellem så er der noget, som i den grad ligger os på sinde, at vi har et behov for at gentage det igen og igen. Vi fornemmer, at hvis vi ikke gentager vores pointe, så vil det hverken blive husket eller forstået. Ofte gentager vi også noget for vores egen skyld for at holde det vigtige fast.

Nu har jeg skrevet søndagsklummer i temmelig lang tid, og hvis jeg så kommer til at gentage nogle sandheder eller betragtninger, så ved I nu, at de ikke er grundet tankeløshed eller glemsomhed, men fordi det jeg mener synes så vigtigt for mig, at det bør gentages. Nu kan I jo så beslutte, om I kan tro på det eller ej. Min høje alder kan jo godt forårsage nogle gentagelser, det må jeg hellere indrømme.

Men gentagelser kan være vigtige.

Desmond Tutu – sydafrikansk ærkebiskop og menneskerettighedsaktivist – siger et sted:

”Jeg har fundet ud af, at der i virkeligheden kun er én prædiken, jeg kan holde. Og det er, at Gud elsker dig, og han elsker dig ikke, fordi du er elskelig, men du er elskelig, fordi Gud elsker dig!”

At du er elsket af Gud, kan synes at lyde som en triviel sandhed. Noget, som bare lyder fromt, men ikke altid opfattes at have nogen som helst betydning. Men det er ikke desto mindre det næsten vigtigste at holde fast i.

Hvis nogen synes, jeg skriver for meget om netop det, at Gud elsker dig og mig, og at han gør det betingelsesløst, så er det altså, fordi det er en sandhed, som ikke kan nævnes for tit.

Når børn og unge mistrives og mange voksne med, så kan en af årsagerne sagtens være, fordi de oplever, at de ikke er elsket, at de ikke er værdsat, at de ikke er set, og at alle er så fortravlede, at der er alt for lidt plads til et kærligt nærvær.

Lavt selvværd kommer, når vi oplever os som mindre værdsat. Et sundt sind er oftest hos den, som har oplevet en barndom og en tilværelse fyldt med kærlighed. Med kærligheden i sit livs bagage så klarer man meget – også modgang eller voksenmobning, så har man også et forråd at give ud af – og kan elske på trods af og ikke bare på grund af.

Jeg læste engang om en præst i en frikirke i USA, som et helt år kun holdt prædikener over ordene fra bibelen, hvor der står: ”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Johannes evangeliet kap. 3 vers 16. Denne prædikant havde det ligesom Desmond Tutu, som gav udtryk for, at det i grunden var den eneste prædiken, der duede til noget.

Jeg kan sagtens forstå, at der kan være mennesker, som ikke specielt har oplevet Gud som kærlig igennem deres tilværelse. Ulykker og kriser, sygdom og død har martret dem. Måske har de mennesker ikke mærket, at Gud var der hele tiden – også igennem alt det forfærdelige. Som skuespiller Bodil Jørgensen opdagede, da hun havde sin nærdødsoplevelse, så var Gud netop i mørket, og han var hos hende, da hun havde det allerværst. Gud er igennem tilværelsen hos os, også når vi ikke fornemmer noget. Vi bliver aldrig ladt alene – og slet ikke i mørket, hvor alt synes håbløst, ja, ondt.

Jeg ved ikke, hvor jeg ville have været, hvis jeg ikke i en sygdomsperiode med kræft og efterfølgende kemo og strålebehandling havde haft en barnlig tillid og tro på, at Gud var med mig. Ikke at han havde sendt mig sygdommen, men at han gik sammen med mig ind i mørket, og der var mit lys. Jeg var aldrig alene.

Mange, der har oplevet noget lignende, har bevidnet, at livet blev mere dyrebart og meningsfyldt gennem de svære tider. Ikke at jeg har kunnet takke for det, der skete, men jeg har kunnet sige Gud tak for hans nærvær og hans medleven i alt, hvad der skete, og jeg må indrømme, jeg har lært meget igennem alt det svære, som jeg ikke havde regnet med, skulle ramme mig.

Gentagelser af værdifulde sandheder, som jeg også gerne vil formidle til de unge, som jeg har kontakt med, er nødvendige, for vi har brug for at lægge et fundament lige fra barndom og ungdommen af.

Har vi et positivt Guds billede, mens vi har det godt, så er det ”nemmere” at holde fast i det, når livet gør ondt. Gud er kærlighed, og livets mening er, at vi deler den kærlighed, vi får fra ham, til vore kære, venner, ja, alle, vi kommer i berøring med.

Hvor har jeg lyst til at råbe det ud, at ingen er udenfor Guds rækkevidde, og Guds planer med den enkelte er gode. Hvorfor fænger det ikke? Jeg har mange gange meget stor trang til at snakke meget mere med mennesker, som måske ikke i hverdagen skænker Gud en tanke. Jeg har også tit lyst til at sige til et medmenneske, som lider under bekymringer, sygdomme og alverdens ulykker, at Gud netop blev menneske i Jesus, for at vi skal vide, at vi ikke er alene i vore trængsler.

Jeg har lyst til meget mere at få lov til at bede for folk, når de siger, at de har det svært, og jeg ber så, uden de ved det, for at de ikke får deres livs chok, hvis jeg pludselig lagde hænderne på dem midt i f.eks. et træningscenter. Det er også vigtigt ikke at overskride folks grænser, men jeg prøver at finde en Gud given lejlighed til at foreslå dem at blive bedt for.

Jeg gentager lige en oplevelse, jeg havde, da jeg som præst stod på Korsvejsmarkedet i kirkens stand for at snakke med folk som repræsentant for kirke og kristendom. En ung dreng på ca. 14 år kom ind i standen og sagde: ”Nu havde det været rart, hvis Jesus havde været her!” Jeg svarede: ”Jamen det er han faktisk! Jesus bad os om at bede for mennesker. Hvad er der galt?” Drengen havde ondt i sin nakke, og jeg forklarede lidt om at bede for syge med håndspålæggelse, og at Jesus faktisk sagde til sine disciple, at de skulle fortsætte med at gøre, hvad han havde gjort, og at han ville være med dem til verdens ende. Jeg bad så kort for drengens nakke, for hovedpinen, som han lige der havde.

Året efter kom denne teenager igen ind i kirkens stand. Jeg kunne faktisk ikke huske ham fra året før.  Henkastet sagde han: ”For resten hjalp det, da du bad for mig sidste år. Hovedpinen forsvandt, og jeg har ikke haft ondt i nakken siden!”

Jeg har fortalt om denne oplevelse før – også her i netavisen. Det var dagens nødvendige gentagelse. Det var jo ikke mig, som helbredte drengen. Jeg blev bare så overrasket og glad. Det nytter at bede!

Kærlig hilsen

Agnethe Zimino
Pens. sognepræst

 

Seneste artikler

Fik du læst?

Rigtige venner…

“Rigtige venner kan ej købes for penge…” Sangeren Jodle Birge sagde det faktisk så godt. Hans sang om venskab giver jo udtryk for det, mange

Læs mere »