Der er plads til flere på årets dyrskue

Lørdag 4. juni er der endnu engang Familiedyrskue ved travbanen i Almindingen. Og det stadig muligt at tilmelde sig skuet, oplyser Pernille Ipsen Pettersson, der er én af mange frivillige kræfter bag arrangementet.

Stemning fra Familiedyrskuet på Bornholms Brand Park i  2019. (Foto: Torben Ager)

 

Af Pernille Lindblom

”Vi havde egentlig regnet med, at der ville blive ekstra stor tilmelding til familiedyrskuet i år,” fortæller formand for Bornholms 4H, Jes Riis, der stik mod forventningen har modtaget færre tilmeldinger end ventet.

”Man skulle ellers tro, at både børn og voksne var ivrige efter igen at deltage ved de årligt tilbagevendende begivenheder på øen efter årene med Coron- nedlukning, men det er tilsyneladende ikke tilfældet,” supplerer Pernille Ipsen Pettersson, der er bestyrelsesmedlem i Bornholms 4H og som håber, at lidt øget opmærksomhed fra medierne samt en udvidet tilmeldingsfrist vil få sat skub i sidste øjebliks deltagere.

Plads til flere ponyer

”Vi har besluttet at udvide tilmeldingsfristen, i håb om at få flere børn og kæledyr tilmeldt. På vores Facebookside kan man se, hvilke dyr der kan tilmeldes, og det er stort set alle kæledyr med undtagelse af hunde og katte”, fortæller Pernille og nævner, at der i år er plads til langt flere ponyer, end der er tilmeldt pt.

”Der er stadig mange ledige spiltove, hvilket desværre nok hænger sammen med, at datoen for familiedyrskuet i år ramler sammen med et distriktsstævne i en rideklub herovre”.

Præmie til bedst udklædte barn og kæledyr 

Igen i år vil der være præmier skænket af Land og Fritid, til det bedst udklædte barn og kæledyr, når paraden finder sted.

”Det plejer at være en skøn oplevelse at se de udklædte børn, når de fremviser deres pyntede kæledyr i ringen,” smiler Pernille og beretter om de mange fantasifulde udklædninger, hun har set i årenes løb.

”Der har været et kaninbur på hjul med påsatte vinger som lignede en flyvemaskine, hvor barnet var udklædt som pilot. Men vi har også set ridende havfruer og Congosnegle på en trækvogn…”

Bondedyst for hold

Udover kæledyrsparaden, dyrskueæbleskiver, store maskiner og markedsplads, kan besøgende se frem til at overvære Bondedysten der, sædvanen tro, byder på særprægede ”manddomsprøver” for hold, hvilket får smilet frem i formand Jes Riis øjne:

”Bondedysten er en konkurrence, hvor blandt andet firmahold kan melde sig til. Den foregår som en slags forhindringsbane for voksne, hvor man for eksempel konkurrerer i at trille halmballer, eller køre hinanden rundt i en trillebør. Der har også været en disciplin, hvor det gjaldt om at få en sofa igennem et toiletbræt på tid,” fortæller han om konkurrencen, der altid består af både noget landbrugsrelateret og noget by relateret. I å, skal deltagerne blandt andet forsøge at åbne en øl med skovlen på en minigraver…!

Om formand Jes Riis selv får tid til at deltage i bondedysten ved årets familiedyrskue er endnu uvist, men han har også allerede vundet dyster to år i træk ved dyrskuer i Herning, tilføjer han med et skævt smil.

Familiedyrskuet holdes på adressen Bornholms Brand Park, Segenvej 41, Aakirkeby og er et samarbejde mellem Landbo Ungdom og Bornholms 4H.

Læs mere om Bornholms Familiedyrskue på Facebook, eller se program med Jes Riis og Pernille Ipsen Pettersson på Youtube, Ø-tv Bornholm

Seneste artikler

Fik du læst?