Der er få dage tilbage af en herlig teater-oplevelse i Rønne

Bornholmsk Amatørscenes forestilling “”Fortuna – Lokkans Godinja”er forrygende underholdning, men nu begynder det at haste med at sikre sig billet, hvis man vil have en skøn aften i Rønne Theater

Fra venstre: Svend Holger Holm som skipper Jokum, Bodil Lundqvist som hans kone Magda og Mette Helt Gude som Madam Kofod. (Foto: Finn Edvard)

 

Der er rigtig mange gode grunde til at sikre sige billet til Bornholmsk Amatørscenes forestilling ”Fortuna – Lokkans Godinja”, der i disse dage ruller hen over scenen på det hyggelige Rønne Theater.

En af grundene er naturligvis selve stykket – en anden er oplevelsen af det fine teater – og noget helt tredje er at nyde de mange flotte kostumer og scenografi i de helt rigtige bornholmer-rammer.

At begynde aftenen med en forfriskning i teatercafeen og så ellers lade sig føre med tilbage til engang i slutningen af 1800-tallet og overvære Morten Poulsens stykke, der er en genopgørelse af forestillingen, der allerede en gang har været på amatørscenens program.

Klingende bornholmsk

Men det gør ikke noget: Stykket serveres på klingende bornholmsk – på nær den københavnske overretssagfører Helmuth von Adler, der i Morten F. Hansens skikkelse taler rigsdansk.

Stykket er underholdende fra start til slut, og man har undervejs svært ved at forbinde ordet “amatørscene” med skuespillernes præstationer.

Vi befinder os i en tvivlsom og forgældet købmand og skibsreder Natansens kontor. Nathansen spilles af Kim Tørnstrøm og hans prokurist er Holger Holst i skikkelse af Ebbe Munch Larsen i en fin rolle som pudseløjerlig mandsling.

(Artiklen fortsættes under billedet)

En fin lille komedie opføres i disse dage på Rønne Theater af Bornholmsk Amatørscene. Der er dog ikke meget “amatør” over skuespil og scenografi, der lever op til alle forventninger.

 

Natansens søn Peter alias Jimmy Hærup sendes ud på en tvivlsom mission for at sænke en rådden skude, som Nathansen gerne ser på havets bund for at hæve forsikringssummen. Med ombord er den hæderlige Jacob (Batian Noreen Larsen) , som sandsynligvis ryger med i dybet – på den måde rydder Peter også en konkurrent af vejen: Begge bejler de til Stina alias Maria Puk Mosegaard, der er uægte datter af Madam Kofod i skikkelse af Mette Helt Gade.

Hvem der er den rigtige fader afsløres naturligvis sidst i stykket, hvor alle intrigerne på en eller anden måde skal gå op.

Man kan nå det endnu

Men gå selv i Rønne Theater og se, hvorledes denne fine, lille komedie ender.

I andre roller ses Svend Holger Holm, Bodil Lundqvist, Patrick Larsen og Niels Ole Blem. Stykket er instrueret af Brian Horst Sørensen og den fine scenografi udført af Erik Hørringsen og Søren Jensen.

Et fint lille mellemspil er de små pauser mellem akterne: Her høres dejlig bornholmsk harmonika, udført af Niels Anker Sonne og Lisbeth Lind. Havde man kunnet købe musikken på CD havde undertegnede været første køber.

Men nu begynder det at haste, hvis man vil overvære stykket: Det spilles fortsat 18/11, 19/11, 20/11, 22/11, 24/11 og 25/11. Hverdage kl. 19.30. Der er fortsat ledige pladser i salen – dog er lørdag 19/11 og søndag 20/11 kl. 15.00 udsolgte.

Billetter kan købes i Billetten på Rønne Theater mellem kl. 15 – 17 og på www.bornholmbilletten.dk.

 

Seneste artikler

Fik du læst?