Der er 25 dage tilbage…endnu!

Det var med vemod, at jeg i sommer læste, at troubadouren Povl Dissing ikke længere var blandt os.

Vi er jo trods alt nogle stykker, der er vokset op med den lidt specielle figur, som Dissing jo var – og som man enten elskede eller var knapt så begejstret for.

Jeg tilhører den første gruppe, og når jeg skriver i nutid, så er det fordi, jeg meget ofte hører Povl Dissings musik – hvad enten det er med Benny Andersen, sønnerne – eller The Beefeaters.

Povl Dissing udgav et, synes jeg, genialt album i 1969, “Jeg er en tosset spillemand” med en række Shel Silverstein-numre oversat af Thøger Olesen, bl.a. “Kvælerslangen” og “Jeg er den grimmeste mand i byen”. Jeg har den på CD, og jeg går ikke af med den.

Med på albummet var også hittet “25 minutter endnu”, hvor bl. a. Freddy Fræk fyrer en total suveræn banjo af. Sangen om den dødsdømte mand, der venter på, at diktatorens lejesvende skal sætte løkken om hans hals: Op og dingle!

Jeg hører af og til dette skønne album, hvor også Peter Thorups fremragende guitarspil lader sig høre.

Da jeg i formiddag endnu engang hørte “25 minutter endnu” kom jeg for skade til at se på kalenderen og se, at der nu er 25 dage til folketingsvalget.

“Åh nej”, tænkte jeg – “og der er ikke engang hængt valgplakater op endnu.

Nu skal vi i de kommende uger se på en masse ansigter klynget op i lygtepæle og hængt op på plankeværk og stakitter. Venligt, smilende ansigter, der lover guld grønne skove – uagtet at de udmærket ved, at de ikke har skyggen af chance for at opfylde disse løfter. Og hvorfor skal de plakater overhovedet op? Det er da fuldstændig spild af tid og kræfter – og så er det grimt…

Når løfterne skal holdes, så kniber det:

“Vi har jo ikke 90 mandater”, lyder det.

“Politik er jo kompromisernes kunst.”

Og andre visdomsord:

“Det her handler ikke om personer  – men om politik…”

Den sidste er nok den største løgn, vi bliver budt – alligevel bliver den gentaget gang på gang.

For vor tids folketingspolitikere er  – for de flestes vedkommende – levebrødspolitikere, der betragter pladsen i Folketinget som et job – og ikke et kald.

Vist er arbejdet på Christiansborg også et job – men man får indtrykket af, at det først og fremmest gælder om at få en god stilling med, kan man roligt sige, masser af fryns – og en fed pension, hvis man ellers sidder et stykke tid.

Vælgerne er ikke meget bedre, om jeg tør udtrykke det sådan: Man hører ofte vælgerne, der medvirker i TV’s såkaldte voxpop sige:

“Jeg synes, de bruger for meget tid på mudderkastning. De skulle hellere bruge mere tid på politik…”

Nå sådan.

Men det er jo netop angrebene på de politiske modstandere, der vækker opmærksomhed og skaber overskrifter. Der er ingen, der gider høre et seriøst medlem af Folketinget, der mundtligt leverer et forslag om revision af byrdefordelingsloven. Ingen…

Og hvad er der galt med at gå til angreb på politiske modstandere? Hvis man nu ikke kan døje et medlem af Nye Borgerlige og vedkommendes synspunkter  – og selv er Socialdemokrat – må man så ikke sige det?

Selvfølgelig må man det.

Men vor tids politikere er  – generelt – alt for pæne.

Synes jeg.

Gå til den, drenge og piger – og lad os få noget fynd og klem i valgkampen.

Som da Uffe Ellemann sagde “Hvad rager mine sokker dig” til Poul Nyrup.

Kom nu.

Ellers bliver det godt nok 25 lange dage i den kommende tid, hvis alting skal være så politiske korrekt og gentagelse på gentagelse.

For vi ved det godt: Alle vil give sundhedsvæsenet flere penge. Alle, og her mener jeg alle, vil gøre mere for klimaet. Alle vil gøre mere for børn og unge – det er der stemmer i – blæse være med de gamle og senile. Og alle vil begrænse uvelkommen indvandring. Eller næsten alle.

Jeg savner nogle politikere som f.eks. Erhard Jakobsen. Husker De ham?

“Jeg lover ikke noget som helst, det lover jeg Dem for”, sagde han bl. a. Og holdt det.

Og hellere dét, end de mange tomme løfter, der nu sendes afsted.

I 25 dage endnu…

God weekend…